Seperate worlds

Vi er i år 3580.
Samfundet er kønsopdelt, grundet splid mellem mænd og kvinder for 500 år siden. De eneste der kender til det andet køn er rådet, der gør kvinderne kunstigt befrugtet og giver mændene drengebørnene.
Ariana lever lykkeligt i kvindernes del af verden. Xavier lever lykkeligt i mændenes del af verden. De er begge uvidende om hinandens eksistens. Dette ændres dog snart, da de flygter ud på en øde mark. Samme tid. Samme sted.
Vil de få ukendte følelser for hinanden? Vil deres undren over hinanden, vare ved? Og, hvordan holder de deres forelskelse skjult, i en verden, hvor spirrende kærlighed er en ulovlighed?

93Likes
145Kommentarer
9974Visninger
AA

25. Xaviers synspunkt

"Hvor er det godt at se dig, Xavier!" udbrød Amarian fornøjet, og slog ud med armene. Forfjamsket børstede han den slidte marokkopude af. "Det er lang tid siden. Kom og sæt dig,"

Jeg sank en klump. Dette var nødvendigt for at glemme hende. Men ville jeg overhovedet glemme hende? Ville jeg kunne leve uden at genkalde hendes fortryllende latter? Ville jeg kunne leve med uvisheden? Jeg rystede tankerne af mig, og erklærede mig mentalt enig i konklusionen, jeg var kommet frem til før. Dette var det rette at gøre.

"Tjoh, jeg har ikke rigtig haft brug for det."

Mens jeg stilfærdigt tog plads på puden kom et hav af gamle minder mig i møde. Den første gang, jeg var vågnet om natten og skreget. Mit første besøg hos Amarian. Den ubrydelige tillid vi havde fået knyttet gennem årerne. Han var som en tredje far for mig; varm, kærlig, blid... Og sjov. Alt det mine fædre aldrig havde været.

Hvis folk havde problemer nu til dags opsøgte de altid en hypnotisør, før i tiden hed det vidst en psykolog, men det vidste blot de færreste. Der var mange anderkendte hypnotisører i det kvarter jeg boede i. Amarian var just ikke én af dem. Folk anså ham for at være bedragerisk, sindssyg, og "ikke til at stole på". Jeg havde nu altid bedst kunne lide ham. Selvom mine fædre gennem hele mit liv havde tigget og plaget om de ikke nok måtte sende mig et bedre sted hen. Jeg havde altid takket nej.

Amarian smilede uhæmmet til mig, han havde vidst opdaget min trance. Jeg rettede ryggen og vendte mig beslutsomt mod ham. "Am, der er noget, jeg gerne vil tale med dig om, og som du skal hjælpe mig med at-"

"Ikke alt det snak! Sig frem,"

"Altså," begyndte jeg og bed mig hårdt i underlæben. "Jeg blev forelsket i denne fantastiske kvinde-"

"Kvinde?" afbrød han mig igen. "Er det et..." -han gispede- "Et dyr?"

Jeg kunne ikke lade være med at le. Ordet virkede så naturlig for mig nu, men for ham var det stadig det rene volapyk. "Nej nej! Det er irrelevant, hvad en kvinde er. Sagen er, at jeg blev utrolig forelsket i denne kvinde... Men nu...Kan vi ikke være sammen mere. Og jeg er sønderknust. Få mig til at glemme kvinden, Amarian! Vil du ikke nok? Jeg lider med mine hjertesorger."

"Hvad er hans navn?" han begyndte ivrigt at skrible notater ned på sin blok.

"Hendes navn." rettede jeg. Hans blik var undrende, men hans fingre stoppede ikke arbejdet, mens jeg med knækket stemme fortsatte. "Hendes navn er Ariana."

Det dansede for mine øjne. Det summede i mit hoved. En mærkværdig form for 'engangs-tinitus' havde sneget sig frem til mine ører. Følelsen af hendes smukke navn på tungen var for meget for mig. Amarian så bekymret til. Og så fandt han alt det frem, der skulle bruges.

 

Som i nok ved så skriver jeg alle Xaviers kapitler, og olve skriver Arianas, men i dette tilfælde har Olve faktisk skrevet et Xavier kapitel! Så nu ved i det:) Jeg skal nok selv stå bag det næste Xavier kapitel også bliver alt som det plejer:)

- Oskar Fehlauer

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...