Seperate worlds

Vi er i år 3580.
Samfundet er kønsopdelt, grundet splid mellem mænd og kvinder for 500 år siden. De eneste der kender til det andet køn er rådet, der gør kvinderne kunstigt befrugtet og giver mændene drengebørnene.
Ariana lever lykkeligt i kvindernes del af verden. Xavier lever lykkeligt i mændenes del af verden. De er begge uvidende om hinandens eksistens. Dette ændres dog snart, da de flygter ud på en øde mark. Samme tid. Samme sted.
Vil de få ukendte følelser for hinanden? Vil deres undren over hinanden, vare ved? Og, hvordan holder de deres forelskelse skjult, i en verden, hvor spirrende kærlighed er en ulovlighed?

93Likes
145Kommentarer
10142Visninger
AA

19. Arianas synsvinkel

En kæmpe mental mavepuster skubbede mig ned i et sort hul af fortvivlelse. Jeg skulle aldrig se Xavier. Aldrig møde hans bløde læber. Aldrig trøste mig med han mørkebrune øjne. Aldrig føle hans varme hånd i min. "Nej" klynkede jeg utydeligt og begravede hovedet i hænderne. Tyve klæbrige øjne borede sig fast til min grædende tilstand. Jeg greb ud efter Xaviers hånd for at give den et hårdt klem, men den muskuløse vagt spærrede vejen.

"Aldrig mere må i se hinanden. Aldrig mere må i have kontakt. Hverken fysisk eller psygisk"

Phelius ord gentog sig svømmende i mit hovede. De mange tårer, der nu fyldte mine øjenkroge forhindrede synet af Xavier, der desperat kæmpede sig ud af vagtens greb, men forgæves. Jeg skreg skingert, da en anden vagt tog fat om mine overarme og hev mig op af stolen. Jeg vred mig for at komme hen til Xavier, der blev holdt fast. Samtlige af rådets medlemmer rejste sig for at se¨det dramatiske scenarie.

Vagterne førte´os koldt fra hinanden. Naturligvis ikke uden råbene protest. Xavier ¨råbte højt, da Nerobia, vagten og et par andre af rådets kvindelige medlemmer trak mig uden for. Selv skreg jeg jammerligt og drejede mig heftigt i håb om at blive fri. Vagten løftede mig fra gulvet, så jeg sprællede vildt med benene.

Xaviers skikkelse blev mindre og mindre. Jeg græd meget højlydt, da vi nåede uden for. Vinden rev i mit hår. "Jeg elsker dig" mumlede jeg grædende ud i luften. Vagten rullede med øjnene. Jeg sparkede ham vredt i skridtet. Han kastede eder ud i luften og ømmede sig. I mellemtiden kunne jeg nå at løbe ind igen, men Nerobia holdt mig fast. Den slanke kvinde var overraskende stærk.

"Det er for sit eget bedste, lille skytte" sang hun i mit øre. Sorte prikker dansede for mine øjne. Mit hovede dunkede ustyrligt og pludselig lå jeg på det ru asfalt. Det sidste jeg mærkede var at blive trykt ind mod en muskuløs overkrop, hvorefter at blive kastet ind i en bil, der straks begyndte at køre...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...