Seperate worlds

Vi er i år 3580.
Samfundet er kønsopdelt, grundet splid mellem mænd og kvinder for 500 år siden. De eneste der kender til det andet køn er rådet, der gør kvinderne kunstigt befrugtet og giver mændene drengebørnene.
Ariana lever lykkeligt i kvindernes del af verden. Xavier lever lykkeligt i mændenes del af verden. De er begge uvidende om hinandens eksistens. Dette ændres dog snart, da de flygter ud på en øde mark. Samme tid. Samme sted.
Vil de få ukendte følelser for hinanden? Vil deres undren over hinanden, vare ved? Og, hvordan holder de deres forelskelse skjult, i en verden, hvor spirrende kærlighed er en ulovlighed?

93Likes
145Kommentarer
10103Visninger
AA

23. Arianas synsvinkel

Jeg fór af sted gennem byen, indtil jeg med en smal streg om læben, stod foran det brede pigtrådshegn. Det var et indlysende faktum, at jeg absolut ikke kunne undvære Xavier i længere tid. På en eller anden måde, mårtte jeg komme over det forpulede hegn! Men hvordan? Jeg bed mig eftertænksomt i underlæben og placerede prøvende min håndflade på hegnet.

"Argh!" stønnede jeg og med en hurtig bevægelse fik jeg revet min hånd væk. Mikroskopiske dråber blod, fossede utaknemmeligt ned af min hånd og videre ned på min nassede, lettere krøllede, råhvide skjorte. Jeg lukkede koncetreret øjnene, hvorefter jeg beslutsomt greb fat om hegnet, trods smerten der vældede op i mig.

Med dybe vejrtrækninger og med et fjæs der skar grimmasse, satte jeg atter foden på hegnet. Herefter flyttede jeg vægten til den anden fod og begyndte langsomt at klatre op. Smerten skyllede ubarmhjertigt ind over mig. Jeg kunne mærke det varme blod over alt på min krop. Jeg stønnede og prustede, men det var vigtigt at jeg ikke skreg. Så ville folk bare strømme hen og hive mig ned.

Smerten fra de nyelige sår på min krop, var bestemt ikke i nærheden af smerten i mit hjerte, når Xavier ikke var til stede. Han var min bedre halvdel. Min sande soulmate.

Jeg måtte udstøde et lavt skrig, da jeg rev mig på de skarpe pigge. Verden summede omkring mig. Svømmede sammen til ét. Stønnende hev jeg mig videre op. Jeg måtte se Xavier igen. Jeg skulle. Den største fejlatagelse i mit liv, var da jeg på det tidspunkt, lukkede øjnene et kort øjeblik og missede det sted je skulle have taget fat om, for at klatre videre. Jeg spærrede forbløffet øjnene op, men da var det for sent.

Mín blodsprængte krop susede ned på jorden med et gennemtrængende bump. Jeg har svigtet Xavier, tænkte jeg, men nåede ikke at tænke tanken til bunds, inden alt blev sort.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...