Den forbandede skæbne

Den upopulære og "fattige" Jenny Lawrence, befandt sig i 2120, hvor hendes far arbejdede med at fjerne alt fra døde folk uden arvs huse.
En dag gik hun med, og fandt så, en lille,trækiste. I trækisten fandt hun en dagbog. Men, så fandt hun ud af at hun blev nød til at gå tilbage til det gamle hus og lede efter nøglen til dagbogen. På vejen der hen støder hun ind i Adam. (hendes drømme prins) Og han begyndte at hjælpe hende. Og de blev gode venner, men stadig med hemligheden at Jenny kan lide ham. Da de endelig kunne læse i dagbog, opdagede de at dagbogen tilhørte Annabell Johnson, også kendt som hende der boede i huset.
I dagbogen skriver hun om kærlighed og fare.
Dagen efter opsøgte Annabells spøgelse, Jenny om at komme væk fra selvmordernes dimension som er der hun er fanget.

4Likes
8Kommentarer
1794Visninger
AA

6. Besøg

Den nat kunne jeg ikke falde i søvn jeg lå bare og tænkte. Tænkte på dagbogen. Tænkte på at for bare 100 år siden var verden anderledes.

Sorta. Magi. Julius. Annabell......

Det var så kompliceret. Så forkert.

Men til sidst faldt jeg i søvn. . . .

 

Noget lys ramte mine øjne. Noget skarpt og blåt lys. Jeg vågnede og satte mig op i sengen. Jeg holdt armen op for øjnene, men prøvede stadig at se en smule.

Jeg kiggede på zebra uret der hang på væggen. Klokken var to. Hvad for noget lys kommer og lyser en vågen klokken to om natten?

Da jeg havde vundet mig lidt til lyset, prøvede jeg at kigge hen på kilden til lyset.

"hh" gispede jeg. Det var ikke noget men nogen.

Det var en dame. En ung dame. Måske 20 år.

Hun var smuk. Meget smuk. Hun havde langt mørkt hår, ned til hofterne. Og hun var høj. Måske 170 m.

Hun bar et smykke. En halskæde med et hjertevedhæng, hvor der med bittesmå bogstaver stod:

Annabell

Og nøj. Hun lignede en engel med den smukke lange kjole der noget gulvet.

Men. Hun var gennemsigtig. Og der strømmede blåt lys ud af hende

"Det er bare løgn" Hviskede jeg til mig selv. Det var Annabell. Annabell Johnson. Hende der ejede dagbogen. Men hende som spøgelse.

"Nej det er ikke løgn" Sagde Annabell og smilene trådte et par skridt hen mod mig. Hendes stemme var mærkelig fjern og ekko-agtig men, beroligende.

Jeg trak mig lidt tilbage men, ville ikke være uhøflig og tvang et smil frem.

"Hej Jenny. Jenny Lawrence" sagde Annabell stadig med den fjerne og ekko.agtige stemme

"H..H..Hej" stammede jeg

"Du skal ikke være bange" "Jeg gør dig intet"

Okay. Det her var en drøm. I morgen ville jeg ligge i min seng tænkte jeg.

Men det var jo ikke en drøm.

"Jeg har brug for din hjælp" sagde hun

Hvad. Min hjælp.

"Jeg ved du har læst det hele" En lille pause "Og det er helt okay"

phhyyyy tænkte jeg for hvad nu hvis hun var sur på mig på grund af at jeg havde læst i hendes dagbog.

"Inden jeg begik selvmord troede jeg at hvis jeg gjorde det ville jeg leve sammen med Julius, i himlen for evigt" Hun holdte en pause og sukkede

"Men der tog jeg fejl. Og nu er jeg fanget i selvmordernes dimension" Der faldt en tåre ned på hendes kind og ned på gulvet. Men da den ramte gulvet forsvandt den.

"Julius begik også selvmord. Men han gjorde det for at rede. Mens jeg ikke kunne leve uden ham. Og derfor" Hun holdt endnu en pause " Den hellige (hvis navn ikke må nævnes) tog det som at jeg ikke var tilfreds med det liv han havde skabt til mig, og så kastede han mig ned i selvmordernes dimension" Hendes smukke smil forsvandt og erstattes med sørgmodige øjne.

"Men du kan hjælpe mig......"

"Drengen med det rene hjerte

pigen der elskede

der indgår ingen smerte

så blir´ de to forelskede.

Hvad gør man når man elsker?" Efter hun sagde alt dette forsvandt hun i en tåge.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...