How to save a life. {1D}

Vild, ung, glad, skør, underlig – ja det var Daisy Tomlinson. Dette er 2'eren af Secrets Hurt. Daisy er indlagt pga. sin anoreksi, og med et savn til 5 drenge, og et had til sin bedsteveninde, ja så går det ikke ligefrem fremad. Men med en hjælpende hånd - Eleanor Calder, kæmper hun sig fremad, men da hendes savn hele tiden stopper hende, får Eleanor arrangeret en uges fri fra terapien, hospitalerne og sondemaden. Nu er det op til Daisy at vise, at hun vil videre i sit liv, da hun stadig har en mor og en far, der venter på at se hende. Men et forhold til hendes brors bedsteven, kan ikke undgå drama. Kan Louis virkelig se igennem fingrene med det, og få Daisy ud af sin onde cirkel igen?

1106Likes
960Kommentarer
86653Visninger
AA

7. So confused .

It's gonna rain anyway - Eric Saade.

Jeg kneb øjnene sammen, og var lykkelig over, at Harry dækkede min krop min sin. Jeg ville ikke kigge på Louis – ikke engang Harry. Det her var så flovt. Hvorfor havde vi ikke låst døren?

Harry fik trukket dynen hen over os, og trak sig fra mig. Jeg kiggede ned i dynen og prøvede at få mine vejrtrækninger til at blive normale igen, mens Harry havde fået sine underbukser hen til sig. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Det her var så pisse ydmygende!

”Louis, slap nu af” sagde Harry en smule irriteret. Jeg gætter på han også kunne mærke Louis anspændthed, hvilket jeg kunne, og jeg var altså langt fra ham.

”Forhelved Harry du har…” Harry afbrød ham, ved at skubbe ham ud af døren. Han sendte mig et kort blik som betød jeg skulle få tøj på, inden han lukkede døren efter dem. Jeg smed dynen af mig, fik min BH på og nogle trusser. Jeg gik hen til skabet, hvor jeg havde lagt min lyserøde Jumpsuit og tog den på. Jeg tog mig til hovedet. Jeg vidste slet ikke, hvordan jeg skulle reagere på det her. Det var så flovt! Jeg havde slet ikke lyst til at gå derud, men da Louis stemme pludselig rummede i hele huset, tog jeg hårdt fat i håndtaget og gik ned mod køkkenet, hvor hans stemme kom fra. Jeg kunne ikke lade Harry få hele skylden.

”Harry forfanden, det fint nok i kysser og alt det…” Harry afbrød ham hurtigt ”Det er det jo ikke engang Louis? Du har jo et eller andet imod det” vrissede han surt. Jeg vidste ikke, hvad de havde snakket om inden jeg kom, men det var hvert fald noget, som havde gjort dem begge to ret sure.

De slog begge blikket hen på mig. Louis så virkelig vred ud. ”Jeg troede virkelig ikke I ville gå så langt” sagde han surt og tog fat i bordkanten. Før nogen af os kunne svare ham, kom en træt Liam ind af døren, efterfulgt af de andre.

”Hvad sker der?” Eleanor var hurtig henne ved Louis, som næsten rystede af vrede. Jeg bed mig i læben og gik hen ved siden af Harry. Jeg var ikke tryg ved situationen, og jeg havde egentlig bare brug for hans gode råd. Han var min støtte, min klippe, og nu var Louis sure på os begge, og Harry var sur på Louis. Jeg havde set Louis sur før, men ikke Harry, og det gjorde på en måde ondt indeni.

”Louis har åbenbart alt imod vores forhold” sagde Harry uden at fjerne blikket fra Louis. ”Forhelved Harry, hvis du så din søster i seng med din bedsteven, hvordan fanden ville du så ikke reagere?!” råbte Louis højt, hvilket gav os alle et chok.

Jeg kiggede vredt hen på Louis, som lige havde fortalt alle drengene og Eleanor og Danielle, hvad vi havde foretaget os.

”Louis” Eleanor gik hen til ham, mens Liam og Niall kiggede skiftevis på Harry og mig. ”Slap nu af” sagde hun roligt og kiggede hen på mig. Louis rystede på hovedet. Jeg kunne se han stadig rystede. Han havde virkelig svært ved at styre sig selv.

”Hvorfor, kan du ikke bare blande dig udenom?” Min stemme var kold, og det gik op for mig, at det var det første jeg havde sagt, siden jeg kom herud. ”Hvorfor skal du hele tiden vide, hvad vi laver? Louis jeg er 17 år gammel! Jeg kan godt selv finde ud af at tage mine egne beslutninger” vrissede jeg surt af ham. Det var virkelig latterligt, at han skulle gøre sådan et stort nummer ud af det her. Forfanden, værre var det ikke! Kunne han ikke bare være glad på mine vegne?

”Det har vi jo set du ikke kunne” sagde han hårdt, og pludselig var det som om vreden tog fuldstændig over. ”Forhelved Harry, hun er min søster, og hun er syg! Se på hende” sagde han hårdt, hvilket fik Eleanor til at gispe forskrækket, og hvis jeg hørte rigtig, så også Niall.

Min krop stivnede, da det gik op for mig, at han brugte min sygdom imod mig. Det var som om en bombe indeni sprang og efterlod huller i hjertet. Hun er syg – ordene lød igen i mit hoved. Han var min bror, og min egen bror brugte min sygdom imod mig, fordi han var vred over, jeg gik i seng med hans bedsteven.

Mine vejrtrækninger blev hurtigere og lydene omkring mig blev til en mumlen. Min kæbe gjorde ondt, og tårerne pressede sig på som aldrig før.

”Daisy?” Harrys arm lagde sig hurtigt om mig, men ikke engang det, kunne lige nu få mig til at slappe af. Jeg skubbede ham hurtigt væk, og kunne mærke, hvor meget jeg rystede. Jeg stod og stirrede ned i gulvet, og langsomt trængte omverden ind igen. ”Forhelved Louis, hvad skulle det til for?” Zayns irriteret stemme lød højt, men det så ikke ud til at have nogen virkning på Louis. Hans blik var lige så vredt som før, og noget sagde mig, at hvis jeg ikke gik nu, så ville han bare sige en masse andre sårende ting.

”Hendes sygdom har sku da ikke noget med det at gøre Louis” Harry spyttede nærmest ordene ud. De lød så hårde som aldrig før – han var virkelig vred.

Jeg kneb øjnene sammen og tog et skridt bagud. Jeg kunne mærke hvor usikker jeg var på benene, men jeg skulle væk. Alles blik lå på mig undtagen Harrys. Han kiggede på Louis, som stadig stirrede på mig.

”Daisy” sagde Eleanor og kom hen imod mig, men jeg hævede en hånd, og fik hende til at stoppe. Jeg tørrede desperat tårerne væk, men de fortsatte ned af mine kinder. ”Bar…” min stemme knækkede over. Jeg lod mit blik glide hen over drengene og Danielle, som så helt skræmte ud. ”Bare lad mig være” hvæsede jeg surt og snurrede rundt. ”Daisy!” en mases råb løb fra køkkenet, men hurtigt fik jeg åbnet døren ud til, og satte i løb hen mod skoven.

Jeg løb så stærkt som aldrig før, og da jeg endelig nåede skoven, fortsatte jeg. Jeg skulle væk fra ham. Han var en idiot, og tanken om ham, gav mig kvalme. Min egen fucking bror, brugte min sygdom imod mig! Jeg hadede ham! Jeg ville aldrig se ham igen. Jeg burde slet ikke være kommet. Det hele var gået så godt, men beviserne havde været der! Hvis bare jeg havde åbnet mine øjne lidt bedre… Jeg vidste Louis havde noget imod Harry og jeg, men jeg troede han var stor nok til at se igennem det! Jeg hadede ham!

Jeg stoppede op og tog ved et træ. Det var hårdt at løbe. Jeg havde ikke gjort det i meget lang tid, da jeg slet ikke måtte dyrke motion, men det var ligegyldig. Min sygdom var skyld i så meget, og nu var den åbenbart hovedpunktet i mig og Harrys forhold. Jeg havde forhelved åbnet mig op. Jeg havde stolt så meget på ham, at jeg havde givet min krop væk til ham – og jeg fortrød det ikke. Men Louis ødelagde det – selvfølgelig gjorde han det! Hvorfor kunne han for en gangs skyld ikke bare være glad på mine vegne?

Jeg smed mig op af træet og begyndte at hulke. Det var en blanding af dybe indåndinger og hulk, hvilket lød ret sjovt, men ingenting var sjovt lige nu. Jeg kunne ikke beskrive min vrede til Louis. Han havde først fortalt alle Harry og jeg havde sex, hvorefter han forbød os det, og så brugte han min sygdom imod mig. Det var ufatteligt. Troede han jeg var stolt af den? Jeg kæmpede mod den hver fucking eneste dag! Han burde være glad for, at jeg ikke var sådan en, som ikke engang kunne gå i bad, hvis der var andre i huset!

Jeg begravede mit ansigt i mine hænder og hulkede. Gråden og den kølige luft, fik mig til at ryste. Jeg trak benene op under mig, og lagde mit hoved på knæene. Jeg hadede mørke. Man kunne aldrig vide, hvem der var derude, men ligenu var jeg ligeglad med hvem der var der, bare det ikke var Louis.

Mine øjne føltes tunge, så jeg lukkede dem i. Det var en lettelse, da tårerne også langsomt stoppede med at trille ned af mine kinder. I stedet var det indeni det gjorde ondt, og jeg vidste én kur mod det.

Jeg lod min ene hånd glide ned i skovbunden indtil jeg stødte på en gren, eller en sten – bare noget spidst. Jeg tog om det – stadig med lukket øjne. Jeg vidste, hvor meget det ville såre de andre, hvis de så det, men så måtte jeg sørge for de ikke så det. Jeg havde lyst til at gøre Louis lige så ked af det, som han havde gjort mig, men vidste han det, vidste alle det. Jeg gjorde det af hævn, og fordi jeg måtte få smerten ud. Det var længe siden jeg havde haft så ondt indeni.

Jeg lynede ned i min jumpsuit og lod kulden overtage, så endnu et gys gik igennem mig. Jeg lod stenen ramme min hofte, pressede den hårdt ned i huden, og lod den køre hen af min hofte. Det gjorde ondt, hvilket fik mig til at hulke, men hvis drengene var ude at lede efter mig, så skulle de ikke høre mig. Jeg bed mig hårdt i læben og kørte den hårdere ind i huden. En smag af blod bredte sig i munden, hvilket fik mig til at bide hårdere. Fuck dig Louis – var det eneste jeg tænkte mens jeg gjorde det. Jeg hadede at skylde skylden på andre, og det var min egen skyld at jeg gjorde skade på mig selv – men havde jeg ikke haft en grund, så var det ikke sket.

Jeg smed stenen væk, da det ikke længere gjorde ondt. Jeg lynede dragten og lænede mit hoved ned mod mine knæ, og lukkede mine øjne. Fuck alt.

***

Jeg kunne mærke en anden krop mod min. ”Vi har fundet hende, skifter” lød det fra en mand. Jeg bevægede langsomt på mig, hvilket fik ham til at stoppe op. ”Daisy Tomlinson?” hans stemme var hæs, og lidt efter blev en lygte lyst i hovedet på mig. Jeg åbnede øjnene, men kneb dem hurtigt sammen pga. lyset. ”Hun er vågen” sagde han højt og begyndte at sætte tempoet op. Jeg opfattede overhovedet ikke, hvad der foregik, eller hvem de mennesker var. I stedet for at finde ud af det, lukkede jeg bare øjnene i igen – uden at falde i søvn. Jeg hørte alt det foregik omkring mig.

Vi kom tættere og tættere på noget lys der hele tiden skiftede fra blå til rød. Det irriterede mig grænseløst, og til sidst slog jeg øjnene op, for at se, hvad det var. ”Åh gudskelov!” hørte jeg en pige stemme sige – Danielle. Jeg kiggede ind i brystet på manden, og genkendte langsomt hans uniform. Var politiet her?

Det gik hurtigt op for mig, at jeg var faldet i søvn i den skov. Jeg kiggede op i luften, og så en halv lys himmel. Havde jeg været væk i lang tid? Jeg prøvede kort at løfte mit hoved, men en smerte gik igennem det. Manden stoppede op og kiggede ned på mig. ”Er du okay?” Jeg nikkede og lukkede hurtigt øjnene. Jeg ville gerne væk herfra, det var ikke specielt rart.

”Hvor var hun?” Liams stemme var urolig, hvilket gav mig skyldfølelse. Det her skulle kun have ramt Louis, ikke de andre.

”Midt inde i skoven, næsten udkanten” sagde han hæst. ”Hun er iskold. Har i nogle tæpper eller et sted hun kan sidde?” manden løsnede sit greb om mig en smule. ”Ja” sagde en hæs trist stemme. ”Lad mig” sagde den samme stemme. Manden ’rakte’ mig over til en anden, og da jeg kom ind i en dejlig varm og tryg favn, puttede jeg mig ind mod hans bryst. Det var slet ikke meningen at gøre ham urolig – aldrig ham! Aldrig nogensinde ham. Han var nok den sidste jeg ville såre eller noget. Jeg elskede ham.

Jeg blev lagt ned i en sofa, og lidt efter havde jeg en dyne over mig. Jeg åbnede forsigtigt mine øjne og prøvede at vænne mig til lyset. En hånd strøg mig over håret, og lidt efter kiggede jeg op i Harrys grønne øjne, som borede sig bekymret ind i mine.

”Er du okay?” han stemme var kun en hvisken. Jeg trak på skulderen. ”Jeg har virkelig ondt i hovedet” hviskede jeg og lænede det bagover på en pude. ”Niall?” kaldte han, og lidt efter kom Niall ind i stuen med en stor jakke på. ”Kan du ikke hente nogle piller og noget vand?” Han nikkede kort og forsvandt.

Min mund var helt tør, og mine øjne sveg. ”Harry” hviskede jeg og fik hans opmærksomhed. ”Undskyld” hviskede jeg og kunne mærke endnu en tåre glide ned af min kind. Harry tørrede den hurtigt væk, og lagde sig ved siden af mig i sofaen. ”Du gjorde mig så bange Daisy” hviskede han og lagde en arm om mig. Jeg nikkede forstående og lagde mit hoved på hans bryst.

Jeg var ved at falde hen, da Harry ruskede i mig. ”Her” sagde han og rakte mig nogle piller, og et glas vand. Jeg tog glædeligt imod det, og opdagede der sad flere mennesker rundt omkring i sofaen. Der var ikke nogle blinkende lys længere, så politiet var vidst, taget af sted igen. Tænk de havde været så urolige for mig at de fik politiet herud.

”Jeg er virkelig træt” mumlede jeg mod hans bryst. Han nikkede forstående. ”Det tror jeg vi alle er” mumlede han og kyssede mig på håret. ”Jeg vil gerne i seng” hviskede jeg og begyndte at rejse mig op, men Harry stoppede mig. Han rejste sig og vendte sig mod de andre. ”Vi går i seng” sagde han roligt, bukkede sig ned og tog mig op i sin favn. Et lille træt smil gled over mine læber. Fik jeg nævnt, at jeg elskede ham?

Et gys gik igennem mig, da dynen ikke længere lå omkring mig. Harry mumlede nogle uforståelige ord og lagde mig forsigtig i sengen. ”Vil du bare sove i den der?” han satte sig ved siden af mig. Jeg skulle til at ryste på hovedet, da jeg kom i tanke om såret. Jeg nikkede træt og trak dynen over mig. Et lille ikke ægte smil gled over hans ansigt, hvilket fik skyldfølelsen til at skyde frem igen. Det var min skyld han var så ked af det.

Han slukkede lidt efter lyset og lagde sig ved siden af mig. Jeg var så træt, at jeg ikke orkede at undskylde lige nu, men jeg ville ikke have han skulle være sur, for så sov jeg ikke godt i nat.

”Harry” min stemme var søgende. Jeg savnede ham. Jeg havde brug for hans nærvær. Jeg vidste det jeg gjorde var dumt, og jeg vidste jeg ikke skulle have skubbet ham væk, men det hele gik over min grænse.

”Jeg er her” mumlede han og lod sin hånd ramme min hofte. Jeg tog hurtig fat i den, og lagde mig tættere på ham. Jeg vidste ikke helt, hvordan jeg skulle starte. Jeg kiggede op på ham, og kunne se han lå og stirrede op i loftet.

”Harry, undskyld” min stemme var lige ved at knække. ”Det var ikke meningen det skulle gå så vidt” hviskede jeg og snøftede. Jeg kunne ikke klare tanken om, at han måske var sur på mig. Han rystede langsomt på hovedet. ”Det ved jeg” sagde han, selvom det ikke lød så ægte.

”Jeg kan ikke klare, hvis du er sur på mig” jeg snøftede, og da han ikke svarede rykkede jeg mig fra ham. Jeg lagde mig så langt væk fra ham, som jeg kunne. Han var sur på mig, og så ville jeg ikke gøre det værre. Godt nok burde han da være stor nok til at snakke om tingene, men sådan var han åbenbart ikke.

Mens jeg lå der og prøvede at få varmen, gik det op for mig, hvad jeg havde gjort. Jeg prøvede at holde tårerne inde, men i stedet kom der et hulk ud af mine læber. Jeg trak dynen op til munden og bed i den, så der ikke kom endnu et ud. Jeg håbede ikke Harry havde hørt det første.

Jeg var et øjeblik bange for, at sengen rystede fordi jeg rystede. Tårerne havde gjort alt omkring mig vådt, men jeg var ligeglad. Jeg havde været her i 2 dage, og det var lykkedes mig at lave så meget rod i det hele – og værst af alt, at få Harry til at være sur på mig. Jeg var så god.

”Daisy” en hånd lagde sig på min hofte igen,, men denne gang ignorerede jeg hans berøringer. Jeg havde ikke brug for at høre hans halv kolde stemme igen, eller se hans blik der kiggede alle andre steder hen end mig. Jeg orkede det ikke.

Han bevægede på sig, og lidt efter lå hans krop mod min. Han støttede sin vægt på sin albue, og lænede sig ind over mig. ”Kig på mig” hviskede han stille, men jeg ignorerede ham. Han sukkede kort, inden han lagde en hånd på min kind, og drejede mit ansigt for mig. Han tørrede mine kinder og kiggede mig så i øjnene.

”Undskyld for det før” sagde han roligt og aede min kind. Jeg lukkede mine øjne igen og bed mig i underlæben.

”Det har været en lang dag for os begge. Måske vi skulle snakke om det i morgen?” hans ånde kunne mærkes mod mine læber, og jeg havde en stor trang til at føle dem – føle den tryghed han gav mig.

Jeg nikkede langsomt og forholdt mine øjne lukket. Min ene hånd fandt op til hans kind og hen til hans hår. ”Undskyld” hviskede jeg igen, men blev afbrudt af hans læber mod mine.  Som forventet, lagde en tryghed sig over mig. Jeg kyssede ham en smule hårdere og trak mig så væk, for at ligge mig ind mod ham. Jeg lå med min ryg imod ham, så vi lå i ske. Han tog min hånd og flettede vores fingre sammen. Jeg kunne mærke når han trak vejret, hvilket gjorde mig træt. Jeg kyssede kort hans hånd og lukkede så mine øjne.

***

Jeg vågnede op med solen i hovedet. Jeg åbnede mine øjne, og kunne pludselig mærke en svag smerte i hovedet. Jeg satte mig langsomt op i sengen og tog fat om mit hoved, med mine hænder. Jeg fik da piller for smerten i går? Hvorfor var den der så stadig? Jeg skar en grimasse, inden jeg forsigtig rejste mig op, for ikke at vække Harry, som lå og sov. Han lignede sig selv. Hvis man ikke vidste, hvad der var sket i går, så ville det have svært at tro, at der overhovedet var sket noget. Han lå nemlig med et lille smil på læben, hvilket automatisk fik mig til at smile.

Jeg satte mig på hug foran min taske, og tog mit undertøj op. Jeg undgik spejlet. Jeg vidste jeg lignede lort, så jeg fortsatte direkte ud på toilettet. Der var ret stille i huset, men nogle få stemmer kunne høres fra stuen. Jeg håbede ikke, at de havde været vågen hele natten.

Jeg lukkede forsigtigt døren efter mig. Der var ingen lås, men folk kunne vel høre, at der var nogen i bad. Jeg havde ikke lyst til at snakke med nogen lige nu. Mit humør var næsten allerede ødelagt, da tanken om, at Harry måske stadig var sur på mig. Jeg kunne ikke holde tanken ud. Det var ham der fyldte mest lige nu. De andre måtte jeg snakke med senere, men hvordan, det vidste jeg ikke.

Jeg trak forhænget til side og trådte ind. Jeg tændte vandet og lod et gys gå igennem mig, da vandet var koldt da det ramte mig. Det blev hurtigt varmt, og langsomt slappede jeg mere og mere af.

Jeg lod mit blik glide ned over min krop, og ned til min hofte. Det lignede ikke noget jeg havde lavet, så undskyldningen om, at jeg faldt, kunne sikkert godt bruges her.

Jeg lagde mit hoved op af væggen og kørte mine hænder igennem mit hår, for at gøre det helt vådt. Jeg kunne ikke forklare mine følelser. De var så forvirrende. Jeg havde under ingen omstændigheder tænkt mig, at undskylde over for Louis. Lige meget hvor sur og bange jeg havde gjort ham, så havde han gjort præcis det samme imod mig.

Jeg greb ud efter min shampoo og tog noget i hånden, for at massere det ind i min hovedbund. Duften af jordbær fyldte hele badeværelset, og gjorde mig en smule tilpas. Jeg begyndte at føle mig ren igen.

Jeg skulle til at tænde vandet, da en anden gjorde det for mig. Jeg gispede og åbnede straks mine øjne. Harry havde trukket forhænget en smule fra, og kiggede mig i øjnene med et lille smil, inden han trådte ind i brusekabinen. En usikkerhed blandet med en lettelse gik igennem mig. Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle reagere. Sidst jeg havde været nøgen med Harry, var vi blevet busted.

”Jeg elsker dig Daisy” hans ene hånd gled om mit liv, og trak mig hen til sig. En varme gik igennem min krop og et smil bredte sig om mine læber. Jeg huskede ikke, at han havde fortalt mig det før, udover da vi var venner. Jeg fastholdt øjenkontakten, selvom jeg kunne mærke mine kinder blusse op. Harry gav et kort grin fra sig, inden han tog fat i bruseren og skyllede min shampoo ud.

Jeg nød hans berøringer, og et kort øjeblik glemte jeg den triste følelse fra før. Han elskede mig, han elskede mig virkelig! Det måtte vel betyde, at han ikke var sur på mig. Jeg lod min hånd glide hen til hans hofte og fastholdt øjenkontakten.

”Jeg elsker også dig Harry” hviskede jeg og sendte ham et smil. Jeg havde ventet på at fortælle ham det her. Jeg ville have gjort det i går, men jeg blev afbrudt. Og mig og Harry kom nok ikke til at have et sådan øjeblik igen lige foreløbig, så jeg måtte fortælle det nu. Det var næsten lige så godt.

Hans øjne gled ned af min krop, hvilket fik mig til at bide mig i læben. Ikke fordi jeg følte mig fed, men fordi jeg vidste, at Harry kunne lide mig som jeg var – eller skulle jeg sige elskede?

Jeg tog bruseren ud af hans hånd, og lod det gøre hans hår vådt. Et smil gled hen over hans ansigt, og lidt efter trak han mig helt hen til sig. ”Undskyld” røg det ud af munden på mig. Jeg havde brug for at sige det. Jeg havde brug for at fortælle ham, at jeg var ked af det. Jeg havde brug for direkte at se om han godkendte min undskyldning. Han rystede kort på hovedet. ”Du skal ikke undskylde. Det er i orden. Jeg forstår dig” hviskede han roligt mod mine læber, og kyssede dem med så mange følelser, at jeg et øjeblik var bange for, at jeg ville vælte

***

Mit våde hår hang langs min t-shirt. Jeg orkede ikke at føntørre det, så det måtte altså luftørre. Jeg havde taget et par gemacher på, og havde så taget en af Harrys hættetrøjer. Det var varmt ja, men jeg følte mig tilpas i det, og den duftede godt af ham.

Jeg lagde en smule mascara og kiggede så ud af vinduet. Jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle gøre af mig selv. Jeg ville gerne uden for værelset, men de andre var begyndt at stå op nu.

”Daisy, der er morgenmad” Harry stak hovedet ind af døren, og tog derved beslutningen for mig. Jeg snurrede rundt og så et smil brede sig over hans ansigt, da hans øjne så hvilken trøje jeg havde på. Jeg nikkede kort og slog blikket ned i gulvet. Harry slog døren op, og kom hen imod mig. Han tog forsigtigt mine hænder, og løftede mit hoved op.

”De hader dig ikke Daisy” han gav min hånd et klem. ”De blev bare lige så bange, eller næsten lige så bange som jeg gjorde. Bare opfør dig normalt” sagde han og gav min pande et kys, inden han forsigtig trak mig hen mod døren. Jeg vidste han havde ret. Desuden var det også mig der skulle tage mig sammen her, ikke dem. De havde ikke gjort noget – udover Louis.

Jeg fulgte med ham ned af gangen, og blev mere og mere nervøs. Min hånd blev helt svedig, men det så ikke ud til, at Harry lagde mærke til det. Han gav mig dog et lille klem, inden han åbnede døren ind til køkkenet, hvor stemmer pludselig kunne høres.

Jeg lukkede øjnene et kort øjeblik og åbnede dem så igen. Morgenmad. Jeg havde slet ikke lyst til noget mad, men begyndte jeg på det nu, så vidste jeg ærligtalt ikke hvad, der ville komme. Jeg vidste ikke om Louis stadig var sur, eller om nogen af de andre var. Jeg havde forfanden da skræmt dem en hel del.

-----------------------------------------------------------------------

Husk at like, hvis I synes om den! :D

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...