Giv Slip

*FÆRDIG* En gammel historie som jeg skrev i dansk... tror den er fra syvende? Anyway, der er lidt forskelligt i, noget fra Hunger Games, noget Hetalia, kærlighed, tragedie, sindssyge... alle de der ting som jeg bare elsker at mixe i en historie! Hovedpersonen er Luna, jeg har ingen anelse om hvor gammel hun er, så det er sådan set lidt op til jer... Den er ret kort, så jeg vil ikke lave et resume, for det ville afsløre for meget :3

5Likes
8Kommentarer
694Visninger

1. Giv Slip

 

Jeg gik langsomt hen ad stranden langs med vandkanten, dukken holdt jeg tæt ind til kroppen. Mens jeg gik, huskede jeg, hvorfor jeg måtte gøre det, jeg skulle til at gøre nu...

 

Undskyld, sidder der nogen her?”

Jeg kiggede op, ved siden af mig stod nok noget nær den smukkeste person, jeg nogensinde havde set. Hans hår gik til lidt under kæben, og var kastanjebrunt. Hans hud var let solbrændt, og hans øjne havde samme farve som jade. Han smilede stort, og jeg rystede hurtigt på hovedet, ude af stand til at tale. Han satte sig, og rakte en hånd frem.

Jeg hedder Antonio. Rart at møde dig!”

Jeg tog hans hånd og det lykkedes mig at mumle mit navn;

Luna”

Ah! Perfekt navn til dig! Dit hår har samme farve som måneskin”

Jeg så bare forvirret på ham,

Hvad har måneskin med noget at gøre?”

Vidste du ikke det? Luna betyder måne på spansk”

Åh”

Jeg rødmede, og han smilede om muligt endnu mere.

Hvor er du sød. Vil du ikke vise my rundt på skolen? Jeg er ny her”

Jeg nikkede, og så kom læreren ind i lokalet. Vi fik ikke mulighed for at snakke mere sammen reste af timen, men frokostpausen gik med at vise Antonio rundt, og snakke om alt og ingenting. Han var fra Spanien, og var lige flyttet hertil på grund af sin fars arbejde. Hans mor kom fra Spanien, men hans far var dansker. Det var derfor han talte så godt dansk.

 

Jeg tog endnu et skridt og i mit hoved begyndte Rue's Lullaby at spille;

 

Deep in the meadow,

Under the willow,

 

Vi sad under piletræet på den eng vi havde fundet dybt inde i skoven.

 

A bed of grass,

A soft green pillow,

 

Du lagde dig ned ved siden af mig, og fortalte om Spanien, og hvor vidunderligt der var der.

Som paradis på jord” plejede du at sige, og se op i himlen. I dag gjorde du det samme. Jeg smilede og lagde mig i græsset ved siden af dig, og vi kiggede efter billeder i skyerne, indtil himlen blev sort, og stjernerne og månen oplyste himlen.

 

En stille tåre trillede ned over min kind, snart fulgt af flere.

 

Vi lå igen under piletræet, på vores hemmelige sted, omgivet af tusindfryd. Du sagde at du elskede mig, og aldrig ville forlade mig.

 

Jeg lagde mærke til, at du gradvist forandrede dig. Du lå oftere i græsset, havde mange sygedage, og din smukke, gyldne hud skiftede til at være næsten lige så hvid som mit hår. En dag vi lå i græsset, og du som altid fortalte om Spanien, og paradis på jord, sagde du;

Har du nogen kære, som er kommet i paradis?”

Jeg så overrasket på ham,

Nej. Hvorfor?”

Du ignorerede mit spørgsmål, og spurgte bare;

Har du virkelig ingen døde bedsteforældre? Oldeforældre?”

Jo, men jeg lærte dem aldrig at kende...”

Hm... så du har ingen der venter på dig i Paradis?”

Nej... hvad er det du snakker om?”

Jeg begyndte at blive bange. Hvorfor talte du hele tiden om død? Men du sagde ikke mere den aften.

 

Tårerne løb frit, mens jeg huskede dig.

 

Jeg lå i dine arme om natten, fyldt af glæde. Mærkede din varme, og prøvede at give dig den samme tryghed, som du gav mig. Det var den lykkeligste nat i mit liv, dog virkede du lidt trist. Men jeg lod det være, dvælede i min egen lille lykkebobbel.

To uger senere fandt jeg ud af, at jeg var gravid. Jeg var så glad og lykkelig, at jeg troede at jeg skulle dø. Men da jeg fortalte dig det, græd du blot. Du sagde intet, græd bare.

 

Hvert skridt var ufatteligt hårdt at tage. Det føltes som om at tårerne og minderne tyngede mine ben, og det var tæt på at mine ben gav efter.

 

Du gav mig en dukke, en lille slaskedukke med lysebrunt hår. En af den slags hvis arme, ben og hoved er af plastik, og resten er hvidt stof, og pudefyld. Og selv om den hverken var særlig køn, eller særlig dyr, blev den noget af det vigtigste i mit liv. De dage har nok været de bedste, lykkeligste i mit liv. Men selvfølgelig kunne det ikke vare ved.

 

Jeg rejste mig og kæmpede mig videre, jeg klyngede dukken tæt ind til kroppen.

 

Et eller andet sted vidste jeg det godt. Jeg vidste godt, at et menneske ikke kunne føle så meget glæde, uden også at føle smerte. Men alligevel kom det som et chok for mig.

Luna...” Du sagde det med en sådan ømhed, mit navn. Det gjorde du altid, men det var alligevel anderledes. Der var mere i din stemme, smerte.

Jeg har leukæmi.”

På et sekund brast min bobbel af lykke, og min verden styrtede i grus.

 

Lay down your head,

And close your eyes,

 

Du lå i en hospitalsseng. Alt dit smukke brune hår var væk, og din hud var hvid som sne. Dine øjne var lukkede, du sov. Havde ikke længere styrken til at smile, være vågen. Du sov bare. Nogle gange åbnede du øjnene mens jeg var der, andre gange ikke. Men hver gang du så mig, forsøgte du at smile, selvom jeg kunne se at det gjorde ondt på dig. Du blev ved med at fortælle om paradis, og du sagde at du en dag ville tage mig med dertil, når du engang blev rask. I dag var en af de dage, hvor du åbnede øjnene. Du prøvede ikke at smile, jeg havde bedt dig lade være. Det gjorde for ondt.

Paradis er det smukkeste sted på jord. Et fantastisk rige i skyerne, uden nød og kulde.”

Det ved jeg.” sagde jeg. ”Og en dag tager du mig med dertil” Tårerne strømmede ned af mine kinder, og jeg knugede dukken tæt ind til min krop. Det var ikke nemt længere, min voksende mave kom i vejen.

Nej.” Jeg holdt op med at smile. Jeg tabte dukken.

Jeg kan ikke længere tage dig med, for jeg skal afsted før dig. Jeg kan ikke tage dig med, men jeg vil vente på dig, lige så længe det skal være” Jeg klemte øjnene i og holdt om min mave. Jeg tog din hånd og holdt den mod min mave.

Kan du mærke det? Antonio, det er din baby, vores barn. Du kan ikke bare forlade det!” En enkelt tåre trillede ned over din kind, og du lukkede øjnene.

 

And when they open,

The sun will rise.

 

Du åbnede aldrig øjnene igen.

 

Jeg gik hen mod den sten på stranden som vi havde siddet på om sommeren, og set ud over havet. Barnet havde været dødfødt.

 

Når jeg prøvede at huske på de tre måneder efter din død, var alt sort. Når jeg spurgte andre, ville de ikke tale om det. Men lægerne havde fortalt mig det.

Jeg var blevet sindssyg. Havde mistet forstanden, og var gået helt i sort. Jeg blev ved med at hviske; ”Du brød dit løfte, du sagde, at du aldrig ville forlade mig, du elskede mig, hvordan kunne du gøre det...” På et tidspunkt var jeg blevet så deprimeret, at jeg havde prøvet at slette alle spor efter dig, for at glemme dig. Også vores barn.

 

Jeg havde dræbt det. Havde stukket mig i aven og slået det ihjel. Havde stukket mig selv i brystet og ramt ved siden af hver gang. Jeg sang det sidste af sangen, mens jeg lagde dukken på stenen.

 

”Here it's safe,”

”And here it's warm,”

And here the daisies guard,”

”You from every harm,”

 

Jeg lagde dukken fra mig, og begyndte at gå. Heg tænkte på dig, håbede at du havde det godt, og vidste at vi snart skulle ses.

 

”Here your dreams are sweet”

 

Jeg var tilbage på engen, lå i græsset under piletræet hvor vi plejede at ligge sammen, og tænkte på dig.

 

”And tomorrow brings them true”

 

Jeg håbede, at mine drømme kunne blive opfyldt, at jeg snart kunne se dig igen. Jeg lukkede øjnene og følte livet sive ud af mig. Man kan åbenbart godt dø af sorg.

 

”Here is”

”The place where I love you”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...