Hold On - Justin Bieber

Efter en forfærdelig bilulykke ligger Justins forlovede, Karen, på hospitalet i koma. Hendes tid er knap, og lægerne er i tvivl, om hun vil klare det. Justin mener, at det hele er hans skyld. Det var ham, som styrede bilen ind til siden, men Justin glemmer, at det var Karen selv, som spændte sit sikkerhedsbælte op....

*Dette er mit bud til JB Fan Fiction konkurrencen! Det ville betyde meget for mig, hvis i lige gad at skrive en kommentar eller noget! Jeg vil sindssygt gerne vinde, så derfor er det her også lidt underligt at skrive, men ja.... :-D*

31Likes
15Kommentarer
2152Visninger
AA

2. One-shot.

Alt var stille. Totalt stille. Alt for stille i forhold til, at de havde Justin Biebers forlovede indlagt i koma på hospitalet, og de i følge ham burde gøre alt for at få liv i hende.

”Hvordan går det med hende? Er der noget nyt?” spurgte Justin nysgerrigt og kiggede bedende på Alice, som havde stået bag den disk i snart ti år. Hun havde mødt mange desperate besøgende, men Justin lå klart på top fem listen.

”Beklager, Hr. Bieber. Vi er bange for, at deres forlovede måske ikke klarer det. Hvis der ikke snart kommer noget nyt fra hende, er vi bange for, at vi må slukke for maskinen. Vi kan ikke blive ved på den her måde,” sagde hun og holdt sin irritation godt tilbage.  Hun var træt af hans sædvanlige spørgsmål hver dag, men hun forstod ham udmærket godt. 

”Jamen... Hvad nu hvis i får flere penge til det? Så kan i måske få me...”

”Vi beklager meget,” afbrød hun Justin, og han kiggede skuffet ned i jorden. Han ville ikke miste Karen. Ikke endnu. De skulle blive gamle sammen, de skulle have børn sammen, og ikke nok med det – de skulle giftes og være sammen for evigt. Præcis ligesom i eventyrerne. Dog så det ikke ud til, at dette eventyr havde en lykkelig slutning lige indtil videre.

Justin satte sig over på en af stolene ved siden af Pattie, sin mor, som lagde sin arm omkring ham, imens hun strøg sine fingre igennem hans hår.

”Hun skal nok klare det,” sagde hun støttende, og Justin nikkede. Han prøvede at forholde sig stærk. Han havde grædt sig selv flere nætter i søvn. I følge ham – så var det hele hans skyld...

 

”Don’t go breaking my heart!” skreg Karen af hele sin hals’ kræft.

”I couldn’t if I tried!” fortsatte Justin med hende, og hun grinede ad ham.

”Som altid lyder du fantastisk,” sagde hun sarkastisk, og Justin kunne ikke lade være med grine. Sneen dalede ned fra alle sider af, og de dannede sig et kæmpe lag på den kolde jord. Det var svært at se noget, samtidig med at vinden hev i bilen. Justin blinkede ind til siden, men opadgede ikke selv, at han faktisk ikke have blinket ordentlig ind til siden.

”Jeg elsker vinteren,” sagde Karen og kiggede ud af ruderne, som var der julelys i hendes øjne. Hendes blå øjne skinnede så smukt.

”Det ved jeg, at du gør,” sagde Justin. Hun smilede, klikkede sin sele op og lænede sig forsigtigt ind over ham, hvor hun smedede deres læber sammen, som var de ét legeme.

”Jeg elsker dig,” mumlede hun i deres kys.

”Jeg elsker også dig,” sagde Justin og trak Karen endnu længere ind til sig. De var begge fuldstændig vilde med hinanden. Det var heller ikke for ingenting, at de havde været kærester i fire år, og Justin endelig havde taget sig sammen til at fri til hende. Brylluppet skulle stå om blot en måned, og det meste var på plads.

 Fuldstændig optaget af hinanden, lagde de ikke mærke til lyden af en lastbil bag dem, hvor chaufføren som styrede bilen, havde mistet kontrollen totalt, og næsten ikke kunne se noget på grund af vejret. Og før nogle af dem kunne reagere på noget som helst, havde lastbilen ramt deres bil.

Karen, som ikke havde sele på, fløj ud af ruden med hovedet først. Hendes hoved knuste ruden, og hun landede på kølerhjelmen. Ruden havde revet flere flænger i både hendes ansigt og krop, og blodet sivede ud af hende.

Justin, som stadig var spændt fast, blev kastet frem i puden, som bilen automatisk havde udløst. Den hårde påkørsel gjorde, at Justin besvimede.

Lastbilchaufføren steg chokeret ud af sin lastbil, hvor han kiggede omkring. Der var ingen, men han vidste, at der snart ville komme nogen. Stødet havde nemlig været meget højlydt. Han tog sin telefon op med det samme og ringede 911...

Først efter opkaldet gik han hen for at tjekke til Justin og Karen. Da han opdagede, at det var Justin, blev han straks ekstra bange. Han kunne nemlig ikke lade være med at tænke på, hvis Justin kunne finde på at sagsøge ham for stødet og bede om erstatning.

Ambulancen og politiet kom kørende efter hinanden, og de kørte både Karen og Justin på hospitalet.  Karens flænger ville blive svære at fikse...

 

”Hr. Bieber, De kan se til Karen Gold nu,” sagde Alice, og Justin levede op. Endelig! Efter to dage hvor han bare har kigget igennem ruden, måtte han endelig se hende. Dog havde hun ligget i koma meget længere. To måneder for at være præcis. Dog havde Justin fået forbud på grund af, at Karen havde brug for fred.

Justins fødder tog selv kontrollen og løb imod Karens rum. Uden at tøve gik han ind i rummet. Dog fik han et chok, da hun ikke længere lå i koma.

”Det er hendes sidste chance,” sagde overlæge Gerry.  Justin nikkede. Selvom han ville ønske, at de kunne holde hende meget længere, så forstod han det på en eller anden underlig måde. ”Jeg vil give dig noget tid.” Gerry gik ud, og Justin satte sig ved siden af Karen på en stol. Han tog hendes hånd i sin og strøg den forsigtigt med sin tommelfinger.

”Karen? Hvis du kan høre mig, skal du bare vide, at jeg er så ked af det, der skete i bilen. Det hele var min skyld. Jeg skulle have kørt videre i stedet for at stoppe ind til siden. Jeg er så ked af det, Karen.” Selvom Justin havde prøvet at holde tårerne tilbage i så lang tid, kunne han ikke længere. Én efter én gled de ned af hans kinder. Hvis Karen forsvandt – ville det være som en kæmpe del af ham, der forsvandt.

”Vær nu sød at vågne op, Karen. Jeg elsker dig,” sagde han og kyssede blidt hendes hånd. ”Hold fast i livet. Tænk på, hvorfor du elsker det så højt.” Ikke en eneste lyd kom fra Karen. ”Du elsker vinteren, Karen. Du elsker at se solen gå ned, imens du kigger udover havet. Og selvom årstider er totalt modsat af hinanden, elsker du begge lige højt. Du elsker, at du kan gøre, hvad du vil. At du ikke er bundet til noget eller nogen.” Justin tårer landede på Karens hånd.

”Bliv hos mig, baby,” hviskede han, og en enkelt tårer landede på hendes hånd igen. Justin gemte sit ansigt i hendes hånd og satte sig til at hulke. Karen rørte forsigtigt på sig, men på grund af Justins egen hulken, kunne han ikke mærke det eller se det. Hun prøvede at finde kræfter til at røre ham, men hun var så svag.

”J-justin,” hviskede Karen lavt og svagt. Justin kiggede op på Karens smukke ansigt og blinkede flere gange med øjnene for at være sikker. Dette var noget, han havde oplvevet mange gange i en drøm, men var det virkelig sandt denne gang? Var det her virkeligheden?

”Karen! Åh min gud! Du er i live! Jeg troede, at det var slut med os!” sagde Justin overlykkeligt og lod sin hånd kærtegne hendes kind. ”Mor! Hun er i live! Mor!” råbte Justin ud af døren, og Karen grinte svagt. Selvom det gjorde ondt på hende, så grinte hun.

***

”Du ser ud til at være fuldstændig rask igen, Karen,” sagde overlæge Gerry. Efter to uger på hospitalet var Karen klar til at tage hjem igen. Endelig. ”Du skal komme tilbage igen på mandag i næste uge – så tjekker vi dig lige et par gange mere.” Karen  nikkede, og Justin tog lykkeligt hendes hånd. Dette var Guds mirakel. Han havde givet ham gaven, at lade Karen leve...

”Tak for at lade Karen overleve, Gud,” hviskede Justin imod himlen, så ingen hørte det. Karen smilede. Dette var kærlighed for altid...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...