Seperate worlds

Vi er i år 3580.
Samfundet er kønsopdelt, grundet splid mellem mænd og kvinder for 500 år siden. De eneste der kender til det andet køn er rådet, der gør kvinderne kunstigt befrugtet og giver mændene drengebørnene.
Ariana lever lykkeligt i kvindernes del af verden. Xavier lever lykkeligt i mændenes del af verden. De er begge uvidende om hinandens eksistens. Dette ændres dog snart, da de flygter ud på en øde mark. Samme tid. Samme sted.
Vil de få ukendte følelser for hinanden? Vil deres undren over hinanden, vare ved? Og, hvordan holder de deres forelskelse skjult, i en verden, hvor spirrende kærlighed er en ulovlighed?

93Likes
145Kommentarer
10028Visninger
AA

1. Arianas synsvinkel

Jeg kneb øjnene hårdt sammen og svingede med mine lange, lyse krøller. Nerobia lagde en slank hånd på min skulder. Min dybe vejrtrækning resulterede til fuldstændig afslapning i kroppen. Jeg spændte buen og sigtede efter målskiven.

"Godt klaret, min pige." sagde hun, da pilen ramte plet. Et stolt suk undslap mine blanke læber, mens mine krystalblå øjne, søgte hendes.

"Du er aldeles flittig, Ariana. Kunne du tænke dig, at blive bueskytter?"

Mit askegrå ansigt lyste øjeblikkeligt op. "J-ja. Det er mit største ønske. Jeg mener...jeg ville blive så beræret, hvis du ville tage mig i lære," stammede jeg overrumplet.

Nerobia smilede varmt, så hendes blide smilrynker tog form i ansigtet. "Det lyder skønt, unge skytte. Jeg vil se frem til din tilstedeværelse på skydepladsen i morgen klokken..." hun skævede ned til sit fine guldarmbåndsur med den mørkebrune læderrem. "Klokken kvart over tre." afsluttede hun.

Jeg bukkede ærebødigt. "Selvfølgelig. Og, tusind tak. Farvel!"

Min kridhvide kjole blafrede stilfærdigt i vinden, da jeg vendte mig for at løbe hjem. Det var en oplevelsesrig aften. Himlen var dækket af skyer med hundrede nuancer, der vakte glæde i mig. Den lune aftenluft og mine bare fødder mod det bløde grønne græs fik mig til at bruse af lykke.

Det varede ikke længe før jeg, stakåndet og med sved på panden, stod foran vores hoveddør. Min magre arm løftede sig, for at banke på, men min mor kom mig i forkøbet. Hun stirrede bekymret på min glinsende hud, hvorefter hun hev mig indenfor med en heftig bevægelse.

"Skat..." hun bed sig hårdt i læben og trippede med foden. Jeg rynkede forvirret brynene. "Keya er d-dø-død." græd hun. Tårene trak tydelige spor ned af hendes ligblege ansigt. Jeg udstødte et lavt klynk. Alt lykken og glæden, jeg havde oplevet forsvandt øjeblikkeligt, da jeg sank sammen på gulvet, med alvorlige brækfornemmelser.

"Hvordan?" hikstede jeg, med hovedet begravet i hænderne.

Min mor, gik hen og kyssede mig på panden. Stadig grædende. "Trafi-trafikuheld." fik hun fremstemmet. Jeg hylede hjerteskærende. Hvorfor lige min søster? Hvorfor skulle døden tage hende? I en så ung alder?

Vi græd sammen i lang tid. Jeg sad på hendes skød med armene om hendes hals i timevis. Vores store bornholmer ur tikkede utålmodigt, mens tiden gik. Vi kunne ikke stoppe vores omfavnelser, samt den nytteløse hulken, der gav genlyd i lokalet.

Pludselig fik jeg en utrolig trang til, at flygte. Flygte væk fra alt. Væk fra den onde verden. Jeg løsnede mit greb om min mor, der bare strammede sit endnu mere. "Mor? Jeg bliver nød til, at gå en tur."

Hun kiggede op på mig med rødsprængte øjne og snøftede. "Jeg vil ikke risikere..."

"Mor, jeg går nu," fastlagde jeg bestemt. Hun gav mig et anstrengt knus. "Du må love mig at passe på, elskede!"

Jeg gav hendes hånd et klem og listede ud af døren.

Nu var kulden, nærmest bidende. Den rev i mig. Hviskede onde hensigter til mig. Jeg stønnede og løb væk fra det hele. Bare væk fra den hårde og uretfærdige verden.

Med et blev det koldt, og da jeg kiggede op, var solen forsvundet bag en sky. 

 

Dette kapitel er skrevet af Olve

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...