Den forbandede skæbne

Den upopulære og "fattige" Jenny Lawrence, befandt sig i 2120, hvor hendes far arbejdede med at fjerne alt fra døde folk uden arvs huse.
En dag gik hun med, og fandt så, en lille,trækiste. I trækisten fandt hun en dagbog. Men, så fandt hun ud af at hun blev nød til at gå tilbage til det gamle hus og lede efter nøglen til dagbogen. På vejen der hen støder hun ind i Adam. (hendes drømme prins) Og han begyndte at hjælpe hende. Og de blev gode venner, men stadig med hemligheden at Jenny kan lide ham. Da de endelig kunne læse i dagbog, opdagede de at dagbogen tilhørte Annabell Johnson, også kendt som hende der boede i huset.
I dagbogen skriver hun om kærlighed og fare.
Dagen efter opsøgte Annabells spøgelse, Jenny om at komme væk fra selvmordernes dimension som er der hun er fanget.

4Likes
8Kommentarer
1864Visninger
AA

2. Det gamle hus

Det var første gang jeg var i sådan et mærkeligt hus. Altså ikke fordi at jeg tit går med min far på arbejde men fordi det VIRKELIGT var mærkeligt.

Det lå lidt for sig selv lige ved siden af en skov. For enden af en vej kaldet Kimevej.

Det var meget gammeldags. Altså det vi har her er et hus fra år 2012! Har far sagt.

Huset var vist lyserødt. Det var meget svært at se på grund af den afskallede maling.

Da vi gik ind i huset lugtede der MEGET dårligt af indelukkelse og jeg farede hen til vinduerne og åbnede dem. En spurten som fik min far til at grine. Et grin der gjorde mig varm inden i.

"øøhh.. Far hvorfor er det lige præcis at vi skal "gennemrode" et 100 år gammelt hus?" spurgte jeg forbavset over hvor forfaldent her var.

" Det er fordi at her er mange gamle værdifulde ting. Og bliver du interesseret i noget tager du det bare det må vi godt" svarede min far med et glimt i øjet.

 

Jeg havde gået lidt rundt i huset men, det var bare så klamt. Især badeværelset. Der var mug og svamp i toilettet og badekarret og i håndvasken.

Jeg blev nød til at få noget frisk luft.

I modsætning til min far der var meget interesseret i huset, ville jeg ikke ødelægge hans gode humør med en irriterende sætning. Så i stedet sagde jeg bare "Jeg går lige ud og tjekker haven" og min far svarede glad mens han roede i nogle skuffer "det gør du bare". Han troede vist at jeg var interesseret lige så meget som ham. Og jeg tvang et smil frem.

Ude i haven kunne man svært se fliserne. For de var blevet dækket til med ukrut.

Der var et havebord med to stole, hvor nogle meget sjældne mælkebøtteplanter havde  snoet sig op af stolene ( mælkebøtterne blev næsten udryddet for et par årtier siden, fordi at da tidens folk syntes at det var ukrudt) det var sådan set det der var i haven.

Jeg gik lidt rundt og betragtede den ukrudtsbegroede have, mens jeg sparkede til en sten.

Nu hvor jeg tænker mig om, var jeg lidt skuffet over at det var sådan et kedeligt hus. Men, der var jeg for hurtig. For pludselig ramte stenen jeg havde stået og sparket til, en genstand halvt nede i jorden. Det var da besynderligt. Jeg gravede genstanden op, og så at det var en lille yndig og detaljeret trækiste med nogle afskallede blomstermønstre på.

Hvad var der mon i? Jeg turde faktisk ikke at åbne den.

Nu blev jeg helt bange.

Jeg kiggede lidt på kisten, og så drønede jeg ind i huset efter min far. Og jeg kom til at løbe ind i en kæmpe dukke der sad på en lille stol der fik mig til at udstøde et skrig. Jeg gik ind i soveværelset hvor jeg var løbet ind i sengen og sengen var nær presset sammen men, endelig fandt jeg min far ude foran bilen,  i gang med at bære et stort ur op på transportvognen bag på bilen, og jeg gav ham et kæmpe kram og knugede mig ind til ham.

 

Den nat havde jeg svært ved at falde i søvn. Jeg lå bare og kiggede op i loftet og tænkte........

  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...