-Ukendt overskrift-


2Likes
6Kommentarer
1076Visninger
AA

4. Kapitel 3

 

De næste par dage var rolige. Jeg så intet tegn på at drengen – som jeg stadig ikke kendte navnet på, og følte mig dejlig fri uden ham. Dog blev jeg ved med at se ham i mine drømme. Den ene mere sær end den anden. Jeg tænkte ikke mere over det. Drømme var vel drømme. Hvem sagde de behøvede at betyde noget? Så længe jeg ikke stødte på ham overalt i byen mere, var jeg godt tilfreds. Nu var den creepy del af mit liv overstået.

Men jeg måtte tro om igen. Der gik kun en uge, før han kom ned til mig ved søen igen. ”Hej Kathrine.” Jeg gad ikke engang kigge op, ved lyden af hans stemme. ”Nu troede jeg jo lige jeg slap for dig,” sukkede jeg, og lod vær’ med at kigge på ham, da han satte sig ved siden af mig. ”Som sagt, er jeg stædig,” sagde han, og trak på skuldrene. ”Det skulle du ærlig talt vende dig af med. Det er virkelig en dårlig vane,” svarede jeg spydigt, og lagde hænderne om mine knæ. Han lo. ”Du ved godt det er ulovligt at stalke andre, ikke?” spurgte jeg, og hævede et øjenbryn. ”Jo. Det ved jeg godt,” sagde han, med en ligegyldig stemme. ”Og du ved godt det du laver, er stalking. Ikke?” Han rystede på hovedet. Jeg rullede øjne, og betragtede træerne der spejlede sig i søens blanke overflade.

”Skal vi tage en svømmetur?” spurgte han efter fem minutters stilhed. Jeg gloede på ham, som om han var sindssyg (hvilket han nok også var). ”Du må være syg! Vandet er hvad? 10 grader varmt? Noway!” sagde jeg, og spærrede øjnene op. Han trak på skuldrene, og tog trøjen af, for at afsløre en solbrun overkrop. ”Gør hvad der behager dig,” sagde han, og åbnede bæltet på sine bukser. Jeg satte en hånd op for øjnene, og vendte hovedet væk. Jeg havde ikke ligefrem lyst til at se ham strippe. Han lo. ”Du er da godt nok uskyldig, hva’?” Jeg nikkede, og hørte få sekunder efter at han bevægede sig ud i vandet. Hvad fanden var det lige han havde gang i? ”Du ved godt der er understrøm, ikke?” spurgte jeg, da han var kommet så langt ud, at vandet gik ham til navlen. Han trak på skuldrene. ”So what?”. ”Er du fuldstændig skingrende sindssyg, eller har du bare et ønske om at dø?” spurgte jeg oprevet, og så med store øjne til at han begyndte at svømme rundt. ”Ingen af delene. Stol nu bare på mig. Der sker ikke noget,” sagde han, og smilede opmuntrende til mig, ”kom herud.” Jeg rystede på hovedet, og betragtede ham svømme rundt, imens jeg bare ventede på understrømmen ville tage ham med. ”Du går ellers glip af noget godt. Vandet er varmt,” sagde han, og plaskede lidt. ”Jeg tror bare jeg går hjem,” sagde jeg, og rejste mig op.

Da han ikke gjorde nogle indvendinger – ikke fordi det havde stoppet mig hvis han gjorde, begyndte jeg at gå, men nåede ikke længere end ti meter, før han stod foran mig, dryppende af vand. Jeg spærrede øjnene op, og så fra ham, og tilbage på søen. Han kunne umuligt være kommet så hurtigt op, og hen foran mig. Jeg ville have hørt ham løbe efter mig. ”Stol på mig,” sagde han, med en meget stille stemme. Jeg kneb øjnene sammen, og scannede hele hans ansigt, efter den mindste tegn på noget uvant. ”Hvad er du?” spurgte jeg, helt uden at tænke over det. Et smil bredte sig på hans læber. ”Det vil du tids nok få at se. Lige nu, vil jeg bare have, at du stoler på mig,” sagde han, og så så overbevisende ud, som overhovedet muligt. ”Hvilket grundlag har jeg for at stole på dig?” spurgte jeg, og fokuserede på ikke at lade mig overbevise. ”Bare.. Stol på mig,” sagde han, og smilede stort, som om han skulle til at gøre noget, han virkelig elskede. ”Nej.. Jeg vil ikke stole på dig!” sagde jeg, og hev mine hænder til mig, da han rakte ud efter dem. Han lod sine arme falde ned langs siderne, og rullede øjne. ”Okay, så gør vi det på den hårde måde.” Og uden advarsel, greb han fat om livet på mig, løftede mig, som om jeg ingenting vejede, og smed mig over skulderen. Jeg skreg, vred mig som en orm, slog, sparkede, men han fortsatte, som om jeg intet gjorde. ”SÆT. MIG. NED!” skreg jeg, og hamrede min hånd i hans ryg. Han lo blidt, og bevægede sig hen imod søen. ”Slap nu bare af, og nyd turen,” sagde han, og bevægede hånden, der holdte mig, længere op ad mine lår. Jeg tror aldrig jeg har været så gal før. Jeg havde lyst til at smække ham en flad. Hvad fanden troede han lige han havde gang i?!

Det var først da han trådte ud i vandet, at jeg virkelig begyndte at blive bange. ”Sæt mig ned... Lige nu!” Min stemme var en del mere usikker nu. Han rystede på hovedet, og fortsatte ud i vandet. ”Så... Jeg skal nok gå selv!” sagde jeg desperat, da mit hår begyndte at forsvinde i vandet. ”Næææh nej! Du stikker bare af igen,” sagde han, og tog større skridt. ”Sæt mig ned!” Jeg så skrækslagen på vandet, og forsøgte forgæves at skjule, hvor bange jeg egentlig var. Jeg lod aldrig folk se mine følelser, og han var da den sidste, der skulle være en undtagelse. ”Jeg har allerede sagt, at jeg ikke lader dig slippe. Du stikker bare af fra mig igen, og så kommer vi jo aldrig videre,” sagde han, og rullede øjne. Med det samme slog min vrede til igen. ”Jeg vil ikke videre! Du er nedern, irriterende, og en seriøst stor stalker. Hvorfor i alverdenen skulle jeg være interesseret i at lære dig at kende?! Nu siger jeg det her for sidste gang! SÆT. MIG. NED!” Han sukkede, og satte mig ned, uden at give slip på mig. ”Hør her, jeg er ikke typen der giver op. Og lige nu, har jeg sat mig for, at du skal med mig. Jeg lover dig, at du ikke dør undervejs, så slap nu af, og nyd turen. Tag en chance, og stol på mig.” Han så på mig, med et stålfast blik i øjnene. ”Jeg kmmer ikke til at stole på dig. For det første har du ødelagt mine sko, og mine yndlingsbukser. For det andet er du den klammeste stalker, og for det tredje, stoler jeg ikke på nogen!” Min stemme hævede sig mere og mere i løbet af den sætning, så jeg til sidst endte med at skrige af ham. ”Og netop der har du dit problem. Stol på mig, og kom med!” sagde han desperat. Jeg rystede på hovedet, og begyndte at gå ind imod land. Jeg nåede dog kun til kanten, før han igen stod mirakuløst foran mig. ”Jeg bliver nød til at lære dig at kende...” sagde han, og lagde hovedet på skrå. ”Nej du gør ej. Og hvis du ikke snart stopper med det der pis, slår jeg sig igen, endnu hårdere end sidst,” vrissede jeg, og begyndte at tage mine drivvåde sko af. Han lo bare, og dukkede pludselig op ved siden af mig. Jeg var ved at få spat af den måde, at bevæge sig fra et sted, til et andet. ”Slå til. Så slapper du måske mere af,” sagde han, og vendte sin kind imod mig. Hold kæft han var provokerende. Jeg havde lyst til at slå ham, men det ville kun tilfredsstille ham, hvis jeg gjorde. ”Næh,” sagde jeg bare, og gik ind på land. Han rullede øjne. ”Så følg nu bare med!” sagde han, og greb fat i min arm. ”Hvilken del af nej, er det du ikke forstår?!” råbte jeg, og hev min arm ud af hans hånd. Jeg ville ikke have, han rørte mig. Endnu engang rullede han øjne, og gik over imod mig. ”Så bliver det på den hårde måde.” Han tøvede ikke tre sekunder med at gribe fat om mig, og smide mig over skulderen. ”SÆT MIG SÅ NED!” skreg jeg, og sparkede vildt fra mig. Jeg ved ikke hvad jeg ramte, men noget gjorde, at han knækkede sammen, og gav slip på mig. Uheldigvis betød det, at jeg selv faldt ret langt, og ramte stenene på havbunden, som slog mig bevidstløs.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...