Seperate worlds

Vi er i år 3580.
Samfundet er kønsopdelt, grundet splid mellem mænd og kvinder for 500 år siden. De eneste der kender til det andet køn er rådet, der gør kvinderne kunstigt befrugtet og giver mændene drengebørnene.
Ariana lever lykkeligt i kvindernes del af verden. Xavier lever lykkeligt i mændenes del af verden. De er begge uvidende om hinandens eksistens. Dette ændres dog snart, da de flygter ud på en øde mark. Samme tid. Samme sted.
Vil de få ukendte følelser for hinanden? Vil deres undren over hinanden, vare ved? Og, hvordan holder de deres forelskelse skjult, i en verden, hvor spirrende kærlighed er en ulovlighed?

93Likes
145Kommentarer
10143Visninger
AA

16. Xaviers synspunkt

Jeg stirrede febrilsk ud af de lidt tonede vinduer, prøvede at få glimt af omgivelserne, men blandingen  af de mørke ruder og bilens høje fart, gjorde det helt umuligt. Jeg gav ikke på et tidspunkt slip på Arianas hånd, jeg turde ikke, jeg var bange for at jeg ville miste hende hvis jeg gjorde.Hun satte sig tættere på mig, hvilket kun var muligt, fordi vi ikke havde besværet os med at spænde os fast. Jeg knugede hende i til mig, tårende løb ned af hendes lyse kinder. Hendes slangekrøller, lignede mest af alt en ødelagt fuglerede. Jeg kyssede forsigtigt hendes pande, hvilket kun fik hende til at græde endnu mere.

Jeg prøvede selv at holde tårende tilbage, selv om jeg selv var ved at bukke under for smerten, men jeg kunne i miste modet nu. Trods alt så helt fortabt ud, måtte jeg holde ud, for Arianas skyld.

Bilen stoppede, og jeg troede først at det var fordi var ankommet til rådets hovedkvarter. Men jeg opdagede dog hurtigt at vi holdt ind til siden, så bilen kunne få en, strøm opfyldning. Jeg prøvede igen at spejde ud, men det var trods at bilen nu holdt stille, stadig næsten umuligt at få et ordenligt glimt af, hvor vi var. Jeg kiggede istedet mod Ariana som bare sad, og stirrede tomt ud i luften. Jeg ville så gerne trøste hende, fortælle hende alt nok skulle gå, men jeg kunne ikke, jeg troede ikke selv på det.

Bilen begyndte igen at kører, og snart efter var vi igen oppe i en utrolig høj fart. Den sussende lyd, bilen der føj gennem luften var mere øredøvende, og kraftigere end før. Vi kørte i hvad der føles som dage, men efter at dømme om uret om min arm, dog kun var timer. Inden vi svingede ind på en parkeringsplads, og stoppede igen. Mig og Ariana sad bare i bilen lidt, og ventede på at blive lukket ud. Dørene blev lidt efter åbnet, og Phelius stod og sendte os et bekymret og nedladende blik, hvilket fik mit humør til at synke endnu mere. Vi trådte langsomt ud af døren, og et par store brød af nogle vagter, gik bag os, og sendte os strenge blikke. Jeg spejdede, efter noget som kunne være rådets hovedkvarter, og fandt det. Neon lys sprang mig i øjnene. En stor hvid bygning, indsvøbt i en masse neon lys, selvfølgelig, hvad skulle rådet ellers opholde sig i? Vi blev ført hen mod bygningen, vejledt af Phelius.

Da vi var helt henne ved neon bygningen, blev vi ført indenfor. Mere neon lys, massere af mennesker, var mit første indtryk af den store hal, som vi stod midt i. 

Jeg sørgede for at holde godt fast i Ariana, jeg ville ikke miste hende i mængden af mennesker.

"Lige meget hvad der sker, så elsker jeg dig" hviskede jeg lavt, til hende.

Hun svarede ikke, kiggede bare forfærdet rundt. Folk sendte os, samme type blikke som Phelius havde gjort, nedladende og strenge, som om vi var kriminelle. Hvilket vi på sin vis også var. 

Vi blev ført ud af rummet, gennem lange gange, jeg lagde ikke rigtig mærke til noget, nervøsiteten var forlængst steget mig til hovedet. Jeg kiggede op mod loftet, og så først nu, mænd iført blazere og matchene bukser flyvende rundt på en slags flyvende scooter, helt oppe under glas loftet. Mændene i luften udvekslede kun få ord til hinanden før de fløj videre. 

Vi nåede vores bestemmelses sted, et lille lokale, som mest af alt lignede et vente værelse. Med lysende stole langs de hvide vægge. Vi blev beordret ned at sidde, på vær sin side af os, satte vagterne sig. Phelius forsvandt ind bag en dør.

Da vi havde siddet lidt, blev vi hentet, af en mand med et meget robust ansigt. Vi blev ført ind af selv samme dør som Phelius var forsvundet ind af før. Vi blev ført ned af endnu en smal gang, før vi blev ført ind på et kontor, hvor et stort langbord var placeret omkring langbordet, sad en masse mænd og kvinder, og diskuterede højt, lige indtil de så os. Jeg så med det samme Phelius sidde, ved siden af en midaldrende kvinde, med pink hår. Men ellers der kun ukendte folk, jeg lod hurtigt blikket glide rundt om bordet.

To stole stod ledige.

Dette kapitel er skrevet af Oskar Fehlauer.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...