Seperate worlds

Vi er i år 3580.
Samfundet er kønsopdelt, grundet splid mellem mænd og kvinder for 500 år siden. De eneste der kender til det andet køn er rådet, der gør kvinderne kunstigt befrugtet og giver mændene drengebørnene.
Ariana lever lykkeligt i kvindernes del af verden. Xavier lever lykkeligt i mændenes del af verden. De er begge uvidende om hinandens eksistens. Dette ændres dog snart, da de flygter ud på en øde mark. Samme tid. Samme sted.
Vil de få ukendte følelser for hinanden? Vil deres undren over hinanden, vare ved? Og, hvordan holder de deres forelskelse skjult, i en verden, hvor spirrende kærlighed er en ulovlighed?

93Likes
145Kommentarer
10029Visninger
AA

21. Arianas synsvinkel

"Xavier," mumlede jeg sløret. Jeg havde stadig lukkede øjne, men kunne dufte at jeg var hjemme i min egen seng. Hvad var der sket? Det var som om søvnen havde boret et dybt hul i min hukommelse. Mit hoved dunkede voldsomt. Jeg fornemmede at der var nogen omkring mig.

"Er du okay, skat? Hvordan har du det?"

Det var min mors stemme. Hendes bløde fingre strøg mig blidt over kinden. Jeg tog mig sammen, åbnede tungt øjnene og mødte min mors gavmilde grågrønne irisser. Jeg tænker stadig nogle gange, hvordan i al verden, mine øjne er blevet så blå. Vi sad på mit værelse. Mit dejlige velkendte værelse, med det rodede skrivebord, lille enkeltmandsseng og min klodsede AutoMac, der ved hjælp af kommandoer i tankerne, fungere som det man i gamle dage kaldte en cormputer eller sådan noget.

"Mor?"

"Ja, skat?"

Jeg bed mig i læben. Prøvede at komme op i en siddende stilling, men lige så snart jeg bevægede mig, stønnede jeg af smerte.

"Rolig nu, pus. Det går over igen,"

"Hv-hvad er der sket?" stammede jeg. Min mor kiggede indgående på mig.

"Jeg var syg af bekymring," Begyndte hun. Åh, nej, tænkte jeg, men kom i tanke om den tid jeg havde tilbragt hos Xavier. Jeg smilte mentalt.

"Du havde været væk så lang tid. For et par timer siden, ringede det på døren. Det var Nerobia. Hun havde dig i favnen. Du var ligbleg. Jeg blev skrækslagen. Hun fortalte at du havde planlagt at stjæle fra hende og at hun havde taget dig i det. Du blev voldelig og slog ud efter Nerobia, der slog dig i gulvet, inden du nåede mere. Kan du ikke huske det?"

Spurgte hun bekymret. Jeg tænkede et øjeblik forundret over det, da alt strømmede til mig i en vis fart.

Jeg skulle aldrig se Xavier igen. Rådet havde sat et pigtrådshegn op. Nerobia havde løjet.

 

Og da, kastede jeg mig i favnen på min forbløffede mor og græd, til hver en vanddråbe i min krop, pjaskede ned af kinderne.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...