Seperate worlds

Vi er i år 3580.
Samfundet er kønsopdelt, grundet splid mellem mænd og kvinder for 500 år siden. De eneste der kender til det andet køn er rådet, der gør kvinderne kunstigt befrugtet og giver mændene drengebørnene.
Ariana lever lykkeligt i kvindernes del af verden. Xavier lever lykkeligt i mændenes del af verden. De er begge uvidende om hinandens eksistens. Dette ændres dog snart, da de flygter ud på en øde mark. Samme tid. Samme sted.
Vil de få ukendte følelser for hinanden? Vil deres undren over hinanden, vare ved? Og, hvordan holder de deres forelskelse skjult, i en verden, hvor spirrende kærlighed er en ulovlighed?

93Likes
145Kommentarer
10016Visninger
AA

15. Arianas synsvinkel

"Hvad fanden laver det misfoster her!" skreg mændene et par meter foran os. Jeg skuttede mig og trykkede mit hoved tæt ind til Xaviers brystkasse, så jeg kunne lytte til hans beroligende, pumpende hjerte, der dog snart dunkede hurtigere og hurtigere. Han kyssede blidt min hovedbund, hvorefter han langsomt hev hætten ned, så den dækkede mine krystalblå øjne.

"Det er ikke et misfoster!" råbte han igen. Jeg mærkede, hvodan han knugede mig hårdere ind til sig, da mændene kom nærmere. De sendte os et misbilligende elevatorblik og konstaterede: "Vi må ringe til rådet og..."

"Nej!" udbrød Xavier oprevet. Nu holdt han så stramt om mig at jeg havde aldeles besvær med at få luft. Men det gjorde ikke noget. Så længe jeg befandt mig i hans trygge favn var alt godt. Jeg inhalerede villigt duften af Xavier, der var så frustreret at han nærmest løftede mig et par milimeter fra jorden. Mændene kom nærmere med deres ækle hoveder på skrå. Den ene greb en slidt mobil den anden havde kastet.

De deprimerende lyde af højlydte taster kastede sig ud i morgenluften og inden længe kørte en forgyldt limousine ind til kanstenen. Ud kom et par vagter, der omringede en ældre mand med sølvglinsende lokker, sat i en taljelang hestehale. Han så mild ud i ansigtet og fordybende rynker fremhævede hans tågegrå øjne, der spillede med området. Manden var høj, men aldeles spinkel og lille af bygning.

"Nej..."

Xaviers stemme var spæd. Kunne jeg høre klangen af lidt bæven? Jeg sukkede mod hans bryst. Han fortsatte sin undskyldene hvisken: "Jeg er så ked af det, Ariana. jeg lover at der ikke sker noget. Jeg..."

"Så, så" afbrød jeg ham og fremtang et smil frem mellem tårene, der nu dannede sig i masser på mine kinder. Så plantede jeg min blege hånd på hans kind. "Det skal nok gå. Vi holder sammen" trøstede jeg. "Jeg elsker dig" tilføjede han, inden vores læber atter mødtes i et længselsfuldt kys.

En irriteret rømmen afbrød os. Vi stoppede forlegent og kiggede på manden med det sølvgrå hår. Han bar en lang mørkerød kappe, der blafrede i vinden. Xavier tog min hånd. Gav den et diskret klem.

"Jeg skal bede jer træde ind i limousinen. Derefter vil i blive kørt til rådets lokaler. Jeg er Phelius. Rådets budbringer" informerede han os om. Vi bukkede ærbødigt vores hoveder og hånd i hånd satte vi os heltemodigt ind bilen, der langsomt begyndte at køre. Jeg havde svært ved ikke at græde, da vi bare kørte gennem byen i tavshed. Hvad skulle der ske nu?

Skrevet af Olve.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...