-Ukendt overskrift-


2Likes
6Kommentarer
1072Visninger
AA

2. Kapitel 1

 

”KATHRINE!” Jeg pillede den ene hvide høretelefon ud af øret, og følte mig iskold indeni, da jeg hørte vreden i min mors sikkert tyvende kald. ”KATHRINE! KOM NED! NU!” Min mor var bestemt ikke sjov når hun var i dårligt humør – det vidste jeg lidt for godt. Men på den anden side havde jeg virkelig ikke lyst til at gå ned til hende, og resten af vores dødsyge familie. Jeg sukkede, rejste mig, og gik langsomt ned ad trappen, ned til de andre. Hele min familie sad samlet om vores helt plain hvide spisebord, og ventede vist kun på mig. Tvært lod jeg mig dumpe ned på stolen ved siden af min bror, der sad og legede med sin nyeste actionman. Hvorfor han fandt den spændende, forstod jeg ikke, men så længe han var optaget, var det fint nok. Min far sad som sædvanligt med en kop ekstra stærk kaffe, og sin arbejdscomputer foran sig, og min mor så træt og udmattet ud. Jeg lagde hænderne ind i min mavelomme, og hævede det ene øjenbryn, parat til at høre, hvad de nu end havde at sige. ”Børn... Magnus, læg lige din actionman væk, i bare to minutter.” Magnus surmulede, og lagde sin actionman ned på bordet. Jeg rullede øjne af ham, og afventede den dårlige nyhed, min mor helt sikkert ville komme med. ”Jeg ved godt det her nok ikke er noget I vil blive glade for at høre... Far og jeg skal skilles.” Okay, den havde jeg ikke set komme. Dog lod jeg som om det ikke rørte mig. De havde haft nogle heftige skænderier på det seneste, men hverken Magnus eller jeg havde set at de ville blive skilt på grund af det. Det virkede som om det påvirkede Magnus ret meget – hans mund gled langsomt åben, og det lignede hans øjne ville trille ud. Lidt ligesom i tegnefilm. Dog sagde han ikke et ord. Normalt skreg han op, når der var noget der ikke passede ham. Men nu var han bare helt stille. Som om det ikke rigtig var gået op for ham. Jeg havde lyst til at skælde mine forældre ud. Fortælle dem at det ikke var i orden at være så egoistiske. Men jeg holdte min iskolde facade, hævede et øjenbryn, og spurgte om det var alt. Min mor så på mig med tåre i øjnene, og nikkede. Jeg trak på skuldrene, og gik op på mit værelse igen, hvor jeg forsøgte at holde mig i ro. Nedenunder var det vist ved at gå op for Magnus, for han skreg op og græd. Jeg tog hurtigt mine høretelefoner i ørerne, og skruede helt op for mit yndlingsband, for at lukke lyden af hans skrig ude af hovedet.

Næste dag var der en underlig stilhed over huset. Ingen snakkede sammen. Magnus sad på sit værelse, og spillede det nye computerspil mine forældre havde købt til ham, for at undskylde. Min mor havde låst sig inde på sit værelse, og ville ikke se nogen af os, og min far arbejdede som sædvanligt. Det var ved at drive mig til vanvid. Jeg hadede når der ikke var lyde i huset. Det var som om der var noget der manglede. Uanset om det så var et nyt skænderi imellem mine forældre, eller min lillebror der råbte til sit computerspil, skulle der bare være lyde omkring mig. Derfor gik der ikke længe, før jeg besluttede mig for at gå en tur. Jeg blev nødt til at komme væk fra det galehus. Hurtigt fandt jeg min iPod, mine høretelefoner, og mit overtøj, og smuttede. Det var rart at få frisk luft ned i lungerne, så da jeg kom ud, tog jeg en dyb indånding, og smilede af nydelse.

Jeg endte op med at gå ind i skoven, og satte mig i den lille lysning, ved søen, hvor solens lys spillede i den blanke overflade. Det var et roligt sted, hvor fuglene sang, og naturen virkede stærkere end alle andre steder. Normalt når jeg gik herned, havde jeg brød med til fuglene, men det var gået lidt hurtigt denne gang. Jeg følte mig en del mere hjemme ved søen, end jeg gjorde derhjemme. Det var som om der var færre problemer i naturen, selvom den var så meget hårdere ramt, end jeg selv var.

”Må jeg sætte mig?” Jeg så op, og opdagede en dreng, der stod og så storsmilende på mig. ”Det må du vel,” svarede jeg ligegyldigt, ”det er et frit land.” Han lo, og satte sig ned ved siden af mig, imens han kastede et blik udover søen. ”Her er dejligt roligt, ikke?” Jeg rynkede panden, og nikkede, ”Langt væk fra hverdagens larm.” Han lagde armene bag hovedet, og lagde sig ned i græsset. Jeg undlod at svare på hans kommentar, og holdte bare blikket på en fugl, der havde fået øje på en fisk, der lavede små hop over overfladen. ”Hvad er din undskyldning for at være her så?” spurgte han, og åbnede det ene øje. ”Hvad rager det dig?” spurgte jeg, uden at kigge på ham. ”Det ved jeg ikke. Jeg er bare nysgerrig, og prøver at få en samtale igang,” sagde han kækt, og lagde benene over kors, så han så utroligt afslappet ud. ”Det mislykkedes,” sagde jeg koldt, og så på fuglen, der nu dykkede mod overfladen, for at få fat i fisken. ”Så er det godt jeg er stædig. Ryger du?” Jeg vendte hovedet mod ham med et ryk, og rystede på hovedet. ”Det ku’ da godt være,” sagde han, og trak på skuldrene. Jeg rullede øjne af ham, og vendte igen blikket imod fuglen, der havde fået fat i sin fisk, der hjælpeløst sprællede i dens næb. ”Jeg ryger heller ikke,” sagde han, ”det er for dårligt for miljøet, og ikke mindst mig selv.” Jeg hævede et øjenbryn, og lod vær med at kommentere. ”Og hvem ønsker dog at dø fra dette fantastiske liv?” Jeg rejste mig, og fandt mine høretelefoner frem. ”Forlader du mig?” spurgte han, og satte sig meget pludseligt op. ”Ja,” svarede jeg bare, og begyndte at gå. ”Jeg håber vi ses igen en anden gang!” råbte han efter mig, og lagde sig ned i græsset igen. Jeg rystede på hovedet af ham, og fortsatte bare ud af skoven.

”Hvor har du været?! Er du fuld?! Svar mig, pigebarn!” Min mor var over mig med det samme, da jeg trådte ind ad hoveddøren. ”Slap af mor. Jeg gik bare en tur i skoven. Nej, jeg er ikke fuld,” sagde jeg roligt, og fjernede hendes omklamrende hænder fra mine kinder. ”Du ved udemærket godt, du skal sige når du går!” Jeg trak ligegyldigt på skuldrene, tog min jakke af, og gik op på mit værelse, imens jeg ignorerede hendes ord. Selvfølgelig vidste jeg, at jeg skulle have lov. Men helt ærligt. Lidt ville jeg gerne bestemme selv. Jeg lukkede døren efter mig, og smed mig ned på min seng, der stod op ad væggen, imens jeg betragtede det hele. Der hang tegninger, sangtekster, og andre kreative ting på en kæmpe opslagstavle overfor min seng, mit skrivebord stod nedenunder, med min bærbare computer, og til højre for min seng, stod mit højtaleranlæg. Væggene var malet hvide, men var hurtigt blevet tildækket af plakater af mine idoler, og det samme gjaldt det træfarvede loft. Jeg havde et helt normalt gråligt gulvtæppe, der ikke var for hårdt, men heller ikke for blødt. Et okay fedt værelse, som jeg også var ret glad for. Mine forældre lod mig som regel selv bestemme over mit værelse, fordi de accepterede det var mit personlige rum, og det skulle se ud, som jeg ville have det. Det eneste de krævede, var at der blev gjort rent, og ryddet op mindst en gang om ugen, og de regler havde jeg ikke svært ved at følge.

Jeg kom til at tænke på drengen fra skoven. Hvorfor havde han været så interesseret i at lære mig at kende? Jeg fandt hurtigt tegnepapir, og blyant, og begyndte at lave en skitse over hans ansigt. Høje kindben, blå øjne, lyse øjebryn, og halvlangt mørkeblondt hår. Et nysgerrigt smil på læben, og et venligt ansigtsudtryk. Nok det der havde gjort jeg var så kold overfor ham. Jeg stolede ikke på hans intentioner. Hele byen vidste godt hvem jeg var. Hende særlingen, der troede hun var så speciel. Ha. En eller anden dag skulle jeg nok vise dem.

Efter at have tegnet i en times tid, var jeg tilfreds med tegningen. Jeg satte den op på opslagstavlen, ved siden af de andre tegninger, og så ham en sidste gang i øjnene. Mig narrer han ikke.

De følgende dage, stødte jeg på ham overalt. Oppe i byen, ude i skoven, på markerne, you name it. Det var som om han fulgte efter mig. Og hver gang gav han mig et kækt smil, og skulle til at indlede en samtale, men jeg gik alltid fra ham. Jeg var ikke interesseret i at lære ham at kende. Jeg havde troet han ville give op, men jeg tog fejl. Han gav ikke op. Og til sidste lod jeg ham få sin vilje.

”Hvad er det du vil?” spurgte jeg irriteret. ”Snakke med dig,” svarede han, og smilede stort. Han så det som et tegn på sejr, at jeg havde reageret på hans vink. ”Hvorfor vil du snakke med mig?” spurgte jeg, og hævede et øjenbryn. Han trak på skuldrene. ”Du virker interessant. Og jeg bliver facineret af interessante mennesker,” sagde han, og lagde hovedet på skrå. Jeg rullede øjne. ”Interessant er nok det sidste adjektiv du kan bruge om mig,” sagde jeg. ”Er det ikke mig der afgører det?” spurgte han. Jeg rystede på hovedet. ”Jeg synes du ser interessant ud. Og jeg vil gerne lære dig at kende,” sagde han. ”Og jeg vil gerne redde miljøet, men vi kan jo ikke alle få vores ønsker opfyldt.” Og så gik jeg fra ham igen. Jeg kunne mærke hans blik i nakken hele vejen ned ad gaden, indtil jeg drejede ned ad en sidevej, og slap væk fra ham igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...