How to save a life. {1D}

Vild, ung, glad, skør, underlig – ja det var Daisy Tomlinson. Dette er 2'eren af Secrets Hurt. Daisy er indlagt pga. sin anoreksi, og med et savn til 5 drenge, og et had til sin bedsteveninde, ja så går det ikke ligefrem fremad. Men med en hjælpende hånd - Eleanor Calder, kæmper hun sig fremad, men da hendes savn hele tiden stopper hende, får Eleanor arrangeret en uges fri fra terapien, hospitalerne og sondemaden. Nu er det op til Daisy at vise, at hun vil videre i sit liv, da hun stadig har en mor og en far, der venter på at se hende. Men et forhold til hendes brors bedsteven, kan ikke undgå drama. Kan Louis virkelig se igennem fingrene med det, og få Daisy ud af sin onde cirkel igen?

1106Likes
960Kommentarer
86680Visninger
AA

11. Happy ending.

 

Wake me up - Ed Sheeran.

Jeg vågnede næste morgen og kiggede hen mod vinduet. Der var helt gråt udenfor, men det kunne ikke fjerne det smil, der var placeret på mit ansigt. Jeg kiggede hen på Harry, som lå og sov. Aften i går, havde været fantastisk. Denne gang havde vi fuldført det, og jeg fortrød ingenting. Ikke på et eneste tidspunkt, kom min krop i vejen. Jeg tænkte slet ikke på mit udseende, og jeg vidste, at det i sig selv, var et kæmpe fremskridt.

Jeg skubbede langsomt dynen af, samlede mit undertøj op, tog det på og gik ind til mig selv, for at finde noget nyt og gå i bad. Jeg følte mig slet ikke træt, faktisk tværtimod. Og jeg var sulten, min mave rumlede faktisk efter mad.

Jeg blev færdig i badet, fik tøj på, og stod nu og smurte en bolle. Mit humør var fantastisk, og lidt efter sad jeg, og spiste bollen. Jeg ved ikke, hvor den glæde og energi kom fra, men den var der, og jeg elskede den.

Mens jeg sad der og spiste, gik hoveddøren op, og nogle bekendte stemmer lød i hele huset. ”Hej!” råbte Eleanor højt. Jeg smilede stort. ”Hej Eleanor!” råbte jeg med munden fuld af mad. ”Hun er vidst i køkkenet” hørte jeg Louis mumle.

”Hej Daisy!” sagde Liam og kom ind i køkkenet efterfulgt af Eleanor, som fik et overrasket ansigtsudtryk. Hun kiggede på min tallerken, og lidt efter på mig. Normalt ville det have irriteret mig grænseløst, men lige nu var det ligegyldigt.

”Yo Daisy!” sagde Zayn og satte sig ved siden af mig. ”Er du okay?” han kiggede mig i øjnene og derefter ned på den bolle jeg havde i hånden. ”Zayn” vrissede Liam af ham, inden han satte sig foran mig.

”Vi har gode nyheder!” sagde Louis og kom på en akavet måde ind i køkkenet. Han skulle som alle de andre, også kigge på tallerken, bollen og så mig. Et bredt smil gled ud over hans ansigt, og pludselig så han helt stolt ud. Jeg fniste bare halv irriteret og drak noget juice.

”Er der sket noget, mens jeg har været væk?” sagde Eleanor og lagde en hånd på Louis’ skulder. Han grinte kort. ”Det ved jeg ikke?” han kom hurtigt hen og satte sig på stolen.

”Niall is in the house!” Niall kom hoppende frem fra døren, inden han gik direkte hen til køleskabet. Jeg kunne ikke lade være med at grine. ”Hvad er den gode nyhed så?” spurgte jeg om, hvilket fik Louis til at smile stort.

”Vi har snakket me…” Han kiggede rundt. “Hvor er Harry?” Jeg gav et højt grin fra mig, da det først gik op for dem alle sammen, at Harry manglede. ”Hvorfor er du så glad?” spurgte Niall om, og drak noget af min juice. Jeg trak på skulderne, da det ikke rigtig kom dem ved. Hvordan skulle jeg også lige fortælle dem, at jeg havde haft sex med Harry, uden at tænke over min krop?

”Det kan kun skyldes en ting” sagde Zayn langsomt. ”Kun én ting kan gøre en så glad” han løftede et øjenbryn, og lidt efter lød et ironisk gisp fra Niall. ”Harry og Daisy har haft sex!” da han sagde det, gispede Zayn højt som om det kom bag på ham.

Jeg begyndte at grine og rystede på hovedet af dem. ”Hvordan var det!?” sagde Zayn hurtigt, men Liam gav ham en albue i siden. Jeg kiggede hen på Louis, som kiggede ned af gangen, hvor en træt Harry kom gående.

Han kløede sig kort i håret, kiggede rundt og vinkede så akavet. ”Hej, guys” sagde han og slog sig på maven. ”Harry, Daisy har fortalt os det hele” sagde Niall drillende og puffede til mig.

Jeg kiggede hurtigt opgivende på Harry, som bare begyndte at grine. Han kom hen til mig og lagde armene om mig, hvilket fik Zayn til at rejse sig. ”Jeg vidste det! Jeg sagde det jo” han lavede high five til Niall, som bed i hans müslibar.

”Zayn, holder du nogensinde mund?” Jeg kiggede hurtigt hen på Louis, som lidt efter sendte mig et smil. En varm følelse bredte sig i kroppen. Betød det at han respekterede Harry og jeg? Både i går og i dag, havde han været anderledes når Harry og jeg var sammen.

Jeg tog fat i Harrys hænder og kiggede op på ham. ”Godmorgen babe” sagde han så og gav mig et hurtigt morgenkys, inden han slap grebet om mig, for at lave noget kaffe.

”Godt så, nu til sagen” sagde Eleanor og lod Louis omfavne hende. Jeg kiggede spændt på dem, da de stadig ikke havde fortalt den gode nyhed.

”Daisy” sagde Liam så alle kiggede hen på ham. ”Vi har været henne på hospitalet i dag” Et stød gik igennem min mave, og straks troede jeg det værste. Men hvis det var en god ting, så måtte det jo være… godt. Måske, måske skulle jeg kun være der en måned mere? Selvom at den nyhed ikke engang ville få mig til at tage tilbage.

”Du skal ikke tilbage” Eleanor brød ind og sendte Liam en grimasse. ”Din kunstpause var for lang” sagde hun drillende, hvilke fik Niall til at grine. Det var sjældent nogen rettede på Liam, og at Eleanor gjorde det, var virkelig sjovt – i Nialls øjne.

Et smil gled over mit ansigt. ”Er det rigtigt?!” jeg kiggede hurtigt hen på Louis, som nikkede. ”Men!” sagde han hurtigt og slap Eleanor, som fik et lidt forvirret blik. ”Louis, ikke nu” Liam stoppede ham, men han rystede på hovedet. ”Hvornår så Liam?” Louis gik en smule tættere på, hvilket fik min mave til at vende sig op til flere gange. Var der en dårlig nyhed?

”Du skal stadig gå til psykolog” sagde han og satte sig ned. ”Og du skal derind en gang om ugen og vejes” Et underlig sus gik igennem mig. Var det dét? Det var da ikke slemt! “Selvfølgelig, I orden!” sagde jeg hurtigt. Selvfølgelig var det okay! Så længe jeg ikke skulle være på hospitalet, så var det okay.

”Og” sagde han langsomt, selvom Liam prøvede at stoppe ham. ”Vi skal have en snak om H…” Niall afbrød ham hurtigt. ”Holidaaay!” Eleanor grinte kort, mens Louis kiggede irriteret på ham. Der var noget han ikke fortalte mig, men noget sagde mig, at jeg ikke havde lyst til at vide det nu. Hvis alle stoppede ham, så var det ikke noget, som jeg ville høre på.

”Vi tager den senere” sagde jeg og sendte ham et smil. Han nikkede hurtigt og lænede sig om i stolen. ”Desuden har Jay sagt, at hun gerne vil møde dig. Hun foreslog i morgen. Skal du noget der?” Eleanor satte sig på Louis’ skød.

Jeg kiggede hurtigt hen på Louis, som smilede stort. ”Vil hun virkelig møde mig?” spurgte jeg dumt om. Louis nikkede. ”Selvfølgelig vil hun det! Hun snakker ikke om andet” sagde han og slog en latter op. En varme bredte sig i min krop. Efter snart 3 måneder, fik jeg endelig lov at se min mor. Min egen mor, i egen person!

***

”Daisy?” Louis lukkede bildøren efter mig, og sammen gik vi op mod den café, hvor min mor skulle mødes med mig. Dagen i går havde været perfekt. Vi havde alle sammen hængt ud, og for første gang i lang tid, var det lykkedes mig også at gå glad i seng.

”Vi skal snakke sammen når du kommer hjem” sagde han og sendte mig et smil. Jeg mærkede en irriterende følelse gå igennem min krop. ”Er det alvorligt?” spurgte jeg forsigtigt om, men han rystede hurtigt på hovedet. ”Eller det håber jeg da ikke. Han sendte mig et skævt smil og åbnede døren ind til centeret.

Jeg valgte at skubbe det bagud, præcis som min psykolog så tit havde sagt. Jeg skulle leve i nuet, og tage alle problemerne senere. Og det måtte jeg gøre nu. Nu skulle jeg møde min mor, og jeg ville have gode minder med herfra.

H… Holly havde snakket så meget om hele Tomlinson familien, og jeg så virkelig frem til at møde hende. Måske kunne jeg endelig få lukket den tomme følelse jeg rendte rundt med.

Vi kom hen til cafeen, og mit hjerte sprang af sted. Det var helt oppe at køre. Jeg blev nød til at holde Louis i hånden, for ikke at vælte. Jeg var ret svimmel, men kun fordi jeg var så nervøs, som jeg var.

”Daisy, rolig nu” grinede Louis og drejede mig hen imod ham. ”Hun vil elske dig” sagde han og kærtegnede min kind. ”Bare vær dig selv” Jeg fnøs, hvem fanden skulle jeg ellers være?

Jeg skulle til at give ham et flabet forsjov svar, da en kvindelig stemme sagde mit navn, hvilket fik mig til at holde vejret. Louis sendte mig et smil, inden han spredte armene ud. ”Hej mor!” sagde han glad og forlod mig. Jeg kneb øjnene sammen. Hun stod lige bag mig. Hvis jeg vendte mig om, så ville jeg stå ansigt til ansigt med min egen ægte mor. En mor jeg havde haft så længe, uden at vide det.

Jeg vendte mig langsomt rundt, og kunne mærke, hvordan tårerne pressede sig på. EN dame med mørkt hår stod med et stort smil på læberne, og da vores øjne mødtes, fik hun tårer i øjnene.

”Åh Daisy!” sagde hun og gik med faste skridt hen imod mig. Jeg sank den klump jeg havde i halsen, og da hun omfavnede mig, trillede tårerne ned af mine kinder. Her stod jeg, sammen med min mor. Min ægte mor. Hende der havde født mig. Åh gud.

”Jeg tror bare….” Louis slog armene om os begge. “At jeg vil tage I byen med Eleanor!” Han kyssede os begge på kinderne, og så forsvandt han.

”Åh Daisy, hvor er det godt at se dig igen!” sagde hun og tørrede mine tårer væk. Jeg grinte kort mens tårerne fortsat strømmede ud. ”I lige måde!” Min kommentar fik hende til at grine. Hun virkede allerede helt igennem fantastisk.

***

”Du var lige blevet født, da min x mand – Mark, valgte at blive skilt” sagde hun og rakte ud efter min hånd. Vi havde været sammen i nogle timer nu, og endelig havde jeg fået taget mig sammen til at spørge, hvorfor jeg blev givet væk.

”Man kan vidst godt sige, at jeg kom ret langt ud. Jeg begyndte at drikke ret meget, og da Louis var 3 år gammel og Mark godt kunne passe ham, tog han ham med. Jeg var inde i druk i godt to år, og da jeg endelig begyndte at få et normalt liv, var det umuligt at se dig igen før du var 18. Og det var ikke engang sikkert, at jeg ville se dig igen. Det kom helt an på, om du ville opsøge os, eller mig, hvilket jeg er så glad for du gjorde” Hun klemte blidt min hånd og tørrede de tårer der endnu engang trillede ned af mine kinder.

Jeg kunne ikke lade være med at græde. Følelsen af at være et uønsket barn, forsvandt og blev erstattet af en masse kærlighed. Jay havde lige mødt mig, men det var alligevel lykkedes hende, at overdynge mig med så meget kærlighed, at det hul jeg havde i hjertet, endelig var ved at blive fyldt ud. Jeg kunne slet ikke beskrive, hvordan jeg havde det. Jeg havde bare en stor trang til at græde og skrige det hele ud. Jeg følte mig så lykkelig. Jeg havde ventet på det her så længe, og hun var langt fra en skuffelse.

”Jeg er virkelig glad for, at jeg gjorde det” hviskede jeg, og lod hende omfavne mig. ”Jeg er så ked af det Daisy” sagde hun roligt. Jeg nikkede bare. Det var i orden. Hun gjorde det for mit bedste, og allerede den ting, sagde så meget om hende. Hun var villig til at slippe sit barn for at få hjælp.

Jeg knurrede hende hårdere ind til mig. ”Og jeg ved også at du heller ikke har haft det nemt” sagde hun forsigtigt. Jeg lo kort. Hun havde ret, det havde jeg ikke.

”Det er alt sammen ved at løse sig” hviskede jeg og lod et hulk passere mine læber. Jeg var så glad for hende allerede. Min egen mor.

***

”Jeg håber snart vi ses igen! Du er altid velkommen hos mig” sagde hun og gav mig et kys på kinden, inden jeg satte mig ind I taxaen. ”Vi ses snart!” sagde jeg og vinkede.

Taxaen kørte, og smilet på mine læber var ikke til at fjerne igen. Jeg havde mødt min mor. I tre måneder havde jeg gået og haft så mange ubesvaret spørgsmål, som gjorde mig virkelig deprimeret, og nu, nu var det hele væk. Jeg havde fået svar på alt, og jeg kunne ikke være lykkeligere. Jeg glædede mig allerede til at fortælle Eleanor det her.

***

Jeg åbnede langsomt døren ind til deres hus, og kunne pludselig høre en masse stemmer. Jeg stillede mine sko og hang min jakke op. Jeg kunne ikke vente med at fortælle, hvor stor en oplevelse det her havde været for mig.

Jeg åbnede døren ind til stuen, og straks rettede alle deres blik mod mig. Jeg kiggede forvirret rundt, da mit blik mødte et par øjne, som jeg ikke havde troet jeg skulle se igen – ikke efter episoden på hospitalet.

 

Jeg snurrede straks rundt og ignorerede deres råb. Jeg gik direkte ned mod mit værelse. Hvad fuck i helved lavede hun her? ”Daisy!” Harry råbte efter mig, men jeg ignorerede ham, indtil han tog fat i mit håndled.

”Daisy, vent nu lige” sagde han rolig og lod sine øjne fange mine – kun fordi han vidste, at jeg ikke kunne sige nej til ham.

”Please gå med derud. Jeg ved du ikke har lyst til at snakke med hende, men der er noget vi skal have snakket om” sagde han uroligt og trak mig hen til sig. Jeg kunne mærke på hans berøringer, at det her også var noget, som vedgik ham, og gjorde ham en smule urolig.

”Harry, hun forlod mig” sagde jeg og måtte holde tårerne inde. Jeg var ikke klar på at se hende, og hvorfor hun stod her, det vidste jeg ikke. Hun burde skride langt væk. Hun havde ødelagt nok.

”Daisy, for min skyld?” han ånde mod mit ansigt, gjorde det umuligt at sige nej. Desuden, når Harry bad sådan om tingene, så måtte det var alvorligt. Og Holly var her nok ikke kun for at sige undskyld, for det havde hun gjort på hospitalet.

Jeg bed mig hårdt i læben og nikkede så. Harry tog min hånd, flettede vores fingre sammen og trak mig ned mod køkkenet. Jeg fortrød jeg sagde ja. Jeg kunne ikke snakke med hende. Jeg var så vred på hende, og jeg vidste det her var forkert. Men alligevel, så savnede jeg hende. Hun havde været her for mig så mange gange, så det mindste jeg kunne gøre, var vel at lytte på hende.

Harry skubbede døren til køkkenet væk, og uden at kigge på hende, satte jeg mig ned sammen med Harry. Jeg kiggede hen på Louis, som ikke så det mindste glad ud. Havde hun sagt noget der sårede ham?

Jeg lod langsomt mit blik glide hen forbi hende, uden hun skulle tro, at jeg kiggede på hende. Hun så forfærdelig ud. Hun havde poser under øjnene og hendes øjne var helt hævet.

Det var som at blive slået i maven. At se hende sådan, ville lige meget, hvad hun havde gjort mig, såre mig. Der var virkelig sket noget slemt, ellers ville hun ikke se sådan ud!

”Daisy” sagde Holly og gik et skridt frem mod mig, men fortrød og trådte tilbage. Jeg sank den klump jeg havde i halsen og strammede grebet om Harrys hånd. Han lænede sig automatisk tættere på mig, og lagde en hånd på mit lår.

”Daisy, det var ikke med Hollys gode vilje at forlade dig dengang” brød Liam ind, da ingen af de andre var i stand til at sige det.

Jeg løftede det ene øjenbryn. ”Hvad mener du?” Et lille hulk kom fra Holly. ”Jeg ville aldrig forlade dig frivilligt Daisy” hendes stemme var kun en hvisken, hvilket fik et gys til at gå igennem mig. Hvad fanden snakkede hun om?

”Men du var så syg! Han sagde det var den eneste mulighed for at få dig bare lidt rask” Hulkede hun. Jeg kiggede forvirret rundt. ”Hvem?” sagde jeg hurtigt. Harry gav mit lår endnu et klem, hvilket gjorde mig ret urolig.

”Mig Daisy” Louis rejste sig op fra stolen. Jeg fattede ingenting. Jeg rystede langsomt på hovedet. ”Hvad?” Jeg hørte Liam sukke kort. ”Daisy, Louis bad Holly om at forlade dig, men kun så du ville blive rask. Og det virkede jo” sagde han forsigtigt. Det var præcis, hvad Holly havde sagt inde på hospitalet. Det virkede jo, ja men udover det virkede, så tog det så mange andre ting fra mig.

Jeg sad et øjeblik bare og stirrede ned i bordet. ”Og i vidste det alle sammen?” jeg slap Harrys hånd og kiggede på ham. Han så virkelig ked af det ud, og noget indeni mig, sagde at jeg ikke havde nogen grund til at være sur. De gjorde det for mig.

”Jeg ville aldrig såre dig Daisy! Aldrig. Hvis du vidste, hvor mange kladder jeg har, hvor jeg ville have skrevet til dig, eller alle de gange jeg har ringet dig op, og lagt på. Jeg har følt mig så ond Daisy!” Hollys stemme knækkede, og lidt efter brød hun sammen.

Det gjorde ondt at se hende sådan, og lige meget, hvor meget smerte jeg var gået igennem, så ville jeg aldrig være i stand til at se Holly sådan der.

Jeg kiggede hen på Louis. Han havde tårer i øjnene. Jeg vidste han havde skyldfølelse, og det burde han kræftdeme også have!

Jeg tog en dyb indånding, inden jeg rejste mig op. Alt var gået så godt for tiden. Jeg måtte ikke lade det ødelægge mit humør. Den ene stemme i hovedet, fortalte mig, hvor sur jeg burde være på dem alle, men på den anden side, så talte den anden stemme højeste, og fortalte mig, at de gjorde det fordi de holdt af mig.

”Louis forhelved da” vrissede jeg irriteret, inden jeg faldt sammen på gulvet ved siden af Holly, og trak hende ind i et kram. ”Undskyld Daisy! Undskyld. Jeg mente ikke noget af det jeg sagde. Undskyld jeg ikke var der for dig. Jeg prøvede virkelig!” hviskede hun ind mod mit bryst. Jeg nikkede. Jeg stolede på hende. Jeg havde altid stolet på Holly. Det havde aldrig lignet hende, at forlade mig, ligemeget hvad. Det var derfor jeg ikke forstod det. Jeg havde aldrig forstået, hvorfor hun forsvandt, men nu fik jeg det at vide.

Det hele gav mening nu. ”Kom” sagde jeg og trak hende op at stå. Jeg tog hendes hånd, og trak hende ned mod mit værelse. ”Daisy, undskyld” hviskede hun da jeg lukkede døren efter mig. Der var så mange dårlige minder i det her værelse.

Jeg lo kort. ”Alle de minder herfra” sagde jeg stille og satte mig på sengen. Holly satte sig lidt efter ved siden af mig. ”Dårlige minder mumlede jeg så. Holly nikkede kort. ”Men det må vi lave om” jeg rakte ud efter hendes hånd. ”Til gode minder” hendes helt rødsprængte øjne mødte mine, og et lille smil gled over hendes ansigt.

”Tilgivet?” spurgte hun stille. ”Tilgivet” sagde jeg og fnes og lod hende kramme mig. Det var noget vi altid gjorde, hvis vi blev uvenner. Det havde vi gjort siden vi var helt små, og gud hvor havde jeg savnet hende.

Noget sagde mig, at jeg burde være så vred på hende, men det kunne jeg ikke. Efter alt hvad jeg havde været igennem, efter alt den vrede jeg havde båret, og efter alt den sorg, så var det nu, at jeg skulle starte forfra.

Jeg skulle ikke være på hospitalet længere, og sidst jeg startede et nyt liv insisterede jeg på, at Holly skulle være med til det, og jeg mente det stadig. Nu skulle der ske ændringer. Jeg skulle blive den Daisy som jeg var før. Jeg skulle tage til fester, havde det virkelig sjovt og kysse! Men kun med Harry.

Et smil gled over mine læber. “Læg dig til at sove. Du trænger til det” jeg løftede op i dynen og lagde den over hende. ”Jeg er her stadig når du kommer tilbage” sagde hun og gav min hånd et klem. ”Det tvivler jeg ikke på” Jeg gik hen til døren og lukkede den efter mig.

Jeg gik langsomt ned mod køkkenet, hvor Louis sad sammen med Harry. Han var virkelig ked af det, jeg kunne se det, for han lå over bordet med ansigtet ned i bordet.

Jeg fik øjenkontakt med Harry, som spurgte over ’blikke’ om Holly var okay. Jeg nikkede kort. Efter alt det lort jeg efterhånden havde lavet, og efter alle de gange Louis havde tilgivet mig, så var det her det mindste jeg kunne gøre. Jeg lavede tegn til Harry om at gå. Han plantede et kort kys på min pande, inden han lukkede døren efter sig.

Jeg gik langsomt hen mod Louis og lagde en hånd på hans skulder. Han kiggede hurtigt op, og da jeg så hans øjne var fyldt med vand, omfavnede jeg ham straks. At se min 20-årige bror græde, det ramte mig. Han skulle ikke græde. Det var slut med alt det her nu. Nu skulle det hele blive bedre, og de skulle få deres fritid igen. De skulle blive de glade drenge fra One Direction igen. De glade drenge, med en pige på slæb, som ikke længere voldte problemer. Jeg skyldte dem så meget. Uden dem kunne jeg med sikkerhed sige, at jeg ikke ville være her i dag. De havde støttet mig igennem det hele.

De havde støttet mig igennem selvmord, anoreksi, latterlige tanker, mareridt og jeg ved ikke hvad. Jeg havde min bedsteveninde hos mig igen + to andre dejlige veninder, som også altid ville være der for mig. Oven i det, havde jeg en mor som var helt fantastisk, tre venner der betød alt for meget for mig, en kæreste der havde gjort så meget for mig, at jeg aldrig ville være i stand til at betale tilbage. Han har været her for mig, når alle andre svigtede. Og sidst men ikke mindst, har jeg verdens bedste bror, som nu sidder og græder, fordi han har såret mig. Hvad mere kunne jeg bruge?

Jeg trak mig fra ham. ”Smil Louis, det gør dig pænere” og med de ord, gled et kært Louis smil over hans ansigt. – Det var det sidste jeg kunne bruge.

 

Nogle år senere.

Daisy og Harry slog op, Niall flyttede til USA, Liam og Danielle blev uvenner, og Holly forlod Daisy igen.

 Nej, det var bare for sjov. Daisy kom over sin anoreksi og bor nu med Harry. Drengene er stadig kendte, og når de ikke er hjemme, bor Holly hos Daisy, ellers bor hun tæt på. Daisy og Holly er stadig bedsteveninder og hænger af og til ud med Danielle som stadig danser, og Eleanor som er flyttet sammen med Louis. Daisy ser stadig ofte Jenny og Simon, og de har også mødt Jay. Daisy mødte senere hen Mark som heller ikke længere var en skuffelse.

---------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Jeg håber I har nydt min movella, som jeg nu har valgt at stoppe. Jeg er ikke den bedste til lykkelige slutninger, men da den her gerne skulle være en øjenåbner for folk, så har jeg valgt at slutte den lykkeligt, da anoreksi er noget man godt kan komme over, men lige meget om man så har de bedste mennesker omkring sig, så kan det være svært.

I’m not telling you it’s gonna be easy, but I’m telling you it’s going to be worth it.

 

 I må meget gerne like, hvis I har nydt at læse den. :)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...