Seperate worlds

Vi er i år 3580.
Samfundet er kønsopdelt, grundet splid mellem mænd og kvinder for 500 år siden. De eneste der kender til det andet køn er rådet, der gør kvinderne kunstigt befrugtet og giver mændene drengebørnene.
Ariana lever lykkeligt i kvindernes del af verden. Xavier lever lykkeligt i mændenes del af verden. De er begge uvidende om hinandens eksistens. Dette ændres dog snart, da de flygter ud på en øde mark. Samme tid. Samme sted.
Vil de få ukendte følelser for hinanden? Vil deres undren over hinanden, vare ved? Og, hvordan holder de deres forelskelse skjult, i en verden, hvor spirrende kærlighed er en ulovlighed?

93Likes
145Kommentarer
9929Visninger
AA

6. Xaviers synspunkt

Aftenen nærmede sig, mørket var begyndt at falde på, og jeg var stadig ikke hjemme endnu. På vej her over havde jeg ikke rigtig ænset hvorhen jeg gik. Jeg prøvede at koncentrere mig om at finde vejen hjem, men lige lidt hjalp det, og til sidst måtte jeg erkende at jeg var faret vild. 

Stjernerne lyste klart, da det det begyndte at regne, tunge dråber faldt ned fra den mørkeblå nattehimmel. Mon ikke mine fædre var ved at blive bekymrede, hvis jeg ikke var hjemme snart, ville de nok begynde at lede efter mig, men ville de nogensinde finde mig her? Svaret kendte jeg godt. Nej. 

Jeg begyndte at tabe modet, jeg ville højest sandsynligt dø, her midt i ødemarken, enten af sult, tørst eller også ville jeg blive fanget af de få vilde dyr, der var sluppet ud fra deres fangeskab. Enlig var jeg imod at alle dyr skulle spærres inde, men lige nu lovpriste jeg det.

Jeg satte mig ned i to sekunder, prøvede at slå koldt vand i blodet, men lige lidt hjalp det, panikken havde allerede spredt sig. Mon jeg nogensinde ville finde hjem? Netop som jeg havde tænkt den tanke til ende, så jeg noget lys lidt fremme.

Jeg begyndte at bevæge frem mod lyset, det viste sig at være længere væk end jeg havde regnet med, jeg var bange, jeg turde næsten ikke engang gå, jeg havde aldrig været glad for mørke, men endnu mindre at være ude, alene, efter mørkets frembrud. Jeg får altid en fornemmelse af at nogen holder øje med mig, fornemmelsen af at nogen lurer på mig i skyggen.

Lyset viste sig at være en af byens  mange skyskrabere, jeg var en af de eneste der rent faktisk ikke boede i en, jeg boede i et gammelt stenhus, fra år 2012, det var dog senere blevet renoveret. 

Jeg gik hen mod skyskaberen, den tårnede sig op, ved sidden i træerne jeg kom ud fra. Jeg gik langs siden på skyskraberen, og fandt da straks ud af hvor jeg var. Der var kun et par meter hjem, regnen var også stoppet. Måske havde det ikke efter alt taget i betragtning været en så dårlig dag endda, jeg havde jo også mødt Ariana...

Dette kapitel er skrevet af Oskar Fehlauer, der lige som sin (talentfulde) medforfatter undskylder for længden af kapitlet!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...