How to save a life. {1D}

Vild, ung, glad, skør, underlig – ja det var Daisy Tomlinson. Dette er 2'eren af Secrets Hurt. Daisy er indlagt pga. sin anoreksi, og med et savn til 5 drenge, og et had til sin bedsteveninde, ja så går det ikke ligefrem fremad. Men med en hjælpende hånd - Eleanor Calder, kæmper hun sig fremad, men da hendes savn hele tiden stopper hende, får Eleanor arrangeret en uges fri fra terapien, hospitalerne og sondemaden. Nu er det op til Daisy at vise, at hun vil videre i sit liv, da hun stadig har en mor og en far, der venter på at se hende. Men et forhold til hendes brors bedsteven, kan ikke undgå drama. Kan Louis virkelig se igennem fingrene med det, og få Daisy ud af sin onde cirkel igen?

1106Likes
960Kommentarer
86682Visninger
AA

9. Don't take me back.

 

You found me - The Fray

Hun drejede langsomt og elegant rundt, og lod sit hår flyve til siden. Hendes øjne studerede kort min krop, inden hun lyste op i et smil.

”Daisy!” sagde hun glad og gik hen imod mig. Hendes arme slog sig om mig, og lod en velkendt duft, passere min næse, hvilket fik gåsehud frem på min krop. Jeg stod forstenet til gulvet, og diskuterede med mig selv, om dette var endnu et mareridt om da Holly forlod mig. Jeg havde savnet hende så forbandet meget, men på en måned, havde det lykkedes mig, at vende sorgen til vrede. Jeg var vred, jeg nærmest rystede af vrede – hvert fald inden i.

Jeg var endelig begyndt at respektere, at Holly ikke længere var en del af mit liv. Jeg havde brugt 3 måneder på at sørge over hende, og lade hende ødelægge mit liv, og nu når jeg endelig var klar til at tage et skridt videre, så stod hun der… som om ingenting var sket. Føj.

”Hvad laver du her?” min stemme var følelsesløs og kold. Jeg havde intet til overs for hende. Hun havde forladt mig, og dermed givet mig ret i, at jeg var et forfærdeligt menneske man skulle holde sig fra. Hun forsvandt, da jeg havde allermest brug for hende!

”Jeg har savnet dig Daisy” sagde hun roligt, som om mine kolde ord ikke havde påvirket hende. Et fnøs undslap mine læber, og som en refleks rullede jeg med øjnene. ”What a lie” mumlede jeg og stirrede vredt på vinduet bag hende. Hvordan kunne hun sige, at hun savnede mig? Hun forlod mig! Hun ringede ikke, hun skrev ikke, hun gav ikke engang lyd fra sig! Jeg havde ikke noget minde om hende. Hun fik mig til at tro, at hun slet ikke fandtes.

”Daisy, kig på mig” hendes stemme var skrøbelig, og langsomt trådte hun et skridt hen imod mig. ”Jeg er ked af, at jeg forlod dig, men jeg blev nødt til det og…” Jeg hørte ikke resten af ordene. Hun blev ikke nødt til noget! Hun forlod mig. Det var hendes egen vilje hun skred!

”Holly” min stemme knækkede næsten, da jeg sagde hendes navn. Hun stoppede med at snakke og kiggede opmærksomt på mig.

”Lige siden vi mødtes, lovede vi hinanden altid at være der for hinanden” Hun nikkede anerkendende. ”Selv når tingene blev værst” min stemme forvandlede sig fra vred til virkelig skrøbelig. Jeg sank den klump jeg havde i halsen. ”Du var min bedsteveninde Holly!” sagde jeg højt og knyttede min næve. ”Daisy jeg..” jeg afbrød hende hurtigt. ”Hvor var du da jeg havde mest brug for dig?!” min stemme var høj, men fuld af alle de følelser, som kæmpede for at komme ud.

”Jeg troede du mente det Holly! Jeg troede virkelig du var min bedsteveninde” hviskede jeg og kunne mærke noget varmt trille ned af min kind.

”Du forlod mig da jeg havde mest brug for dig. Du forlod mig med en usikkerhed, og en sorg der fik de værste tænkelige ting frem hos mig!” jeg skreg ordene, da jeg i flere måneder havde ventet på at få forklaret, hvorfor hun forlod mig. Jeg havde så meget at skulle fortælle hende. Ting jeg havde brændt inde med så længe!

”Daisy jeg blev nød til det!” sagde Holly som også græd. Jeg rystede afvisende på hovedet. ”Hvorfor blev du det?!” jeg kiggede kort på hende. Hun åbnede munden, men lukkede den så igen. Der var noget hun ikke fortalte mig, men jeg kunne være ligeglad. Jeg havde ikke brug for at vide. Hun havde svigtet mig.

Vreden pumpede rundt inden, og det føltes som om, at væggene pressede sig imod mig. En irriterende hovedpine kom frem, og en stor lyst til selvskadning kom frem – alt sammen på grund af hende!

”Jeg hader dig” min stemme var en mumlen, og jeg vidste hun umuligt kunne høre det. ”Daisy, jeg er virkelig ked af det her! Jeg burde være blevet hos dig, men du var syg! Og se på dig selv” et smil gled frem under tårerne. ”Du ligner dig selv igen! Det hjalp jo” mumlede hun, hvilket fik mit pis til at koge over.

”Hjalp?!” råbte jeg højt, og havde lyst til at rive håret ud af min hovedbund, bare for at føle smerte. I stedet borede jeg mine negle ind i huden. ”Måske hjalp det på min vægt! Men udover det, har du efterladt en følelse af svigt i mig. Bedsteveninder igennem 11 år, hva?” jeg fortsatte før hun kunne svare. ”Du efterlod en følelse af usikkerhed i mig, og lige siden er alt gået ned i bakken! Jeg havde brug for dig, men du skred!” min stemme var fuld af gråd, jeg kunne slet ikke styre mig. Jeg måtte ud.

”Du var den eneste der vidste hvem jeg var, hvem jeg ikke var og hvem jeg ville være. Jeg troede vi hørte sammen, du var min bedre halvdel Holly!” Jeg mente alle ordene, selvom de gjorde forfærdelig ondt at få ud. Det var alle mine følelser, alt hvad jeg havde gået inde med – alt.

”Og du skred. Skred som var det pisse let for dig. Ikke engang en besked kunne du skrive! Det hele gik ned af bakken” hviskede jeg lavt. ”Jeg faldt Holly. Ned i et sort hul, og du var der ikke til at gribe mig! Du lovede du altid ville være der” skreg jeg højt og tørrede panisk tårerne væk, men der kom bare flere og flere.

Holly stod med tåre rendende ned af kinderne. Hendes mascara efterlod spor, og herfra kunne jeg nemt se, hvordan hendes krop rystede. En underlig følelse gik igennem mig, og jeg fik pludselig lyst til at kramme hende.

Den underlige følelse blev hurtigt erstattet af vrede. Det burde ikke være mig der har ondt af hende. Jeg burde væmmes ved hende. Jeg kunne ikke fordrage hende! Hun skulle ikke give mig de tanker jeg endelig var sluppet af med. Hun skulle ikke komme og ødelægge alt!

”Jeg er her for dig Daisy” hviskede hun. Jeg rystede på hovedet og lod et falsk grin undslippe. Var her for mig? Hvis der var noget hun IKKE var, så var det at være her for mig!

”Lad mig nu snakke ud Daisy!” hulkede hun højt, men jeg rystede hurtigt på hovedet og gik hen mod døren. ”Daisy!” råbte hun panisk efter mig. Et deja vu kom hurtigt til mig.

”Holly!” råbte jeg højt. ”Please ikke gå” hulkede jeg. ”Holly du kan ikke forlade mig! HOLLY!”

Jeg tog rystende fat i håndtaget. Hun fik en masse gamle følelser frem i mig, og det var forkert! Hun løj for mig! Hun var der ikke! Hun skred!

 ”Jeg hader dig!” skreg jeg højt og løb ud på gangen. En sygeplejerske kiggede forvirret på mig, da jeg kom løbende ned af gangen. Jeg løb direkte hen mod døren, og så langsomt som sygeplejersken var, ringede hun først efter nogle vagter nu, men det var for sent. Jeg havde allerede skubbet dørene op og lod luften overtage alt omkring mig.

Jeg kiggede mig tilbage, og så et par læger stå og kiggede forvirret efter mig. En vagt kom farende ud, kiggede omkring og fik øje på mig. Jeg hev hårdt i kirtlen jeg havde på, og var lykkelig over, at jeg havde husket at tage tøj på indenunder. Jeg satte farten op og nød, at han var så langt bag mig.

Det var så længe siden jeg havde løbet, men jeg gjorde det ok. Jeg løb hurtigt hen mod parken, hvor jeg altid elskede at hænge ud med Holly. Jeg vidste ikke, hvorfor, for minderne med hende blev ødelagt. Men måske var det det, jeg ville have? Måske ville jeg have alt omkring Holly til at vær dårligt, da hun fik en følelse frem i mig, som jeg ikke kunne holde ud lige nu? Måske ville jeg hade hende, fordi hun havde forladt mig? Måske ville jeg såre hende, som hun havde såret mig.

Jeg sprang ind i en busk, hvor han tydeligvis ikke kunne se mig. Jeg lagde begge hænder om min mund, så mine vejrtrækninger ikke ville afsløre mig. Jeg kunne se perfekt ud, og da han kom løbende forbi, holdt jeg vejret. Han kiggede rundt i parken, tog en mobil op, og gik så langsomt hen mod hospitalet igen. Jeg lukkede øjnene i og lagde mit hoved bagover. Jeg var træt.

Louis’ synsvinkel.

Jeg lå og så DVD med drengene. Vi havde lige lavet et langt interview med nogle fans, og nu var vi alle trætte. Jeg var lige ved at falde hen, da min mobil pludselig vibrerede. Niall kiggede hurtigt hen på mig, med et sjovt blik. Jeg fnes kort og tog min mobil hen.

”Det Louis?” Liam kiggede kort hen på mig, men fokuserede så på fjernsynet igen. ”Hej Louis, jeg ringer fra Hospitalet. Det er angående din søster Daisy” da hun nævnet navnet, skubbede jeg hurtigt Harry væk fra min skulder, og satte mig op. Han mumlede et eller andet, men jeg ignorerede det. Var der sket hende noget? Havde hun gjort noget?

Liam kiggede endnu engang på mig, men denne gang bekymret.

”Hun er stukket af” sagde damen i telefonen og begyndte at snakke om et eller andet, men jeg lyttede ikke. Jeg sad med store øjne. Var Daisy stukket af?

”Hvad mener du med stukket af?” sagde jeg mens min stemme rystede af overraskelse. Denne gang kiggede alle drengene hen på mig. Harry rakte ud efter fjernbetjeningen og slukkede tv’et.

”En pige ved navnet Holly kom og…” ”Holly?” sagde jeg hurtigt, hvilket fik de andre drenge til at løfte et øjenbryn. Holly? Hvad lavede hun hos Daisy?! Jeg rejste mig op, da jeg ikke længere kunne sidde stille. 

”Hvorfor stoppede i hende ikke?!” min stemme var pludselig høj og vred, hvilket fik Liam til at rejse sig, og gå hen til mig. Han lagde en hånd på min skulder, og gav det er beroliget klem. ”Jeg er på vej!” sagde jeg hurtigt, da hun havde plapret løs om noget med, at de havde løbet efter hende og sådan noget.

Jeg lagde hurtigt på, og hurtigt rejste de andre drenge sig op. ”Er det Daisy?” spurgte Zayn om. Jeg nikkede frustreret med hovedet og greb ud efter min jakke. Jeg kiggede over på Harry, som havde et helt forket ansigtsudtryk. Han var urolig – og det samme var jeg.

Daisys synsvinkel.

Jeg gik frem og tilbage foran en bænk, for at holde mine tanker på noget andet, end den smerte indeni, som ville ud. Jeg måtte prøve at gå vreden væk, selvom det ikke ligefrem gik speciel godt. Nu mere jeg tænkte over tingene, nu værre blev det. Det var som om, jeg fik drejet tingene på værre og værre måder.

Mit blik flakkede hen mod indgangen af parken – bare for at sikre mig, at der ikke kom nogen læger for at lede efter mig.

Jeg snøftede højt og greb vredt ud efter en gren. Det kunne være lige meget. Holly havde allerede fucket alt op, så hvorfor ikke bare selv gøre resten? Jeg hadede hende for at få disse følelser frem i mig. De var pludselig så stærke, at jeg ikke kunne lade være.

Jeg knækkede grenen af busken og trak den hen til min arm. Jeg kneb mine øjne sammen. Jeg burde ikke gøre det her, men det var Hollys skyld. Det var hende der startede det her. Hun havde ingen ide om, hvor ondt det havde gjort, da hun forsvandt. Hun troede det var for mit eget bedste, men alligevel efter tre måneder, kontaktede hun mig ikke.

Jeg prikkede grenen ned i hunden og trak den hen af armen. Jeg gispede kort, men nød følelsen af smerten et andet sted, end indeni. Jeg holdt øjnene lukket og kunne igen mærke noget vådt trille ned af min kind. Det her var så forkert.

Et skrig undslap mine læber, da en person hårdt slog til grenen så jeg tabte den. Jeg vendte mig forskrækket om, og lod et højere skrig passere mine læber, da et par stærke arme lagde sig om mit liv.

”Daisy!” sagde en stemme, hvilket bare fik mig til at vride mig endnu mere. Jeg ville ikke tilbage til hospitalet! Hvorfor havde jeg været så skide uopmærksom? Jeg slog ud efter personen og begyndte at skrige igen.

”Daisy! Kig på mig” stemmen lød pludselig bekendt, og hurtigt slog jeg mine øjne op. Zayn stod foran mig, med et bekymret ansigtsudtryk, mens han strammede grebet om mig. Hvad lavede han her?

”Daisy, du bliver nød til at komme med tilbage” sagde han roligt og trak mig en smule med. Selvfølgelig. Hospitalet havde ringet til Louis, og selvfølgelig hjalp de ham!

Jeg satte hælene i jorden og protesterede højlydt. Zayn rystede forvirret på hovedet og prøvede at trække mig med igen, men hårdt slog jeg til hans arm. ”Jeg vil ikke tilbage dertil!” råbte jeg højt. ”Daisy, stop nu!” sagde han irriteret. I et ryk havde jeg rykket armen til mig, vendt rundt og var begyndt at løbe. Jeg vidste det var latterligt. Zayn var hurtigere end mig, og han ville fange mig på kort tid, men jeg måtte vise, at jeg ikke ville tilbage dertil. Om det så var at opføre mig latterligt, så var det det.

En hånd lagde sig om mit håndled, og trak mig tilbage. Hans hænder tog hårdt fat om mine skulder, og et øjeblik ruskede han i mig, mens han desperat prøvede at få mig til at kigge på ham.

”Jeg vil ikke tilbage” hviskede jeg og gjorde alt for ikke at kigge ham i øjnene. ”Jeg vil ikke” hviskede jeg igen og igen. Zayn mumlede noget uforstående og tog med sin ene hånd hårdt fat om mit liv, mens han fiskede sin mobil op af lommen. Han skrev hurtigt en besked – til hvem, vidste jeg ikke, men sikkert en af drengene.

”Jeg vil ikke” blev jeg ved med at hviske med stemmen fuld af gråd. Jeg kunne ikke tage tilbage dertil. Jeg følte mig fanget, og hvis jeg blev der i længere tid, så ville jeg først blive sindssyg.

”Kom” sagde han hårdt, hvilket fik mig til at råbe højt. ”Daisy! Slap nu af. Du skal ikke derhen nu” sagde han igen hårdt. ”Vi skal mødes med de andre ved indgangen” han tog fat i mig, og denne gang lod jeg ham trække mig hen til indgangen. Jeg orkede ikke at gøre modstand. Det var spild af tid mod Zayn, men skulle jeg ind på det hospital igen, så hellere blive begravet levende.

Vi kom ned mod indgangen, og rigtigt nok, stod alle drengene der. Deres blikke var låst fast til mig, og deres ansigtsudtryk var ikke til at læse. De var sikkert irriteret og skuffet over jeg igen løb væk, det var efterhånden blevet en Daisy ting. Jeg havde virkelig tit løbet fra problemerne og gjort de andre pisse bekymret, men sådan var jeg åbenbart.

Zayns hånd lå stadig stramt om min skulder da vi kom hen imod dem. Hospitalet lå bag dem, og minderne kom tilbage. Mit blik mødte Harrys, og pludselig hev jeg min arm så hårdt til mig, at jeg var ved at vælte. Zayn greb ud efter mig igen, men denne gang fik han ikke fat. Jeg løb resten af vejen hen til Harry. Jeg havde brug for ham. Han var den eneste der ikke havde svigtet mig en eneste gang. Ikke engang i det her, hvilket Holly havde… Hendes navn fik min mave til at vende, og da Harry lukkede armene omkring mig, brød jeg ud i gråd.

Jeg tog fat i hans t-shirt og begyndte at hviske, som jeg havde gjort til Zayn. ”Hvor var hun?” hørte jeg Niall spørger Zayn om. ”Langt inde” mumlede han træt. Der var stille i noget tid. Jeg vidste ikke, hvad de lavede, men det var også ligegyldigt. Jeg havde brug for Harry, og hvor havde jeg dog savnet ham.

”Skal vi få hende tilbage?” Nialls stemme var usikker, men alligevel fik den alt inden i til at koge over. Jeg trak mig desperat væk fra Harry og kiggede på ham. ”Jeg vil ikke tilbage!” sagde jeg højt. De kiggede alle – udover Zayn, undrende på mig. ”Tving mig ikke til at tage tilbage!” hviskede jeg og prøvede at lyde så seriøs som mulig.

”Daisy, vi kan da ikke lade dig blive her” sagde Niall stille. Mine øjne blev store og straks slap jeg Harry, for at træde et skridt tilbage. ”Jeg vil ikke tilbage!” græd jeg højt. Jeg kiggede over på Louis. ”Du kan ikke sende mig tilbage” det var første gang jeg havde set ham i øjnene, siden det han sagde til mig i hytten. Lige meget, hvor meget det havde såret mig, så havde jeg virkelig savnet ham.

Han trådte et skridt hen imod mig. ”Daisy” sagde han og kiggede på mig med et undskyldende blik. Jeg rystede på hovedet. ”Jeg vil ikke!” min stemme var lav, men de kunne ikke tvinge mig! ”Jeg vil ikke!” skreg jeg højt og trådte endnu et skridt tilbage. ”Jeg vil ikke!” skreg jeg igen helt hysterisk. Det var som om frygten tog over mig, jeg kunne ikke tage tilbage!

”Hey, Daisy, rolig!” Louis var hurtigt over ved mig, og først der gik det op for mig, at jeg hev slemt efter vejret. De andre bevægede sig en smule usikker hen imod mig.

----------------------------------------------------------------------

Jeg ved I måske er ved at være træt af den er så deprimerende, men så må I vælge at læse nogle af mine andre movellaer, for jeg kan ikke bare pludselig skrive "2 måneder efter" og så lade som om, at hendes spiseforstyrrelse aldrig har fundet sted. Jeg lover jer, at jeg er i fuld gang, med at tage en anderledes drejning, så den bliver lidt gladere at læse! :-) 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...