Seperate worlds

Vi er i år 3580.
Samfundet er kønsopdelt, grundet splid mellem mænd og kvinder for 500 år siden. De eneste der kender til det andet køn er rådet, der gør kvinderne kunstigt befrugtet og giver mændene drengebørnene.
Ariana lever lykkeligt i kvindernes del af verden. Xavier lever lykkeligt i mændenes del af verden. De er begge uvidende om hinandens eksistens. Dette ændres dog snart, da de flygter ud på en øde mark. Samme tid. Samme sted.
Vil de få ukendte følelser for hinanden? Vil deres undren over hinanden, vare ved? Og, hvordan holder de deres forelskelse skjult, i en verden, hvor spirrende kærlighed er en ulovlighed?

93Likes
145Kommentarer
10032Visninger
AA

22. Xaviers synspunkt

Den kolde iskolde luft stak som nåle på min hud, jeg var ikke iført andet end et par cowboybukser og en t-shirt som var lidt for lille. Kold vind ramte mit ansigt, og fik det til at føles koldere end det var. Kulden generede mig ikke betydeligt, ikke i dag. Smerten som kulden påførte føltes rart, den fik mig til at glemme alt om Ariana, i den korte stund smerten varede.

Jeg trådte ud på det frost knasende, mine nøgne fødder, nød det ubehaglige jag der føj op gennem min krop. Jeg lagde mig ned på græsset, følte det iskolde græs kilde mine bare arme. Jeg rejste mig igen efter et stykke tid, børstede små stive græsstrå af mine arme og min ryg. 

Jeg begyndte at gå tilbage af den vej jeg var kommet, prøvede ikke at tænke på Ariana, men hendes lyse slangekrøller bevægede hele tiden ind i min tankegang.

Jeg åbnede døren, duften af roser og rødvin fyldte mine næsebord. Jeg trådte ind i det tomme hus, et sted der engang havde føltes som et hjem. De kolde gulve og vægge som dannede de ramme for det hus hvor jeg boede med mine fædre, føltes tomt,  koldt og ubarmhjertigt.

Hendes ansigt formede sig i mine tanker, hendes lyse hår faldt ned i de mest perfekte slangekrøller, hendes spinklekrop med de fremmede former stod alle helt klare for mig. Savnet blandede sig med det behaglige syn af Ariana.

Jeg ville aldrig komme til at se hende igen, jeg ville aldrig kunne omfavne hendes krop igen, aldrig kunne kysse hendes læber. Jeg måtte glemme hende, strege hende fra min hukommelse en gang for alle, men jeg havde brug for hjælp.

Jeg gik hen af den fuldstændig mennesketomme gade. Jeg havde for første gang i lang tid, sko og jakke på. Jeg nærmede mig langsomt mit bestemmelses sted, fast besluttet på at det skulle være slut med sorg og savn.

Jeg var fremme.

Jeg trådte langsomt ind over dørtærsklen til 'Amarians hypnotisør-salon'

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...