Den forbandede skæbne

Den upopulære og "fattige" Jenny Lawrence, befandt sig i 2120, hvor hendes far arbejdede med at fjerne alt fra døde folk uden arvs huse.
En dag gik hun med, og fandt så, en lille,trækiste. I trækisten fandt hun en dagbog. Men, så fandt hun ud af at hun blev nød til at gå tilbage til det gamle hus og lede efter nøglen til dagbogen. På vejen der hen støder hun ind i Adam. (hendes drømme prins) Og han begyndte at hjælpe hende. Og de blev gode venner, men stadig med hemligheden at Jenny kan lide ham. Da de endelig kunne læse i dagbog, opdagede de at dagbogen tilhørte Annabell Johnson, også kendt som hende der boede i huset.
I dagbogen skriver hun om kærlighed og fare.
Dagen efter opsøgte Annabells spøgelse, Jenny om at komme væk fra selvmordernes dimension som er der hun er fanget.

4Likes
8Kommentarer
1844Visninger
AA

1. Prolog

Året var 2120 og luften var tyk af kedelig matematiktime.

Jeg gad ikke rigtig koncentrere mig ordentligt. Og det gjorde egentlig ikke så meget for matematik var en af mine stærke fag.

Solen skinnede igennem ruderne og det var forår. En dejlig måned. Det var også grunden til at jeg var iført en t-shit og jeans. " Find sammen to og to " sagde Peter. Peter var så vores matematiklære. Den gode og venlige af slagsen. Men, også alvorlig. Og tålmodig.

Som sædvanlig var jeg den eneste der ikke havde en makker. Og jeg vidste godt selv nogenlunde hvorfor. Jeg var "fattig" og det var ikke normalt at være "fattig" i år 2120. Og derfor så alle ned på mig og derfor havde jeg ingen venner.

Og selvfølgelig skulle jeg være sammen med Kasper. Igen.

" I skal lave kvadratrodsopgaver til hinanden " sagde Peter mens hele klassen brød ud i suk og irriterende-aajj-kommentarer. " Hey venner i går i 6. klasse det her kan i godt klare" sagde Peter tålmodigt

Kasper var virkelig irriterende den dag (altså mere irriterende end han plejer). Noget som Sophia snop (som jeg kaldte hende) og hendes "tilhængere" bemærkede, og de smilte hånene til mig.

 Kasper blev ved med at lege med blyanten, og lave en hviske læder katapult. Og det hele endte med at vi ikke fik noget, noget som helst.

Da jeg kom hjem, ringede jeg på døren bare for sjov for far var jo på arbejde ligesom mor. Men, så kom den irriterende dør lyd. Den lyd alle lejligheder har. Den lyd der kommer når vedkommende åbner hoveddøren.

Mærkeligt nok. Skulle han ikke på arbejde?

Jeg gik op af trappen og hen til døren, hvor min far tog imod mig.

Jeg trådte ind i huset og var glad for at jeg endelig var hjemme efter en lang skoledag.

Vores lejlighed var ikke ligefrem verdens største, men lille var den nu heller ikke. Køkkenet var lidt gammeldags. Væggene var blå, og malet af de billigste robotter. Gulvet var af træ også lagt af de billigste robotter. Og vi havde et komfur, en ovn hvor mig og mor og far tit hyggede med at bage i weekenden. Udover det havde vi også de normale ting: En vaskemaskine, en opvaskmaskine, en tørretumler, mange skabe med masser af ting, og et køleskab med fryser.

Og vi havde også en stue den var lys og hyggelig. Der var en sofa af robotlavet læder, et sofabord, et spisebord med fire stole og en masse skabe. Og i dette rom var væggene grønne (far ville gerne bo i et farverigt hus).

Jeg lagde mig i sofaen og sukkede af lettelse over at være hjemme, hvor der var trygt og lunt.

" Wow du er godt nok træt " Smilte far " Er du alligevel klar til at gå på arbejde med far " sagde han lokkende.

Far arbejdede med at få alt væk fra døde personer uden arvs huse altså egentligt gennemrode dem.

Jeg elskede at være på arbejde med far. Det var altid så sjovt. Og jeg følte mig godt tilpas og lidt hjælpsom. Så selvfølgelig ville jeg med.

Jeg lyste op, og satte mig op og nikkede vildt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...