Den forbandede skæbne

Den upopulære og "fattige" Jenny Lawrence, befandt sig i 2120, hvor hendes far arbejdede med at fjerne alt fra døde folk uden arvs huse.
En dag gik hun med, og fandt så, en lille,trækiste. I trækisten fandt hun en dagbog. Men, så fandt hun ud af at hun blev nød til at gå tilbage til det gamle hus og lede efter nøglen til dagbogen. På vejen der hen støder hun ind i Adam. (hendes drømme prins) Og han begyndte at hjælpe hende. Og de blev gode venner, men stadig med hemligheden at Jenny kan lide ham. Da de endelig kunne læse i dagbog, opdagede de at dagbogen tilhørte Annabell Johnson, også kendt som hende der boede i huset.
I dagbogen skriver hun om kærlighed og fare.
Dagen efter opsøgte Annabells spøgelse, Jenny om at komme væk fra selvmordernes dimension som er der hun er fanget.

4Likes
8Kommentarer
1761Visninger
AA

4. Nøglen

Da vi havde gået i 5 min. Sagde Adam at vi snart var fremme. Og jeg kunne skimte et hvidt hus med sort tag, imellem grenene fra naboens have. Det så rimelig nyt ud. Der var en stor udestue, en altan lige under taget og en stor veranda med et spisebord med seks stole og en grill. Det var det rene luksus i forhold til min lille treværelses  lejlighed på markvej.

Vi gik ind af havelågen, og jeg opdagede hvor større det var end jeg havde troet. Og det var bare forhaven. Der var nogle træer i haven. Det var vist nogle æbletræer og kirsebærtræer. Rund om "pynte træerne" (som det var) var der nogle sten i forskellige farver.

Der var en lille flise sti, som gik fra have lågen og hen til hoveddøren.

Adam og jeg gik ind af den ulåste dør og satte os i sofaen.

Lyset skinnede gennem vinduerne og lyste stuen op.

Stuen var ret moderne. Vi sad i en kæmpe Houston chaiselong ( en chaiselong i sofa udgave) og foran os et lille toetagers sofabord. Foran sofabordet og sofaen hang et 3D fjernsyn fra Apple på væggen. Bag sofaen var et spisebord med seks stole, og bag det lå et åbent luksus køkken som hang sammen med stuen.

Hold da op tænkte jeg, og så mig omkring som om jeg var i paradis.

En bemærkning som fik Adam til at le.

Vi gav os til at snakke.

"Hvad arbejder dine forældre egentlig med?" spurgte jeg

"Jo altså min mor er sygeplejerske og min far er computertekniker" svarede han.

Og sådan varede det lidt. Jeg spurgte ham og han svarede mig og han spurgte mig og jeg svarede ham.

Men, så spurgte han endelig om vi ikke kunne komme af sted til det gamle hus, og jeg sagde ja.

 

Huset var ikke mindre forfaldent end sidste gang jeg var her.

Jeg kunne mærke at Adam var ligeså spændt som mig selv. Spændt til at finde nøglen og åbne dagbogen.

 

Jeg åbnede ligeså forsigtigt døren. Bange for at den skulle ryge af.

"Okey" sagde jeg "Vi skal finde den nøgle"

"Den kan jo ligge hvor som helst i dette hus" sagde Adam med ærgerlig mine.

"Ja. Men denne her kan måske hjælpe...." sagde jeg og tog dagbogen op af min lille slidte taske.

Adam så nøje på mønstrene, og nikkede derefter. Og vi gik i gang med at lede.

Jeg startede med et lille sofabord men der lå den ikke. Og gik videre til en kæmpe bogreol. Jeg startede fra bunden og op. Det føltes som om at vi havde ledt i flere timer, men da jeg så på min mobil (en gammel IPhone5) var der kun gået en halv.

Mens jeg ledte og ledte, kiggede jeg mig en gang imellem over skulderen og så på Adam. Han så, så sød ud mens han ledte. Det, der koncentreret blik. Og jeg tænkte over hvornår og hvordan mon jeg skulle fortælle ham at jeg var vild med ham.

Og der. Mens jeg var inden i mine egne tanker noget, noget læder mine fingre. En læder indbundet bog. Jeg hev den forsigtigt ud af bogreolen, og opdagede at der var de samme mønstre på forsiden af bogen som på dagbogen!

Jeg åbnede den..... Og der lå nøglen og skinnede. Jeg vidste bare at det var den.

"Adam Adam!" råbte jeg. "Jeg har fundet nøglen"

"Har d..." og mere noget han ikke at sige, for så væltede jeg ham omkuld af bar´ glæde.

Men, i det sekund jeg lå oven på ham. Og kiggede på hans store funklende blå øjne, og han kiggede på mine ikke nær så funklende grønne øjne, skete der et eller andet imellem os to.

 Men, jeg skyndte mig at sætte mig op.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...