Den forbandede skæbne

Den upopulære og "fattige" Jenny Lawrence, befandt sig i 2120, hvor hendes far arbejdede med at fjerne alt fra døde folk uden arvs huse.
En dag gik hun med, og fandt så, en lille,trækiste. I trækisten fandt hun en dagbog. Men, så fandt hun ud af at hun blev nød til at gå tilbage til det gamle hus og lede efter nøglen til dagbogen. På vejen der hen støder hun ind i Adam. (hendes drømme prins) Og han begyndte at hjælpe hende. Og de blev gode venner, men stadig med hemligheden at Jenny kan lide ham. Da de endelig kunne læse i dagbog, opdagede de at dagbogen tilhørte Annabell Johnson, også kendt som hende der boede i huset.
I dagbogen skriver hun om kærlighed og fare.
Dagen efter opsøgte Annabells spøgelse, Jenny om at komme væk fra selvmordernes dimension som er der hun er fanget.

4Likes
8Kommentarer
1910Visninger
AA

3. Et nyt venskab?

Efter skole styrtede jeg hjem, op på mit værelse og hen til trækisten. I går var jeg bange for om der var noget farligt eller uhyggeligt nede i den. Men, det var da også lidt åndssvagt.

Men, da. Der var det tid. En 100 år gammel trækiste, det var egentligt rimelig cool.

Der kunne jo ligge hvad som helst i en 10 cm lang og bred, 100 år gammel trækiste.

Jeg løftede lige så forsigtigt låget med bittesmå bevægelser. Og da, så fint, lå en lille læder indbundet bog med lås. Der var ridset mærkelige symboler i læderet. Nogle cirkler og streger oven i hinanden. Jeg strøg lige så forsigtigt fingeren hen over symbolerne.

Hvor var det spændende. Jeg ville så ubeskriveligt gerne læse i den. Og jeg kunne ikke vente. Hvem mon den tilhørte? Den der bor i huset? Hvad mon der stod der i den? Tænk hvis den var magisk?

Så mange spørgsmål. Så mange uopklarlige spørgsmål. Indtil videre. Men midt i alle disse tanker gik det op for mig at den var låst. Nej. Hvor blev jeg skuffet. Jeg glædet mig sådan til at læse i den.

"Og vent lige en halv. Sig ikke at jeg skal tilbage til huset, og lede efter nøglen" Tænkte jeg højt. Pis. Det skulle jeg jo.

 

Jeg  pakkede en lille madpakke, og tog en vandflaske med. Og selvfølgelig også dagbogen.

Jeg havde tænkt mig at cykle derover. Jeg kendte nemlig vejen. Huset lå tæt på...  På. Min hjerne stoppede i et par sekunder. På Adam. Nej. Ikke flere pinlige og uforklarlige sager. Men jeg SKULLE bare finde den nøgle. "Jeg gør det. Jeg vil det" Tænkte jeg højt igen.

 

Stedet var nemt at genkende. Den grusede vej og skoven selvfølgelig. Der var så stor forskel på det sted huset lå, og kvarteret Adam boede i.

Vinden i mine lange mørkebrune  slangekrøller og den lune friske forårsluft i ansigtet, gjorde cykelturen fra irriterende transport til noget man kunne nyde.

Da jeg fik øje på det ensomme hus for enden af Kimevej, standsede jeg på fortovet overfor, og. . .

Og der. Ja, der. Gik Adam. Adam med det småpjuskede gyldne hår, og de store funklende havblå øjne som altid gjorde mig en del mere klodset end jeg var i forvejen. Ja, Adam fra parallel klassen.

Det var dette jeg ville undgå. Undgå at involvere ham. Undgå at han spørger om hvad det er jeg laver her, og blive nød til at forklare ham det. Og han ville syntes at jeg var mærkelig, og alt for overtroisk. Men hvis jeg bare lod som ingenting; ville han da bare gå forbi?

Men det var det der var problemet. Når jeg først havde fået øje på ham er det svært at holde op. Hans smukke perfekte ansigt, hans smukke mørkeblå øjne og munden med det skæve smil, der var svagt røde.

Ååhh nej. Nu var han kun 3 eller 4 meter væk. Han havde stadig ikke opdaget mig. Men snart. Snart skulle det ske. Hvorfor var jeg altid den uheldige.

Og der. Der så han mig.

Først så han overasket ud men så. . . Glad? For at se mig? Mærkeligt.

Jeg vendte mig lige om for at se om der var nogen bag mig han havde fået øje på. Men der var ingen at se. Det var mig. Men mig. Han kendte mig knap nok. Vi mødtes engang imellem i skolegården, og han smilede altid til mig og. . . Han smilede altid til mig?

Jeg blev pludselig meget glad inden i. Men han smilte vel til alle?

"Hej" sagde han pludselig, og stod lige foran mig. Jeg blev helt forskrækket, og var lige ved at vælte min cykel ( typisk mig ), som jeg stadig ikke havde fået låst.

"Undskyld. Det var ikke min mening at forskrække dig" sagde han med et undskyldende smil.

 "Ååhh. . . Det gør øøhh. . . ikke øøhh. . . noget" sagde jeg og snublede over ordene, og jeg kunne mærke at jeg rødmede.

"Du hedder Jenny. Jenny Lawrence. Gør du ik´?" spurgte han og smilte. Hvordan kendte han til mit navn?

 "øøhh. .  Jo. Men hvordan kender du til mit navn?" spurgte, jeg lidt mere `normalt´.

"øøhh. . ." Da var det Adam der sagde øøhh. "Altså det øøhh. ."

 Og da. Ja da. Kom spørgsmålet som jeg havde frygtet. Han skiftede emne.

 "Hvad laver du egentligt her. Efter skole?"

"Okey. Vil du virkelig vide det" Sagde jeg. Overasket over hvor normalt og selvsikkert det lød, og uden at tøve.

"øøhhm. . Ja" svarede han og så lidt mistroisk på mig. Og så fortalte jeg om alt det der var sket. Om det gamle hus, om trækisten, om dagbogen i trækisten og om at jeg nu skulle tilbage for at lede efter nøglen til dagbogen. Da jeg var færdig med at forklare , så han slet ikke mærkværdigt på mig han sagde bare:

"Cool. Har du brug for hjælp?" Jeg kunne ikke fatte det. Jeg havde troet at han ville syntes at jeg var mærkelig, men nu tilbød han  mig sin hjælp!

"Ja. Eller egentligt ikke, men du må godt komme med" Sagde jeg. "Hvis du vil?"

"Det vil jeg gerne." sagde han og smilte "Så kan vi lige være 10 min. hjemme hos mig, og så tage over til det gamle hus"

"Okey. Klart" sagde jeg og lyste op i verdens lykkeligste smil.

Og så tog han mig i hånden, og vi traskede glade hen til hans hus, hånd i hånd.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...