-Ukendt overskrift-


2Likes
6Kommentarer
1081Visninger
AA

3. Kapitel 2

 

”KATHRINE, DU HAR BESØG!” Jeg rynkede panden, og rejste mig fra mit skrivebord, hvor jeg havde siddet og arbejdet på en tegning jeg havde været igang med, i godt og vel 1½ måned. Jeg gik åndsfraværende ned ad trappen, imens jeg tænkte over hvem fanden det kunne være. Der var ikke en eneste i byen der ville ses med en som en. Ikke en, bortset fra... Min frygt blev til virkelighed, da jeg så ham stå i entréen med et kækt smil på læben. ”Hej Kathrine,” sagde han, og åbnede armene, så jeg kunne kramme ham. ”Hvad laver du her?!” hvæsede jeg, ud imellem mine sammenbidte tænder. ”Jeg sagde jo, jeg ville lære dig at kende,” sagde han, og trak mig ind til et kram. Jeg stod i et sekund, og var lammet af overraskelsen ved, at han havde rørt ved mig, og skubbede ham så hurtigt fra mig. Jeg lod mærke til min mor stod og smuglyttede med ude i køkkenet, så jeg greb fat i hans arm, og hev ham udenfor, for at få lidt privatliv. ”Okay, så du bryder dig ikke om mig. Har jeg ret?” Jeg kunne være sprængt i luften af vrede. ”Jeg tror det er en underdrivelse,” knurrede jeg, ”hvorfor følger du efter mig?” Han trak på skuldrene. ”Du virker interessant.” ”JAMEN DET ER JEG IKKE!” sagde jeg vredt, og knyttede mine hænder, for ikke at smække ham en lussing, han ikke ville glemme lige foreløbig. ”det synes jeg du er,” sagde han helt roligt, og begravede sine hænder i lommerne på hans mørke cowboybukser. ”Nå, men du tager fejl! Lad. Mig. Være,” hvislede jeg, og prøvede at styre min trang til at slå ham ned på åben gade. ”Jeg troede vi havde haft den diskussion før?” sagde han, og trådte et skridt tættere på mig. Jeg trådte med det samme tre skridt tilbage, og gav ham det ondeste blik jeg kunne præstere. ”Det har vi. Og jeg vandt. Så gå!” sagde jeg vredt, og pegede ned ad gaden. ”Rent faktisk, skulle jeg den vej hvis jeg skulle gå,” sagde han afslappet, og rettede min arm den modsatte vej, ”men nu er det sådan, at jeg er ret stædig, og jeg vil lære dig at kende.” Jeg kneb øjnene sammen, trådte helt tæt på ham, og hvæsede ud af mine sammenbidte tænder. ”Jeg er irriterende, vred og fuldkommen normal. Tilfreds?” Han rystede på hovedet. ”Der er noget bag din facade. Det er ikke sådan her du er. Det ved jeg. Og jeg er opsat på at lære den side at kende,” hviskede han, og så på mig med nysgerrige øjne. Så gled hans mund op i et smil, og han trak sit hoved tilbage igen. ”Jeg giver ikke op.” Og så efterlod han mig stående, med åben mund.

”Hvem var han så?” spurgte min mor med et nysgerrigt smil, da jeg trådte ind ad døren igen. Jeg gav hende et par øjne der fortalte hende at hun ikke skulle spørge, og gik så op på mit værelse, og låste min dør. Selskab var det sidste jeg havde brug for lige nu.

Efter et par uger, opdagede jeg, at jeg ikke kunne tænke på andet end ham. Jeg tegnede tegninger af ham, og skrev om vores møder. Og det frustrerede mig utroligt meget. Jeg havde brug for at komme ud, uden at se ham. Spørgsmålet var bare hvordan jeg kunne komme ud, uden at støde på ham. Af en eller anden mærkelig grund, mødtes vi altid. Jeg besluttede mig for at tage til fest, og håbe på han ikke også var der. Han virkede ikke som typen der festede. Så om aftenen tog jeg, hvad jeg så som pænt tøj, på, og begav mig op imod byen, hvor jeg hurtigt fandt en åben fest. Der var godt gang i den. Mennesker der dansede, snavede i sofaerne, trak hinanden med ud på toiletterne, og drak af den frie bar. Jeg scannede hurtigt lokalet igennem, og åndede lettet op, da jeg ikke kunne finde ham. Selvsikkert gik jeg op imod baren, og bestilte en gin tonic, imens jeg betragtede de par, der gned sig op ad hinanden. En typisk teenagefest. Min drink kom, og jeg ventede ikke længe med at bunde den, og skar en grimasse efter. Alkohol havde aldrig rigtig været mig, men jeg behøvede det vist lige nu.

”Hvae.. Er du her ikke med nogle veninder?” spurgte bartenderen, da jeg bestilte min fjerde drink. Jeg rystede på hovedet, og tog imod glasset han rakte til mig. ”Din kæreste?” Igen måtte jeg ryste på hovedet, og tømte glasset. Han hævede spørgende et øjenbryn. ”For at være ærlig, er jeg her for at få slappet af. Alkohol hjælper mig med det,” sagde jeg, og skubbede glasset indover bordet. Et smil bredte sig på hans læber. ”Er hverdagen hård mod dig?” Jeg nikkede, med sigende øjne. ”Jeg kender det godt. Det der med der ikke rigtig er noget der går efter planerne,” sagde han tænksomt, og hældte mere op til mig. ”Endelig en der forstår mig!” udbrød jeg lettet, og tog imod det nye glas. Han lo og spurgte om det mon var klogt jeg fik mere. ”Ork ja. Jeg er ikke så letpåvirkelig!” sagde jeg, og holdte fast i bordkanten for ikke at falde. ”Undskyld jeg afbryder. Må jeg få denne dans?” Jeg drejede hovedet imod en lyshåret dreng der rakte mig hånden. ”Jarh, hvorfor ikke?” Jeg lagde min hånd i hans, og skulle lige finde balancen, før jeg fulgte med ham ud på dansegulvet, hvor jeg begyndte at bevæge mig, ligesom alle de andre tøser gjorde.

”Kathrine?” Jeg vendte hovedet væk fra stemmen der kaldte på mig, og lagde min pude over hovedet. ”Kathriiiine?” drillede stemmen, og tog puden fra mig. Jeg missede med øjnene imod det skarpe, hvide lys, der borede sig ind under mine øjenlåg. ”Gi’ mig pude!” sagde jeg træt, og hev dynen længere op om mig. ”Ikke før du vågner ordentligt.” Jeg peb, og gemte min under dynen, og forsøgte at falde i søvn igen.

Vores kroppe bevægede os tæt sammen, vi var som en. Bassen der pumpede ud af højtalerne, fik mit hjerte til at banke hurtigere, min hjerne stoppede med at fungere. Dansede bare. Kunne mærke hans læber på mit kindben, videre ned ad kinden, til kanten af hagen, jeg gjorde intet ved det. Lagde en hånd om hans nakke, lod min krop gøre som den ville. Hans læber på min hals, på hagebenet igen, op imod min mund. Lod ham kysse mig, vendte mig mod ham, og trykkede ham indtil mig.

”Kathriine, du skal op nu!” Dynen blev revet væk fra mig, og kulden omfavnede min halvnøgne krop. Min mor plejede da ikke at være så skrap? ”Dyne!” hvinede jeg bare, og holdte stadig mine øjne lukket. Jeg nægtede at stå op nu. ”Jeg ved godt du har tømmermænd, og er træt med du skal stå op nu.” Stemmen lo. Ikke på en ’hvor er du latterlig’ måde, men en ’aww hvor er du sød’ måde.

”Skal vi ikke finde et sted, der er lidt mere privat end det her?” sagde han i øret på mig, for at overdøve musikken. Jeg nikkede, og lod ham tage mig med udenfor, og fulgte efter ham, hvor end han nu var på vej hen. ”Dju kommer altså ikje i bukserne på mjig!” sagde jeg, og lod ham støtte mig, da jeg næste faldt. ”Det er jeg godt klar over,” lo han, og placerede et kys på min kind, ”det er jeg skam heller ikke ude på.” Jeg rynkede panden, og prøvede at se hans ansigt mere detaljeret, men det var umuligt. Det hele kørte rundt for mig. ”Godt så...” sagde jeg bare, og lod ham støtte mig hele vejen hen til et lejlighedskompleks.

”Jeg henter en spand vand nu, og spørger en sidste gang... Hvis du ikke står op, bliver du våd,” sagde stemmen, og det lød som om der var en der forlod rummet. Jeg åbnede meget langsomt øjnene, og så til min skræk, at jeg ikke genkendte sengen jeg lå i. Lokalet var utroligt hvidt. Alle væggene var malet hvide, og det samme gjaldt møblerne. En altandør stod lidt på klem, og hvide gardinerne blæste roligt i vinden. ”Øh... Er jeg på hospitalet?” spurgte jeg nervøst, og ledte efter tegn på det var et hospital. ”Et hospital? Ej, det var ondt sagt. Ligner min lejlighed virkelig et hospital?” Jeg tabte kæben. ”DIG?!” skreg jeg, da jeg genkendte drengen, ”HVAD FANDEN LAVER DU HER?!” Jeg rejste mig, og gloede ondt på ham. ”Øh.. Det er min lejlighed... Så jeg bor her... Og du vil måske have lidt mere tøj på end det der,” sagde han helt roligt, og nikkede imod min krop. Det var først der jeg opdagede, jeg ikke havde mere tøj på, end bh og underbukser. Jeg kunne mærke varmen stige op i mine kinder, da jeg ledte efter mit tøj. ”Hvad. Skete. Der. I går?” hvæsede jeg ud imellem sammenbidte tænder, imens jeg tog tøj på. ”Jo, altså, vi mødtes til en fest igår. Og vi dansede. Og du kyssede mig. Og vi tog herhjem. Og så lå vi og puttede. Og så faldt du i søvn. Og resten af historien kender du vist,” sagde han helt roligt, og satte spanden han havde i hånden, ned på gulvet. Jeg trak min trøje over hovedet, og gloede ondt på ham. ”Og hvorfor. Gjorde du det?” Jeg kunne ikke fatte det! Havde han drukket mig fuld, eller hvad?! ”Nu var det altså dig der lagde op til de...” Jeg tog to skridt frem, svingede min hånd, og stak ham en syngende lussing. Et smil bredte sig på hans læber, og han lo. ”Hvorfor kan du ikke lade mig være?!” spurgte jeg oprevet. ”Det har jeg jo fortalt dig. Du virker interessant. Kun endnu mere efter igår,” sagde han, og smilede til mig, stadig uden noget tegn på at være oprevet på nogen som helst måde. Jeg vidste slet ikke hvad jeg skulle sige. Derfor skubbede jeg ham bare væk, og begyndte at gå imod døren. ”Hvorfor vil du ikke bare snakke med mig?” spurgte han, og lagde en hånd på min skulder. Jeg vendte mig mod ham igen. ”Hvorfor jeg ikke vil snakke med dig?! Du har stalket mig, forført mig imens jeg var fuld, fulgt efter mig over alt. Du er uhyggelig! Og jeg er ikke en åben person! DERFOR vil jeg ikke snakke med dig!” Og så gjorde han noget uventet. Hans hænder lagde sig på mine kinder, og trak mig indtil sig, hvorefter han pressede sine læber imod mine. Og trods jeg var skræmt af ham, kunne jeg ikke lade vær med at nyde øjeblikket. Dog gik der kun 5 sekunder, før jeg satte mine hænder på hans bryst, og skubbede ham væk. ”Jeg siger det for sidste gang. Lad mig være.” Og så gik jeg.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...