Den forbandede skæbne

Den upopulære og "fattige" Jenny Lawrence, befandt sig i 2120, hvor hendes far arbejdede med at fjerne alt fra døde folk uden arvs huse.
En dag gik hun med, og fandt så, en lille,trækiste. I trækisten fandt hun en dagbog. Men, så fandt hun ud af at hun blev nød til at gå tilbage til det gamle hus og lede efter nøglen til dagbogen. På vejen der hen støder hun ind i Adam. (hendes drømme prins) Og han begyndte at hjælpe hende. Og de blev gode venner, men stadig med hemligheden at Jenny kan lide ham. Da de endelig kunne læse i dagbog, opdagede de at dagbogen tilhørte Annabell Johnson, også kendt som hende der boede i huset.
I dagbogen skriver hun om kærlighed og fare.
Dagen efter opsøgte Annabells spøgelse, Jenny om at komme væk fra selvmordernes dimension som er der hun er fanget.

4Likes
8Kommentarer
1763Visninger
AA

7. Kysset

Den næste morgen havde jeg svært ved at tænke på noget andet end det der skete i går nat. Jeg havde svært ved at fatte at det rent faktisk var rigtigt.

Og hvad med det hende Annabell sagde. Jeg prøvede at huske det.

Jeg satte mig op i sengen og koncentreret mig.

Drengen med det rene hjerte

pigen der elskede

der indgår ingen smerte

så blir´ de to forelskede.

Hvad gør man når man elsker?

wow jeg kunne faktisk huske det. Bare jeg ikke glemte det igen. Så jeg skyndte mig at skrive det ned.

Det var godt nok det mærkeligste rim jeg nogen sinde havde hørt.

Jeg prøvede at forstå det.

Og først da fandt jeg ud af det. Drengen med det rene hjerte. Det var selvfølgelig Adam. Ham der var så barmhjertig.

Og: Pigen der elskede.

Hvad skulle det betyde?.....

Ååhh du godeste det var jo mig! Jeg var forelsket i Adam.

Resten gad jeg ikke finde ud af for nu forstod jeg det vigtigste.

Jeg overvejede lidt at lade være med at fortælle det til Adam. Så ville han nemlig ikke  finde ud af at jeg var vild med ham. Men det var vel fjollet for hvis nu han ikke kunne lide mig. Det værste var vel at få et "lad os bare være venner" eller noget i den stil?

 

Men, til sidst fik jeg overtalt mig selv til at ringe til ham og spørge om han ikke kunne komme herover igen, fordi at jeg havde noget vigtigt at fortælle.

Og en halv time efter, ringede det på døren.

"Nå. Hvad er så, så vigtigt at jeg var nød til at komme herover igen?" Spurgte han og smilte.

Og så fortalte jeg ham alt det der skete i går, nat.

Der gik en lang pause. Det var som om den varede en evighed. Men så brød Adam stilheden.

"Kan du lige sige rimet igen?"

"Jo"

"Jeg har skrevet det ned. Her" Sagde jeg og gav ham det lille stykke papir med rimet.

Han læste det med meget koncentreret mine, og efter det. Igen stilhed.

"Adam?"

"mmhh"

"Jeg ved godt hvad noget af det betyder"

Jeg følte mig mærkelig tilpas at sige det på den måde. Det var så svært. Hvilket er meget sært siden mig og Adam er blevet gode venner.

"Gør du?" Hans tonefald var lidt underligt. Som om han ikke helt troede på hvad jeg sagde.

"Ja. Drengen med det rene hjerte - er dig" Stilhed igen. Jeg vidste ikke helt hvordan jeg skulle forklare hvorfor og hvordan at det var ham. Men, det var som om at han forstod mig.

"Og - Pigen der elskede" Jeg tøvede lidt "Er mig" Et overasket udtryk kom til syne i Adams ansigt men, derefter et smil.

"Nu forstår jeg det hele" sagde han drømmene og fjernede en slangekrølle fra mit ansigt.

Han holdt om mit ansigt, så blidt som om at jeg var lavet af porcelæn og kunne gå i stykker når som helst, og jeg lukkede øjnene. Og vores læber rørte hinanden. Det var et kys så inderligt. Et kys jeg havde ventet på i så lang tid. Vi holdt om hinanden og kærtegnede hinanden. Jeg følte mig så skrøbelig og han beskyttede mig. Vi lå lidt på min seng og kiggede på hinanden og kyssede lidt nu og da.

 

Den nat sov Adam hos mig. Vi lå der og nussede til hinanden.

Og der. Udenfor. På natte himlen, syntes jeg at jeg så Annabell. Og Julius. Sammen. . .....

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...