Love is blind (1D)

Den dag Alison tilfældigt støder ind i den berømte Niall Horan, fra det verdenskendte band One Direction, ændre alt sig. Niall forelsker sig hurtigt i den stille og generte pige, med de lyseste, næsten hvide øjne. Men Alison gemmer på en enorm hemmelig der kan ændre alt. Finder Niall ud af det?

6Likes
8Kommentarer
1209Visninger

2. Væltet

 

Jeg er Alison Darvins, jeg er 18 og født blind. Jeg har ingen venner udover Aston. Jeg bor i en lille lejlighed i midten af London. Mine forældre bor også i London.

 

 

Jeg gik stille og roligt hen ad gaden med min Golde Retriever Aston. Det var en helt almindelig dag, i en helt almindelig storby. Jeg var på vej hjem fra skole. Aston fulgte mig overalt. Han var de øjne jeg ikke havde. Han hjalp mig over vejen, over til køleskabet eller hvor jeg nu skulle hen. Den hund havde været min redning. Hvis jeg ikke havde fået ham, ville min verden stille og roligt sunket ind til ingenting. Jeg gik lidt i mine egne tanker, da jeg vidste at Aston ville føre mig sikkert hjem.

Bump, og så ligger jeg på jorden. En eller anden idiot er gået ind i mig. Direkte ind i mig! ”Se dig dog for!” mumlede jeg surt. Jeg rejste mig langsomt. ”Undskyld det var ikke min mening,” sagde en sød irsk accent. ”For resten, jeg er Niall... Niall Horan!” jeg kunne høre på ham at han smilede undskyldende. Jeg forsøgte at kigge der hvor jeg gættede på hans øjne ville være. Han skulle ikke vide noget. Gud, var han ikke fra det dejligste boyband, One Direction. ”Alison Darvins... Du ham fra One Direction.. Er du ikke?" "Jo.. er du fan?" svarede han stille. "Tjaa, jeres musik er meget god!" sagde jeg. "Vi da også ret lækre ikke?" nu drillede han sikkert, men det var ikke sjovt. Han var sikkert pæn, men hvor skulle jeg vide det fra? ”Tjoo... det er i vel!” sagde jeg undskyldende. ”Er der noget galt?” spurgte han forsigtigt. Jeg rystede på hovedet. ”Må jeg følge dig hjem Alison?” sagde han efter et par minutters akavet stilhed. ”Ja selvfølgelig. Hvis du altså har tid. Jeg mener du jo kendt!” ”Tjaa, de andre siger sikkert ikke noget til det,” grinede han. Jeg trak og gav slip i Astons snor, hvilket var et tegn til at nu skulle han gå.

  ”Her bor jeg så,” sagde jeg og smilede. Intet svar. Endnu engang... Akavet stilhed. Hvorfor var jeg også lige blind. Det var sikkert hundrede gange nemmere at kunne se. ”Må jeg byde på noget?” sagde jeg stille. ”Et glas vand,” sagde han hurtigt.

Jeg kaldte på Aston og han førte mig ud i køknet. Jeg tog et glas og hældte noget iskoldt vand i. Jeg gik ind i stuen og satte mig. ”Så du hører meget One Direction?” spurgte han. ”Tjaa det gør jeg vel,” svarede jeg stille. ”Hvorfor har du egentlig altid din hund med dig?” spurgte han. Han spurgte meget. Det hadede jeg. ”Tja Aston er bare altid med, jeg ved ikke hvorfor sådan rigtigt! Det er han bare!” jeg smilede glad, for det var jo sandt. ”Vil du møde de andre drenge en dag?” ”Om jeg vil? Selvfølgelig vil jeg det!” jeg grinede. ”Vi ses Alison,” sagde han og gav mig et stykke papir. Oh shit. Jeg sank klumpen der pludselig var kommet i min hals. ”Er du okay?” Jeg nikkede. ”Selvfølgelig. Vi ses Niall!” 

 

 

_____________________________________________________________________________________________

 

Undskylder mange gange for det korte kapitel! :p

 

Knusser ckkbo

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...