Seperate worlds

Vi er i år 3580.
Samfundet er kønsopdelt, grundet splid mellem mænd og kvinder for 500 år siden. De eneste der kender til det andet køn er rådet, der gør kvinderne kunstigt befrugtet og giver mændene drengebørnene.
Ariana lever lykkeligt i kvindernes del af verden. Xavier lever lykkeligt i mændenes del af verden. De er begge uvidende om hinandens eksistens. Dette ændres dog snart, da de flygter ud på en øde mark. Samme tid. Samme sted.
Vil de få ukendte følelser for hinanden? Vil deres undren over hinanden, vare ved? Og, hvordan holder de deres forelskelse skjult, i en verden, hvor spirrende kærlighed er en ulovlighed?

93Likes
145Kommentarer
10027Visninger
AA

8. Xaviers synspunkt

Da jeg nærmede mig huset, så jeg at lyset i entréen var tændt. Og da jeg gik op af havestien, kunne jeg se to skikkelser der inde. Det var nok bare mine fædre, men alligevel begyndte jeg at løbe. Inde i entréen, stod de mine fædre, Preston og Harold. De havde været gift  i omkring 20 år nu. Jeg snakkede sjældent med dem, det var faktisk sjældent de overhovedet var hjemme.

De så lettede ud da de så mig træde ind i huset.

"Der er du, er du klar over hvor bekymrede vi har været for dig unge mand" sagde min far, Harold.

Jeg bukkede hovedet lidt, men så stadig dem, se anstrengte ud i ansigtet, som om de rent faktisk havde været nervøse? Det lignede ikke dem. De plejede at lade mig passe mig selv, og jeg lod dem være i fred. Sådan havde det været så længe jeg kunne huske, men nu havde de åbenbart været bekymrede for mig?

"Undskyld" mumlede jeg, og bevægede mig hen mod trappen, men blev stoppet.

"Skal du ikke forklare os hvor i alverden du har brugt hele din dag henne" Preston smilede altid, men ikke nu.

Jeg kan ikke huske hvornår jeg begyndte at bruge deres fornavn, når jeg snakkede til dem kaldte jeg dem 'far', men jeg omtalte dem for andre ved deres fornavn. Det hang nok sammen med at jeg ikke rigtig følte nogen forbindelse til dem, de føltes ikke som mine fædre. Jeg lignede dem ikke, jeg mindede ikke om dem, og jeg har flere gange drømt at jeg var blevet bortgivet som lille. Også selvom jeg godt vidste det ikke var rigtigt.

"Jeg har bare været sammen med nogle venner" løj jeg. Og gik så op ad trappen, op på min værelse, hvor jeg lukkede egetræs døren efter mig.

Jeg gik det korte stykke vej der var fra døren hen til min seng. Marmor gulvet var isenende, men jeg var ligeglad. Jeg kastede mig i min bløde himmelseng, selv mit værelse føltes fremmed, som om jeg ikke hørte til her. Kun min seng føltes tryk og varm. 

Mens jeg lå der, på sengen, mindedes jeg Ariana, hendes smukke ansigt hendes skrøbelige kropsbygning, hendes blege hud, hendes lyse krøller. Jeg længdes efter hende, jeg kunne mærke det, helt ud i tåspidserne. En mærkelig, fremmed sitren gik igennem min krop vær gang jeg tænkte på hende. Jeg havde aldrig før følt mig så lykkelig som jeg gjorde nu, jeg troede ikke jeg nogensinde skulle blive ulykkelig igen, men det skulle  jeg. Desværre.

 

Dette kapitel er skrevet af Oskar Fehlauer.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...