Seperate worlds

Vi er i år 3580.
Samfundet er kønsopdelt, grundet splid mellem mænd og kvinder for 500 år siden. De eneste der kender til det andet køn er rådet, der gør kvinderne kunstigt befrugtet og giver mændene drengebørnene.
Ariana lever lykkeligt i kvindernes del af verden. Xavier lever lykkeligt i mændenes del af verden. De er begge uvidende om hinandens eksistens. Dette ændres dog snart, da de flygter ud på en øde mark. Samme tid. Samme sted.
Vil de få ukendte følelser for hinanden? Vil deres undren over hinanden, vare ved? Og, hvordan holder de deres forelskelse skjult, i en verden, hvor spirrende kærlighed er en ulovlighed?

93Likes
145Kommentarer
9927Visninger
AA

3. Arianas synsvinkel

 

Tårerne plaskede uvilkårligt ned af mine, røde kinder. De jævnlige hyl flygtede ud i natten. Det var begyndt at støvregne, så min silketynde hvide kjole klistrede fast til mine blege ben, og mine lyse lokker klæbede fast til mit ansigt. Blandet sammen med tårer og regn.

Jeg satte farten yderligere op. Havde i sinde at søge ly et sted, men hensigten nåede aldrig at fuldføres. Et stykke foran mig lå en stor sø med fine åkander. Jeg kiggede ned mod mine ben, hvor fedtet mudder langsomt var begyndt, at trække sig op. Kjolesømmen var også blevet beskidt, så jeg besluttede mig for, at vaske mine ben henne ved søen.

Jeg løb hurtig hen til søbredden og satte mig ned. Vandet var iskoldt. Det sno sig lystigt op af mine underben. Jeg gøs forfærdet, klaprede højlydt med tænderne og stirrede åndsfraværende ned i vandet, der sendte små bølger ud fra min krop, når jeg bevægede mig.

Skidtet flød langsomt af mine ben, videre ned i vandet, hvor det dannede sig i en ujævn masse. Det var først der jeg lagde mærke til det. Lagde mærke til, hvor hærget jeg så ud. Håret sad som en rede på mit hoved, øjnene var ophovnede, læberne blå og kinderne røde og beskidte.

Jeg sad længe og studerede mit ansigt i den spejlblanke sø. Pillede af og til ved nogle gullige græsstrå. Det var behageligt bare at sidde der. Fornemme stilheden. Fundere over latterlige scenarier. Blive i ét med sig selv og lukke af for omverdenen.

Det skingre gisp fløj ud af mine læber, inden jeg kunne nå at holde det inde. Ved siden af mit slidte ansigt, var nu dukket et brunhåret hoved op. Det var smukt, men på en anden måde. Selvom jeg prøvede, ville det være umuligt, at identificere den mystiske kvinde med de grove træk. Jeg tvang hovedet væk fra søen, for at se hende i øjnene. Hun lagde sit robuste hoved på skrå.

"Hv-hvem er du?" spurgte jeg uden videre.

Kvinden rynkede brynene. "Jeg er Xavier, hvem er-"

"Xavier? Det var det et underligt navn?" Jeg missede med øjnene. Hun trak på sine overraskende brede skuldre.

"Hvad hedder du?" hendes stemme var meget dyb og rungende, uden noget strejf af de sædvanlige lyse toner.

"Ariana. Du er da interessant. Har aldrig mødt en kvinde med så brede skuldre, dyb stemme og grove ansigtstræk og...og, hvad er det?" jeg strøg blidt min hånd henover hendes kæbe, der vær dækket af næsten usynlige krassende hår. 

"Øh, det er begyndende skægstubbe. Og jeg er ikke en...hvad sagde du det hed?..."

"Kvinde..."

"Nej, jeg er ikke en, æhm, kvinde?" 

Hun så meget forvirret ud, hvilket jeg sikkert også gjorde. Alle var kvinder. Ja, lige undtagen dyr. De var bare...dyr. 

"Jeg er en mand. Og det er du også...Altså medmindre du er en eller anden fantasifigur eller sådan noget der er i eventyrerne."

Mand. Jeg smagte på ordet. Det lød så ukendt, men alligevel vækkede det noget dybt inde i min underbevidsthed.

 

Dette kapitel er skrevet af Olve

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...