How to save a life. {1D}

Vild, ung, glad, skør, underlig – ja det var Daisy Tomlinson. Dette er 2'eren af Secrets Hurt. Daisy er indlagt pga. sin anoreksi, og med et savn til 5 drenge, og et had til sin bedsteveninde, ja så går det ikke ligefrem fremad. Men med en hjælpende hånd - Eleanor Calder, kæmper hun sig fremad, men da hendes savn hele tiden stopper hende, får Eleanor arrangeret en uges fri fra terapien, hospitalerne og sondemaden. Nu er det op til Daisy at vise, at hun vil videre i sit liv, da hun stadig har en mor og en far, der venter på at se hende. Men et forhold til hendes brors bedsteven, kan ikke undgå drama. Kan Louis virkelig se igennem fingrene med det, og få Daisy ud af sin onde cirkel igen?

1106Likes
960Kommentarer
86206Visninger
AA

2. 2 months later.

 

”Jeg vil ikke se dig før du er rask” Ordene lød igen i mit hoved. Hun måtte være glad nu. Hun havde fået sin vilje. Ikke fordi jeg var rask, men fordi jeg var fed. Det var ikke sådan her jeg havde regnet med hjælpen skulle foregå. Hvis jeg havde vidst det, så havde jeg aldrig fløjet fra drengene, som jeg forresten savnede så ubeskrivelig meget. Hvis jeg vidste jeg skulle tvangsindlægges og fodres med en sonde, så havde jeg aldrig gjort det. Men nu kunne jeg fortryde alt hvad jeg ville, for det blev ikke ændret. Jeg var her og jeg var ved at blive sindssyg. Jeg var blevet efterladt til mine tanker, og de overtog alt. Jeg kunne ikke tænke klart længere. Mit savn til drengene var stort, og hadet til Holly voksede. Selv da jeg inderligt havde bedt Eleanor kontakte hende, og fortælle jeg skulle tvangsindlægges, havde jeg intet hørt. Hun havde glemt mig. Måske var min ’sygdom’ bare en undskyldning så hun kunne slippe væk fra mig. Selvom jeg ville give hende ret i, at jeg var et forfærdeligt menneske man skulle holde sig fra, så hadede jeg hende for at give mig ret i det. Det at hun ignorerede mig, beviste hun var videre, hvilket jeg også burde.

Jeg sad med hovedet op af vinduet, og selvom jeg havde en stor trang til at græde, kunne jeg ikke. Mine tårer var opbrugt, og mine øjne var tørre. Der var gået snart to måneder siden jeg sidst havde set drengene. Jeg savnede dem, og de var den eneste grund til, at jeg ikke stak af. At skulle have mad igennem en slange, var forfærdelig, men jeg måtte gøre det. Jeg måtte spise for dem, for så snart jeg nåede den rigtig vægt, nu hurtigere kom jeg ud. Selvfølgelig skulle jeg fortsætte i terapi, selvom det ikke hjalp mig. Den eneste person der havde formodet at nå helt igennem mig, var Harry. Jeg savnede ham! Jeg savnede hans trøstende ord, hans beskyttende arme, og hans flotte øjne. Jeg havde ikke snakket med ham i lang tid. Jeg var overbevist om, at hvis jeg først hørte nogen af drengenes stemmer, så ville jeg for alvor bryde sammen, stikke af eller noget værre, og så ville jeg starte forfra med alt.

Eleanor havde fortalt mig, at de savnede mig. Danielle og hende kom næsten dagligt for at se til mig. Danielle havde dog lidt travlt med sit job, så det var for det meste Eleanor. Vi havde for nylig haft samtalen om drengene oppe, hvilket kun skete meget sjældent, da jeg ikke havde overskud til det. Men vi havde snakket om dem, og hun havde fortalt mig, at de savnede mig. Og hun havde fortalt, at Harry ikke havde fundet en ny, hvilket for første gang næsten siden jeg kom, fik et ægte smil frem på mine læber. Dog forsvandt det hurtigt, da hun fortalte mig, at det havde såret ham, at jeg ikke ville snakke med ham. Efter det var jeg brudt sammen i Eleanors arme, og fortalt hende sandheden. Hun var så forstående, at jeg dagligt undskyldte for min tidligere opførelse overfor hende. Bare at jeg havde beskyldt hende for at bruge min bror, var nok til at jeg hadede mig selv. Hun var min støtte – en støttepæl jeg var gået hen at elske. Jeg ved elske er et stort ord, og jeg burde ikke bruge det, fordi jeg er så fandens god til at såre alle jeg elsker, men jeg elsker hende.

Døren gik pludseligt op, og uden at kigge, vidste jeg det var Eleanor. Hun havde ikke været her i dag, og hvis hun ikke kom, så ville hun give besked – det vidste jeg.. men kun fordi jeg var så bange for at være alene, og det vidste hun. Hun vidste jeg var rædselslagende for at være alene med mine tanker i for lang tid af gangen, og jeg elskede hende for at tage hensyn, selvom hun ikke skyldte mig noget.

”Godaften Daisy” sagde hun i en tone, der lød alt for glad. Jeg vendte mig mod hende. ”Hvorfor kommer du først nu?” min stemme lød ikke bebrejdende, men bange, selvom det ikke var meningen. Hendes smil forsvandt kort. ”Undskyld. Jeg burde have skrevet, men jeg har haft SÅ travlt” sagde hun og stillede sin taske på bordet. Eleanor plejede da ikke at have travlt nu. Hun havde sommerferie. Jeg rejste mig op, og kiggede ned af min grimme kirtel. ”Med hvad?” min stemme var træt – den var løbet tør for den mindste glæde. Eleanor smilede pludselig stort, og gik hen imod døren. Hun skulle vel ikke af sted nu? Jeg kunne ikke være alene igen, det havde jeg været hele dagen.

”Rolig nu, jeg bliver her skam” sagde hun, som om hun kunne læse mine tanker. Hun kiggede ud af døren, ned af den lange gang, som om hun ventede på nogen. Men hvem ville besøge mig her? Ingen trådte da frivilligt ind på et hospital, og da slet ikke i denne afdeling for folk med spiseforstyrrelse, og sindssyge tanker. Måske var det Danielle? En kort glæde spredte sig i min krop. I starten da hun kom på besøg var jeg overlykkelig, men eftersom det var blevet en vane, så var den glæde efterhånden ved at forsvinde. Misforstå mig ikke, for jeg holder virkelig af hende! Jeg er så taknemmelig for, at hun sætter så meget af sin tid af på mig, når hun har så travlt med sit arbejde.

Pludselig svingede Eleanor med sit hoved, så hendes hår fløj rundt. Hun kiggede med et stort smil på mig. Jeg forstod hende ikke, desværre. Så længe siden var det ikke siden vi sidst havde set Danielle.

”Jeg….” sagde Eleanor langsomt og løftede sin hånd. ”Skal vidst på toilet” sagde hun og kiggede hen mod toilet døren, hvorefter hun forsvandt ud af gangen. ”Du kan ba…” jeg stoppede mig selv, da hun ikke var til syne længere. Hvorfor tog hun ikke bare toilettet herinde? Wow. Jeg var virkelig ved at blive sindssyg. Jeg tænkte over ALT. Men jeg havde jo heller ikke andet at give mig til herinde. Jeg sad her dag ud og dag ind. Når jeg snakkede med folk, var det min psykolog. Jeg nægtede at snakke med lægerne. De tvang mad i mig, så hvem ville dog frivilligt være venner med sådan nogen? Man kan ikke engang sige det gjorde det for mit eget bedste, for de fik penge for det.

Well, nu havde hun gjort det. Hun havde forladt mig og overladt mig til mine tanker. Jeg følte mig slet ikke på toppen i dag, og jeg havde faktisk brug for at snakke med hende. Jeg blev en smule irriteret, og kunne høre nogle fodskridt. Eftersom mit ’værelse’ var det sidste, så måtte det var Eleanor der kom tilbage.

Jeg vendte mig langsomt hen mod døren ”Du ved godt du bare kunne have brugt mit toil…” min stemme knækkede over, og forsvandt hurtigt da jeg så personen i døren. Jeg blinkede et par gange. Det kunne da ikke være rigtigt. Åh gud, jeg var virkelig sindssyg. Jeg gned mig i øjnene, og kunne høre et grin. ”Du er ikke ved at blive sindssyg Daisy” sagde stemmen, som havde hjemsøgt mine drømme vær nat, og ødelagt min dag, fordi jeg følte mig så ond ved at droppe kontakten. Stemmen der kun tilhørte én person stod over i døren, og den velkendte stemme fik tårerne til at vælte ud af øjnene, mens jeg tog mine hænder op foran min mund, som stod på vidt gab. Jeg kunne ikke tro det. Han var her, lige henne ved døren. Ham jeg ikke havde set i 2 måneder. Ham, Harry.

 

Little Miss Perfect - Claude Kelly

--------------------------------------------------------------------

Tusind tak fordi der allerede er så mange læsere og likes. I har alle sammen skrevet en virkelig sød kommentar, og i stedet for at takke alle i én kommentar, så skriver jeg stor tak til jer alle her. & så vil jeg i hvert kapitel, skrive en sang, som enten har lidt med teksten at gøre, eller bare den jeg hørte mens jeg skrev kapitlet. Jeg hører altid musik, og det har reddet mig fra så meget, så derfor synes jeg, at 'musikken' også skal være med, da den spiller en stor rolle i kapitlerne.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...