Seperate worlds

Vi er i år 3580.
Samfundet er kønsopdelt, grundet splid mellem mænd og kvinder for 500 år siden. De eneste der kender til det andet køn er rådet, der gør kvinderne kunstigt befrugtet og giver mændene drengebørnene.
Ariana lever lykkeligt i kvindernes del af verden. Xavier lever lykkeligt i mændenes del af verden. De er begge uvidende om hinandens eksistens. Dette ændres dog snart, da de flygter ud på en øde mark. Samme tid. Samme sted.
Vil de få ukendte følelser for hinanden? Vil deres undren over hinanden, vare ved? Og, hvordan holder de deres forelskelse skjult, i en verden, hvor spirrende kærlighed er en ulovlighed?

93Likes
145Kommentarer
9933Visninger
AA

7. Arianas synsvinkel

Jeg åbnede døren. Fuldstændig overrumplet af lykke. Xavier var fantastisk! Han havde fået mig til, at føle. Hvad jeg følte havde jeg ikke den ringeste idé om.

"Åh, skat! Hvordan er det dog du ser ud?"

Min halvt forgrædte mor kom styrtende ud til mig. Først sendte jeg hende et forvirret blik, hvorefter jeg huskede alt. Huskede alt det, jeg havde glemt den tid, jeg havde tilbragt med, Xavier.

"Jeg snublede i noget...noget...mudder. Så mødte jeg ham..."

MIn hånd fløj op til munden. Det var meget vigtigt, at tie om netop dette. Min mor rynkede skeptisk sine malede bryn. "Ham?"

spurgte hun sagte. Grimassen der langsomt var begyndt, at forme sig i mit ansigt, blev mere panisk. "Øh, ham. Hamdyret, du ved. Den med store, bløde øre og sådan nogle fødder der kan springe?"

Min åndssvage bortforklaring, gjorde bare min spørgende mor, endnu mere skeptisk. "Hamdyret? Mener du ikke en kanin, skat?"

Hendes andet spørgsmål hang i luften og spredte en bekymret atmosfære. Pis. Nu troede hun også jeg var ved, at blive sindssyg. "Ariana. Jeg ved godt, at det har været forfærdeligt det med...Keya...Men du må holde ud. Jeg tror du trænger til et lille hvil" hun lagde en beskyttende arm om min ømme skulder og førte mig op på mit værelse.

 

Værelset føltes koldt og forladt, da jeg lå på sengen og stirrede på en brunlig plet i loftet. Dens former udviklede sig langsomt til et sjusket hjerte. Jeg gned hurtigt mine øjne. Da jeg så op på loftet igen, var den atter blevet den samme brune plet, jeg havde funderet over et stykke tid. Her var så ensomt uden Xavier. Uden hans latterlige spørgsmål. Uden hans åbenlyse skønhed. Jeg glædede mig ufatteligt til, at vi skulle mødes igen. Glædede mig til, at kigge ind i hans rare chokoladebrune øjne. Til at mærke hans varme berøring på min skrøbelige hud. Hvad var det her for en følelse? Hvad var det for en følelse der både vækkede lykke og irritartion? Kærlighed? Nej, det kunne absolut ikke være kærlighed. Kærlighed var noget man følte for familemedlemmer eller nære venner.

Men hvad var det så?

 

Dette kapitel er skrevet af Olve

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...