Seperate worlds

Vi er i år 3580.
Samfundet er kønsopdelt, grundet splid mellem mænd og kvinder for 500 år siden. De eneste der kender til det andet køn er rådet, der gør kvinderne kunstigt befrugtet og giver mændene drengebørnene.
Ariana lever lykkeligt i kvindernes del af verden. Xavier lever lykkeligt i mændenes del af verden. De er begge uvidende om hinandens eksistens. Dette ændres dog snart, da de flygter ud på en øde mark. Samme tid. Samme sted.
Vil de få ukendte følelser for hinanden? Vil deres undren over hinanden, vare ved? Og, hvordan holder de deres forelskelse skjult, i en verden, hvor spirrende kærlighed er en ulovlighed?

93Likes
145Kommentarer
10009Visninger
AA

14. Xaviers synspunkt

Jeg elskede hende, hun elskede mig, intet andet betød noget. Jeg var ikke klar over hvad der skete omkring alt, jeg observerende var hendes læber mod mine. Jeg tog hendes hænder, gav dem et klem, og slap så hendes læber. Jeg rejste mig, hun kravlede ind under sin dyne. Det så ud som om hun kæmpede for ikke at falde i søvn. Jeg kyssede hendes pande, forsigtigt.

"Jeg kommer i seng om lidt, jeg skal bare lige sikre mig at døren er låst" jeg gik hen, og drejede nøglen rundt i låsen, nu kunne mine forældre ikke opdage Ariana. Mit blik faldt på vinduet, hvor neon lys strømmede ind og oplyste rummet. Jeg trak gardinet for, og der blev helt mørkt. Jeg famlede mig hen mod sengen, i det tunge mørke.

Der var lyst i rummet da jeg vågnede, Ariana måtte havde trukket, gardinet for. Hun sad på senge kanten og kiggede på mig, håbede på jeg snart ville vågne. En blød og dejlig lykke følelse spredte sig i min krop. Jeg satte mig op i sengen og skubbede dynen af. Et strålende, vidunderligt smil bredte sig på Arianas læber. Hun kravlede et par skridt hen mod mig, tog mine hænder og kyssede forsigtigt min læber.

Hun slap mine læber, og hviskede "Hvad gør vi nu?" med en anelse bæven i stemmen. 

Jeg trak lidt tøvende på skuldrene, rejste mig så op, gik hen til skabet. Hvor jeg fik fisket en stor, sort hættetrøje frem, derefter et par af mine strammeste shorts. Jeg kastede tøjet hen mod hende, hun greb det, men stod bare og skævede lidt underligt til det. Da det endeligt gik op for hende, hvad jeg havde ment med tøjet, åbnede hun bare munden og kigge mistroisk på mig. Jeg prøvede bare at smile, opmuntrende, men hun sendte mig bare et lidt skeptisk smil tilbage. Jeg gik hen mod hende.

"Du kan jo ikke blive her for evigt, vi må få smuglet dig ud på en eller anden måde" grinede jeg som svar, på den usikre grimasse Ariana sendte mig.

Hun rejste sig beslutsomt, og gik ud på toilettet, hvor hun lukkede og låste døren efter sig. Jeg skyndte mig også at klæde om til noget helt normalt hverdagstøj.

Lidt efter kom hun ud iført den posede hættetrøje og shortsene som var lidt for store til hende, men det var umuligt at se at hun var en pige. Hun gik med hurtige skridt, hen mod døren, som førte ud til gangen. Jeg skyndte mig efter hende, men hun var umulig at indhente, medmindre man satte i løb. Hun gik, hurtigere og hurtigere, ned af gangen, ned af trappen. Ud i entréen. Jeg løb hurtigt ned af trappen, vi kunne ikke risikere at mine fædre skulle finde hende. Jeg kastede et par sportssko hen mod hende, og tog selv mine sandaler på. 

Ude i den friske luft, begyndte min mave at vende sig i nervøsitet. Jeg blev med et bange for at Ariana skulle blive opdaget. Mest fordi jeg ikke anede hvad der ville ske. Ariana så også meget påvirket ud, jeg gav hurtigt hendes skulder et klem, og spejdede derefter rundt efter folk der måske havde set dem, men gaden var tom. Uhyggeligt tom.

En kold brise, ramte Ariana i ansigtet, da de endelig nåede ud på den menneskefyldte hovedgade. Jeg kiggede forfærdet på Ariana ved min side, til min skræk var hendes hætte faldet af, og hendes hår hang nu løst ned over hendes skuldre. Sagte gisp hørtes, nogen mennesker råbte op, men jeg hørte ikke hvad de sagde. Jeg var alt for forfærdet.

Dette kapitel er skrevet af Oskar Fehlauer.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...