Seperate worlds

Vi er i år 3580.
Samfundet er kønsopdelt, grundet splid mellem mænd og kvinder for 500 år siden. De eneste der kender til det andet køn er rådet, der gør kvinderne kunstigt befrugtet og giver mændene drengebørnene.
Ariana lever lykkeligt i kvindernes del af verden. Xavier lever lykkeligt i mændenes del af verden. De er begge uvidende om hinandens eksistens. Dette ændres dog snart, da de flygter ud på en øde mark. Samme tid. Samme sted.
Vil de få ukendte følelser for hinanden? Vil deres undren over hinanden, vare ved? Og, hvordan holder de deres forelskelse skjult, i en verden, hvor spirrende kærlighed er en ulovlighed?

93Likes
145Kommentarer
10012Visninger
AA

2. Xaviers synspunkt

Da jeg slog øjnene op, stod solen allerede højt på den næsten skyfri himmel og verdenen omkring mig dunkede. Langsomt kom jeg op i en siddende stilling, hvorefter jeg med lidt eftertanke fik jeg svinget benene ud over den kolde sengekant, og fik rejst mig op. Mine ben kunne ikke holde til vægten af resten af mig og jeg måtte derfor virkelig koncentrere mig om ikke at vælte ned på det elektrisk opvarmede marmorgulv. 

Langsomt bevægede jeg mig hen gennem det store rum. Jeg var flere gange undervejs ved at snuble, engang imellem måtte jeg stoppe op, før jeg kunne gå videre. Jeg gik nedenunder, ned af trappen, men gav op halvvejs, jeg var for træt. Jeg satte mig ned midt på trappen, lukkede øjnene, og tog et par dybe indåndinger, før jeg igen, kom på benene og kunne fortsætte ned af trappen uden noget yderligere besvær.

Nede i stueetagen, fik jeg mig selv placeret på en mindre sofa. Jeg sank ned i det røde stof, og med en pude i ryggen sad jeg tilbagelænet mod den iskolde stenmur. 

Jeg måtte have sovet, for jeg vågnede, stadig siddende i sofaen. Jeg rejste mig op, sådan stod jeg lidt, midt i det store højloftede rum, helt uden at bevæge mig. Efter lidt overvejelse gik jeg igen op af trappen, op til første sal, og derefter ind på i mit værelse, her kom jeg i tøjet og fik sat mit korte mørkebrune hår.

Selv om solen skinnede og himlen næsten var skyfri, så var vinden kold. Jeg burde havde taget en jakke på, men jeg gad ikke gå tilbage og hente en. Jeg gik uden rigtig at ænse hvor jeg var på vej hen, jeg gik gennem menneskefyldte gader, men jeg lagde ikke rigtig mærke til nogen eller noget. Jeg gik indtil jeg nåede et øde sted. 

Græsset her så næsten afbrændt ud, afbrændt og afrevet. Et par meter væk lå der en lille sø, her på lå nogen smukke åkander i mørkerød farve. Jeg bevægede mig hen mod dem,  da jeg pludselig vidste hvor jeg var, alt stemmede. Hvis min tanke var rigtig befandt jeg mig på marken, hvor et stort kræftværk engang havde været.  Jeg prøvede at koncentrere mig om at huske historien, men forgæves selv om jeg så mange gange var blevet fortalt den, så havde den åbenbart ikke sat sig fast i hukommelsen på mig. 

Langsomt gik jeg igen væk fra den ødelagte mark, det var forbudt område, der stod også et skilt så jeg nu, et skilt  jeg ikke havde set ved første øjekast.

 

Dette kapitel er skrevet af Oskar Fehlauer

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...