Seperate worlds

Vi er i år 3580.
Samfundet er kønsopdelt, grundet splid mellem mænd og kvinder for 500 år siden. De eneste der kender til det andet køn er rådet, der gør kvinderne kunstigt befrugtet og giver mændene drengebørnene.
Ariana lever lykkeligt i kvindernes del af verden. Xavier lever lykkeligt i mændenes del af verden. De er begge uvidende om hinandens eksistens. Dette ændres dog snart, da de flygter ud på en øde mark. Samme tid. Samme sted.
Vil de få ukendte følelser for hinanden? Vil deres undren over hinanden, vare ved? Og, hvordan holder de deres forelskelse skjult, i en verden, hvor spirrende kærlighed er en ulovlighed?

93Likes
145Kommentarer
10009Visninger
AA

18. Xaviers synspunkt

Der var gået et stykke tid, og Ariana var endnu ikke vendt tilbage fra toilettet. Nervøsiteten steg yderligere, selvom virkede nærmest umuligt. Jeg vippede ængsteligt på stolen, hvilket resulterede i nogle små banke lyden, når stolen ramte det gennemsigtige glasgulv. Jeg blev afbrudt i at vippe af den midaldrende heks ved Phelius side. 

Jeg gav mig i stedet for at trippe i gulvet med fødderne, jeg kunne ikke side stille. Det var ikke en mulighed, jeg var for nervøs.

Endelig var Ariana tilbage, hun blev nærmest slæbt hen over glasgulvet af de vagterne. Hvorefter hun igen blev placeret i sin stol, hun kiggede  hen mod mig med et tåget blik. Det stod klart for mig at hun var syg, hun måtte være blevet syg er nervøsitet. 

En kvinde som lignede en heks, med en meget spidsnæse og et ondt smil, rejste sig og pegede anklagende på dem. 

"I er klar over at dette er ulovlig, er i ikke?" spurgte hun med en skrap stemme.

Jeg nikkede tavst, mens Ariana bare sad som frosset til stolen. Jeg sendte hende et blik som hun gerne skulle regne ud betød 'det skal nok gå'. Men hun kiggede ikke engang på mig, hun stirrede bare på diverse medlemmer fra rådet.

"Og i har.. Velvidende at det er ulovligt forsat det?" fortsatte den hekselignende dame.

Jeg nikkede igen, denne gang lidt mere tavst. 

"De skal i fængsel på livstid, de kan ikke gå rundt med den viden" sagde heksedamen arrigt. 

"Så, så Meryl, de er kun børn, de skal bare ikke mødes igen" sagde en venligt udseende dame. Alle i rådet så sure og skrape ud, denne dame så modsat de andre ud til at være rar.

"Nerobia" gispede Ariana næsten uhørligt. Kendte Ariana hende?

Det var åbenlyst at den damen, Nerobia som Ariana kaldte hende. Havde hørt Arianans gispen men hun lod som ingenting, der var noget der ikke stemte?

"SÅ SÅ?!" nærmest skreg heksedamen "Nerobia disse mennesker har brudt loven, de skal straffes!!".

Nerobia lagde bare en beroligende hånd på Meryls skulder, hvilket overhovedet ikke fik hende til at falde ned. Jeg turde ikke bryde ind i samtalen, jeg overgav det bare til skæbnen, og beder til vi ville slippe for fængsel. 

"Jeg har en idé" sagde en ung mand som sad ved siden af Nerobia "Vi må finde den mark de mødtes på, sætte et pigtrådshegn op, og gøre det samme over hele grænsen. Det skal nok kunne holde dem adskilt" sagde han med et slesk grin.

Jeg åndede lettet op, men fik det så som om jeg fik verdens største mavepuster. Jeg ville aldrig se Ariana igen.

Dette kapitel er skrevet af Oskar Fehlauer.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...