-Ukendt overskrift-


2Likes
6Kommentarer
1077Visninger
AA

5. Kapitel 4

 

”Du bliver nødt til at finde hende. Det er vigtigt. Det gælder vores nation og lands skæbne.” En mand stod foran en ung dreng, jeg genkendte som min stalker. Manden så gammel ud – på alder med Albus Dumbledore fra Harry Potter, dog en del større, og lidt længere skæg. Hans briller var helt runde, og så ud som om der var seriøst tyk glas i. Hans hår var langt, og havde få mørkebrune hår, ind imellem alle de grå. Hans hænder var foldede og hang ned foran hans krop, og han så alvorlig ud. Det var tydeligt at se han var klog. Han havde helt styr på hvad han lavede. ”Men.. Hvordan skal jeg dog nogensinde finde hende?” Min stalker så fortvivlet ud. Det var tydeligt at se, at han var bange, og at han virkelig ikke ønskede at have den opgave, der var blevet pålagt ham. ”Du vil være klar over det, når du finder hende. Det kommer til at tage tid, men du vil finde hende. Og når du finder hende, må du overbevise hende om at tage med dig. Forstår du hvor vigtigt det er, at du gennemfører denne opgave?” Min stalkers ansigt blev pludselig lagt i meget alvorlige folder, og han nikkede stift. Han forstod, men han kunne ikke lide det. ”Godt. Din rejse begynder i morgen. Held og lykke.” Den gamle mand nikkede imod min stalker, og forsvandt ud af lokalet. Ligeså snart døren lukkede, trillede en tåre ned ad kinden på min stalker.

Jeg kunne mærke, at jeg var øm, da jeg vågnede. Min hånd røg automatisk op til mit hoved, og gned langsomt mine tindinger, uden at jeg åbnede øjnene. Allerede nu, kunne jeg igennem mine øjenlåg se, at det var lyst, hvor end jeg var. ”Er du vågen?” lød en forsigtig stemme. ”Ja, desværre,” svarede jeg, og satte mig langsomt op, samtidig med jeg åbnede øjnene, og fik et kæmpe chok, da jeg så mine omgivelser. Jeg lå for foden, af et gigantisk, lilla, træ. Himlen over mig, var fuldstændig mælkehvid, og græsset var en underlig blanding af gul, rød og blå. Der lå en sø i nærheden, der havde en underlig lyserød farve, og jeg syntes jeg så en gylden fisk springe op af den. Efter at have set mig om, fandt jeg ud af, jeg ikke var alene. ”Kathrine? Er du okay?” Min stalker lænede sig forsigtet frem i mod mig, og lagde hånden på min pande. ”J-jeg... Hvor er vi?” Jeg så bange på ham. ”Velkommen til min verden,” sagde han, med et kæmpe smil. ”Din verden? Hvor helved er jeg?!” Jeg blev endnu engang fyldt med vrede, og fik lyst til at smække ham en flad – igen. ”Du skal tids nok få alt af vide. Det lover jeg. Lige nu, er det meget virgtigt at du følger med mig.” Han greb fat i min arm, og hev mig på benene, hvorefter jeg blev trukket med på en hæsblæsende vej, igennem den underlige skov. ”Slip. Mig!” Han rystede på hovedet, og greb bare endu bedre fat om mine håndled. ”Lyt nu forhelvede på hvad jeg siger!” skreg jeg, og prøvede at hive mine hænder til mig. ”Kathrine! Ti. Stille!” hvæsede han ud imellem sammenbidte tænder, og fortsætte turen. Jeg ved ikke hvad der gjorde det, men af en eller anden grund, klappede jeg i, og fulgte efter ham. Resten af turen foregik i stilhed. Vi løb lydløst ind imellem de underlige træer, og nåede til sidst frem til et lille hus, godt skjult under et gigantisk træ. Han bankede først tre, så fire gange på døren, og en lille åbning i øjenhøjde åbnede sig. Et par sammenknebne øjne kiggede mistænksomt på os,indtil min stalker, som jeg stadig ikke vidste hvad hed, mumlede et eller andet. Så åbnede døren sig, og han vinkede mig indenfor.

Huset virkede ekstremt hyggelig. Der brændte en lystig ild i kaminen, og der duftede af nybagt brød, og hjemmelavet rødvin. Til højre stod der et spisebord, og to bænke, begge lavet ud af træ, og dækket op til fire. Til venstre stod en lille sofa, med en underlig lilla farve til puderne, og foran stod der et sjovt udseende bord, med blomster på. På hver sin side af kaminen var der trapper, der førte 4-5 skridt op, til noget der godt kunne ligne en stue. Vinduerne var meget klassisk firkantede, men så ikke ud til at kunne åbnes. Trægulvet var nogle steder dækket af røde tæpper, der så utroligt bløde ud, imens der andre steder bare var gulv. Bag døren vi var kommet ind af, stod en ret høj mand – mindst 1.95, og kiggede på mig, imens han hviskede sammen med min stalker. ”Velkommen Kathrine,” sagde manden venligt, og strakte armen ud. ”Øhm... Tak..” Jeg følte mig pludselig ufatteligt utilpas. Ifølge min stalker, var vi i en helt anden verden. Hvor havde han taget mig hen?

”Smid dig bare i en stol. Du ser ikke ud som om du har det specielt godt.” Manden nikkede over i mod spisebordet, hvor en behageligt udseende stol stod. Jeg tog i mod hans tilbud, og satte mig til rette på stolen. ”Ikke for at være uhøflig... Men hvem er I egentlig?” Jeg så frem og tilbage på dem. Min stalker krydsede benene, og så forlegen ud, imens manden bare lagde hovedet på skrå, og så nysgerrigt på mig. ”Mit navn er...” I det han skulle til at fortsætte, bankede det brutalt på døren. ”De er her allerede,” hviskede den høje mand, og blev pludselig meget hvid i hovedet, ”flygt. Gem jer. Jeg kalder når det er sikkert.” Min stalker løb frem mod mig, greb mit håndled, og trak mig med igennem det meget store hus. Adrenalinen pumpede igennem mig, da vi hoppede ned igennem et stort sort hul, og susede væk fra det hyggelige hus, med overnaturlig fart. Vi landede overraskende blødt, og helt tæt sammen. Normalt ville jeg have skubbet ham væk, og være blevet sur, men jeg var forvirret, og jeg var bange. Det virkede som om min stalker havde bedre styr på det end jeg havde. ”Vær stille...” Han trykkede mig indtil sig, og så afventende op i det meget mørke loft, hvorfra vi var kommet.

Jeg ved ikke hvor længe vi lå der, før han slappede helt af i kroppen, og gav slip på mig. ”Sådan.. Vi kan snakke nu... Som jeg var ved at sige, mit navn er Kean.” Han smilede til mig, og nød vist hvor tæt vi lå sammen. ”Jamen... Hej...” Jeg så mig forvirret rundt i rummet vi lå i. Væggene så underligt klippeagtige ud, og skrånede opad. Det så ud som om gulvet havde en giftig orange farve, og tingen vi lå på, var turkis, og ufattelig blød. ”Vi bliver nød til at blive hernede lidt endnu. Bare indtil de er gået,” sagde Kean, og lod sin hånd hvile på min talje. ”Hvem er ’de’?” spurgte jeg nervøst, og så op imod hullet. Det eneste jeg kunne se var mørke. ”Du skal nok få hele historien på et tidspunkt, hvor vi er lidt mere afslappede. Lige nu skal vi bare forsøge at holde os i ro.” Jeg skubbede mig ud fra ham, og satte mig op på madrassen, selvom det havde været langt mere behageligt at ligge ned. Han skulle ikke nyde noget af at ligge tæt med mig. ”Kan du i det mindste fortælle mig, hvor fanden jeg er?” spurgte jeg. ”Tjoe... Jeg tror du skal vende dig lidt mere til den her verden... Ihvertfald, så er vi ikke på Jorden mere. Vi er faktisk slet ikke i den galakse.” Jeg tabte kæben. ”Ikke på Jorden? Hvad så med min familie?! Min lillebror!” Jeg kunne mærke panikken stige op i mig. ”Tag det nu roligt. Du skal nok få dem at se igen. Vi finder en løsning. Lige nu, er der problemer her du skal ordne.” Jeg var i tvivl om jeg hørte rigtigt. Mig? Løse problemer på en helt anden planet? ”Kathrine, tag det roligt. Du skal nok få alting af vide... Kom nu Ambrusious... Få dem til at gå...” Han hviskede de sidste ting for sig selv. Måske var jeg ikke den eneste der var nervøs?

Der gik lang tid, før et reb blev kastet ned til os, og en hviskende stemme sagde, at banen var fri. ”Kom Kat... Lad os komme op igen.” Kean greb fat om rebet, og nikkede mig hen til sig. ”Jeg kan altså ikke klatre i reb...” sagde jeg, og fik røde kinder. Jeg havde aldrig været typen der motionerede. Kean lo. ”Det skal du da heller ikke. Kom nu hen, og tag fat.” Jeg gik nervøst over til ham, og tog fat med mine to rystende hænder, hvorefter Kean gav et lille ryk i rebet. Og pludselig bevægede vi os opad, i et jævnt tempo. Mine hænder var ekstremt svedige, og rystede ufatteligt meget. Jeg blev pludselig meget bange for at falde. Der var flere meter ned, og jeg ville helt klart ikke klare faldet, uden et par brækkede knogler. ”K-Kean?” hviskede jeg, og bandede inde i mig selv, over min stemme knækkede. Jeg hadede at virke svag og bange, hvilket var det jeg var. Måske var det slet ikke klogt at fortælle ham det? Hvordan kunne jeg overhovedet stole på ham? ”Ja?” svarede han, og så ned på mig, med et opmuntrende smil. Hans smil afgjorde min tvivl. Jeg ville ikke fortælle ham om mine bekymringer for at falde ned, og slå mig selv halvt fordærvet. Det fortjente han ikke.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...