Faldne Engle [One-Shot]

Hvem kunne tro, at de reneste skabninger kunne finde på, at trodse "hans" ord?

51Likes
38Kommentarer
3303Visninger

1. Faldne Engle

 

Det var den støjende trafik, som overdøvede hans hjerteslag. Derfor var der ingen der lagde mærke til, da hans hjertebanken pludseligt sagde stop. Folk ligger først mærke til det nu, hvor han ligger på den hårde, kolde asfalt, med den røde krone omkring sit urørte hoved, med sine afblegede gyldne lokker som dækker hans lukkede øjne, trods tårerne stadig er på hans bløde kinder. Hans hud er hvid, ligesom sneen der falder omkring ham denne vinterdag, og hans fyldige, røde læber er endnu buet op i et svagt smil, imens hans livløse krop klamrer brevet ind til brystet, hjertet, som nu er stille. Han er ren, uskyldig, men selv de reneste skabninger kan blive syndere.

 

Det var en eftermiddag, og selvfølgelig var han i højt humør. Det var hans storebrors fødselsdag, han fyldte enogtyve år den dag. Han havde drevet bageren til vanvid i tyve minutter, for at finde den rigtige kage til sin storebror. Han havde overvejet at købe den hjerteformede kage, men han mente dog, at det måske var lidt for akavet, så han endte med at købe en jordbærkage i stedet.

Han fik dog allerede visket smilet af sine læber, da han kun var tyve meter fra den bygning, hans fars hvide penthouselejlighed var. Han var mødt af synet af ambulancer, og nysgerrige folk som stadig kom strømmende til, bare for at se en smule af det der skete. Han boede dog i en storby, Seoul, så han var vant til at se den slags hver dag, men alligevel var der noget, der gjorde ondt i hans bryst, og han blev nødt til at mase sig gennem folkene, måske en smule voldeligt, før han kunne se, hvad der faktisk var sket.

Det første han så, var selvfølgelig blodet, og så faldt hans blik på den fyr, som ambulancefolkene var lige ved at pakke ind.

I en ligpose.

               ”Vent!!” skreg drengen straks og løb under afspærringens gule bånd, forbi politibetjentene som forsøgte for alt i verden at stoppe ham, men han fortsatte og faldt nærmest sammen ved siden af sin storebror, hvorefter han skubbede lægerne og ambulancefolkene omkring sig væk i arrigskab, med tårerne strømmende ned ad kinderne. Godt nok var hans storebror enogtyve, men selv var han atten, så han vidste udmærket godt, hvorfor hans storebrors øjne ikke var åbne. Han vidste, hvorfor hans hjerte ikke slog længere, og hvorfor hans hud allerede var kold. Han vidste, hvorfor blodet lå på asfalten omkring ham.

               Hans storebror var død.

               ”Bror, det er din fødselsdag i dag… Er det ikke? Så hvorfor vil du ikke have, at vi skal fejre det sammen?!” udbrød drengen imens han nærmest ruskede i hans storebror i vrede og raseri, for at få ham til at åbne de forbandede, smukke, mørkebrune øjne, som han elskede. Det lignede næsten, at han sov. Hans brune hår, med svagt krøl, sad stadig helt perfekt, trods den rødlige farve i nogen af hårstråene.

               Han kunne pludseligt mærke, hvordan et par stærke, ubarmhjertige arme, trak ham væk fra sin elskede, livløse bror, så ambulancefolkene kunne tage ham væk. Drengen skreg stadig sin brors navn, og forsøgte at komme ud af grebet, som stadig havde fat i ham. Det var hans far, som ikke fældede én eneste tåre, over sin ældste søns pludselige død. Drengen så op på sin høje far, hvis ansigt var helt utydeligt, fordi Solen stod i vejen for det, som en krone af lys.

               ”Men far! Det er…” protesterede drengen da ambulancen kørte væk, men var afbrudt af sin godhjertede, men meget strenge far.

               ”Ikke ét ord mere om din bror! Du er nu min eneste søn, så du må ikke skuffe mig på samme måde. Husk på, at der er en grund til, at der både er blevet skabt mænd og kvinder,” sagde hans far og gav endelig slip på sin nu eneste søn. Drengen stirrede bare på sin far med store, en smule forvirrede, øjne. Han ville forsøge at huske på de ord, men han kunne ikke forstå, hvad det havde med hans storebrors død at gøre. Hans far var meget streng, det vidste han. Han kunne være den hårdeste skabning, men også den rareste. Han havde dog sine regler, som de skulle følge, ellers ville de aldrig blive tilgivet.

               Drengen kunne slet ikke stoppe med at græde. Ja, han var atten, voksen, men hans hjerte var stadig som en syvåriges. Han var uskyldig i alt hvad han gjorde, i alle sine bevægelser. Han var en af de skabninger, som ikke ville gøre andre fortræd, så hvorfor skulle den smerte, som sorg bragte med sig, ramme ham? Var det fordi, han selv var en synder? Fordi han faktisk havde syndet hele sit liv?

               Drengen stivnede straks, da han fandt noget. Han var ved at rydde op i sine gamle ting, et sted han sjældent kiggede, hvis nogen sinde. Han fandt noget, som for alvor flåede hans hjerte itu. Det var et brev, et simpelt papir, som var krøllet en smule sammen, og gemt godt inde i en af hans skolemapper. Den blå mappe. Brevet var dog slet ikke ødelagt, og så meget nyt ud. Alt for nyt. Det gav ham en smule kuldegysninger, da han genkendte skriften. Det var ikke de grumme kuldegysninger, det var de rare, dejlige og varme kuldegysninger. Det var hans brors håndskrift, helt ny. Alligevel tøvede drengen lidt med at læse det. Han ville ikke græde mere, han havde grædt nok den dag, selvom det kun var få timer siden, han så sin storebror død, og faktisk burde ligge i sin seng og stortude med ansigtet ned i hovedpuden, som han plejede når de ældre drenge bankede ham i skolen, nu hvor hans storebror ikke var der længere til at beskytte ham.

               Hans bror havde beskyttet ham i skolen, hver eneste dag. Han havde beskyttet ham med sit liv, mod bøllerne. Han havde altid sagt, at de skulle lade hans lillebror være. Hans. Det ord, kunne drengen godt lide. Han ville gerne være hans brors.

               Bare selve tanken var en synd.

               Før drengen vidste af det, havde han dog allerede åbnet det sammenkrøllede brev fra sin storebror. Han kunne ane små pletter af fugt på papiret rundt omkring. Små dråber. De duftede en smule salt, men ikke alt for meget. De var dog for længst tørret ind, og efterlod kun duften, og den lille smule tekst, som de havde tværet ud.

               Da drengen læste brevet, kom der nye, fugtige pletter på papiret, da hans egne salte tårer ramte papirets overflade, og tværede resten af teksten ud, ligesom den tekst, som hans brors tårer havde udtværet. Selvom brevet var langt, var der specielt én sætning, som fik drengen til at bryde ud i gråd. Lydløs gråd.

               Undskyld, jeg fortalte vores far det, selvom han vidste det allerede… Jeg fortalte ham, at jeg elsker dig, lillebror.

               Drengen kunne mærke, at hans hjerte slog hurtigt, imens hans uendelige tårer fortsatte med ad hans silkebløde kinder. Han klamrede brevet ind til sit bryst, som om det var dyrebart. Han klamrede det så hårdt, at det blev endnu mere krøllet, og måske også flænset en smule.

               ”For fanden!” hvæsede drengen og rejste sig vaklende op på sine ben, og gik med en smule besvær, ind på hans brors værelse, som stadig stod urørt. Hver et skridt han tog, føltes som gløder under hans bare fødder. Den smerte kunne dog ikke måle sig med den smerte, han havde i sit hjerte, da han tog fat i vindueskarmen på det åbne vindue, som hans bror var sprunget ud af. Han stillede sig i vindueskarmen, med hans overkrop hængende ud over ingenting men den åbne gade, og hans eneste livline var hans hånd, som stadig havde fat i vindueskarmen. Han vidste, at hans far stod i døren og holdt øje med ham, og det var for sent at bede om tilgivelse. Den støjende trafik udenfor på gaderne mange etager under ham, gjorde ham intet. Han kunne alligevel ikke høre det mere.

               ”Hvis det er en synd at elske dig, min bror… Så er jeg en synder,” hviskede drengen med et lille smil, idet hans hjerte stoppede, og først der faldt han. Med brevet klamrede ind mod sit bryst og det lille, smukke smil han havde.

               Så faldt sneen omkring ham. De hvide englefjer. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...