Mord på samvittigheden

Tom Richardson er dømt til døden for mord på en ung kvinde. Tom er ikke som alle andre mordere - han angrer ikke på grund af sin straf, han angrer over sine synder. Mens han sidder i sin celle og venter på sin straf, får han besøg af en præst. Præsten opfordrer ham til en at skrive en dagbog - en dagbog, hvor han skriver til Gud.

5Likes
8Kommentarer
1373Visninger
AA

5. Afvist

 

De vil ikke høre. Selvfølgelig vil de ikke det. De har en morder til aviserne, som allerede har indrømmet sin skyld. Det må være det vigtigste for dem. Deres arbejde er gjort. Snart har de en død morder, og en død morder kan ikke bevise sin uskyld. Døde mennesker snakker ikke. Det er nok til at berolige de pårørende, samfundet og medierne. Men deres rigtigt morder er stadig derude. En morder der ikke længere blot er skyld i et drab.

De tror bare, at jeg er en syg morder, der er blevet bange for døden. En henrettelse de ser frem til. Jeg kan se det i deres øjne. Men jeg kan ikke bebrejde dem. Jeg ville ikke have troet på mig, hvis jeg var en anden. Og selvfølgelig er mine påståede handlinger nok til døden. Smid ham i stolen, og det kan kun gå for langsomt, ville jeg have råbt. Men jeg er ikke en anden. Jeg misunder ikke deres egentlige morder. Jeg misunder ham ikke, at han går fri med skylden. Så hellere min skæbne til hver en tid. Men jeg hader ham. Jeg hader ham for os begge, både kvinden - hvis navn jeg aldrig kommer til at kende og stemme aldrig kommer til at høre - og mig selv. Uden ham ville jeg ikke have siddet her nu. Men på en måde er det også en lettelse – hvis man ser bort fra magtesløsheden og det uretfærdige. Det er en lettelse at slippe for skyldfølelsen. Hellere uskyldigt dømt, end overbevisningen om at have taget en anden persons liv. Til hver en tid.

Det værste er det, jeg efterlader min familie med. Deres fremtid er ødelagt, hvis ikke de stikker af og lyver sig til en anden fortid. Ingen vil dem længere noget godt. Men lige så meget er det tanken om, at mine elskede tror på min skyld. Jeg har lov til et besøg fra min familie, inden jeg går bort. Men jeg får det aldrig. De vil ikke se mig, ikke høre på mig. Præcis som fængselsvagterne ikke vil det. Jeg er blevet afvist.

 

Tom

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...