Seperate worlds

Vi er i år 3580.
Samfundet er kønsopdelt, grundet splid mellem mænd og kvinder for 500 år siden. De eneste der kender til det andet køn er rådet, der gør kvinderne kunstigt befrugtet og giver mændene drengebørnene.
Ariana lever lykkeligt i kvindernes del af verden. Xavier lever lykkeligt i mændenes del af verden. De er begge uvidende om hinandens eksistens. Dette ændres dog snart, da de flygter ud på en øde mark. Samme tid. Samme sted.
Vil de få ukendte følelser for hinanden? Vil deres undren over hinanden, vare ved? Og, hvordan holder de deres forelskelse skjult, i en verden, hvor spirrende kærlighed er en ulovlighed?

93Likes
145Kommentarer
10015Visninger
AA

4. Xaviers synspunkt

Som Ariana sad der med benene i det halv grumsede vand i søen kunne jeg ikke lade være med at undre mig over hans udseende, hans krop var spinkel, han havde langt hår, ikke langt på samme måde som dem der tog til rockkoncerter og gik rundt i bar mave og læder veste. Nej, hans hår var langt, det var lyst, og det havde smukke slangekrøller.

Ingen af os sagde noget i et stykke tid, vi sad bare og kiggede på hinanden, som om vi ikke måtte gå glip af en simpel lille detalje.

Hans øjne var blå, en farve der var indbydende, men samtidigt, mindede mig om det tynde lag is, som ligger på skovsøerne, først på vinteren. Arianas hud var lys, den så næsten hvid ud når man sammenlignede den med min solbrune kulør. Jeg modstod fristelsen til at lade en finger glide over hans hud. Mon den var ligeså kold som den så ud?

Jeg ville gerne bryde tavsheden, men det var som om jeg ikke kunne finde ord, et underligt problem. Jeg plejede at blive fortalt at jeg snakker for meget.

"Jeg er ikke nogen mand.." mumlede Ariana, mest for sig selv.

"Hvordan vil du så forklare det, kvinder findes ikke... det er ikke engang noget ord." Svarede jeg igen. Først nu så jeg han havde grædt, hvad kunne der være sket? 

"Har du grædt? Er du okay?" Spurgte jeg tøvende.

"Nej.. det er bare.. Nej, glem det..." sagde han. Jeg kunne høre at Ariana var på nippet til  at begynde at græde igen.

Intet gav mening, men Ariana måtte da være en mand, hvad skulle han ellers være? En eller anden ukendt dyreart der hed kvinder?

Kvinder... Ordet lød  mystisk... Fremmet og dog ikke, der var noget der slet ikke stemte.

"Er du et slags dyr?" spurgte jeg langsomt, jeg ville ikke såre Arianas følelser, men jeg blev nødt til at spørge. Gjorde jeg ikke?

Jeg lod en hånd glide over hans kind, kun for at tørre noget skidt væk, hvorfor skulle jeg ellers gøre det? Det gav et gib i ham, da jeg berørte hans hud. Den var ISKOLD, han måtte fryse. Da jeg fjernede min hånd gik det op for mig, at jeg istedet for at tørre skidt væk, bare havde gjort det endnu værre. Ordet undskyld gled over mine læber. Ariana åbnede sin mund, lukkede den derefter igen. Da han igen åbnede munden kom der ord ud.

 

"Nej, jeg er ikke noget dyr." svarede han på mit tidligere spørgsmål "Jeg er en kvinde.".

 

Dette kapitel er skrevet af Oskar Fehlauer

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...