The Lullaby Of An Angel - One Direction

Sage flytter til London da hun er træt af hendes overambitiøse familie. Hun forlader Irland, og hopper på toget den dag hun bliver atten. Hun får dog et chok da hun den første dag ser sin barndomsven, sidde der på en restaurant i midt i England. Det er seks år siden de sidst har set hinanden, kan han overhovedet huske hende? Mon hendes gamle vendskab stadig er der eller er det glemt, og hvilke oplevelser og muligheder kunne det give? Sage får hurtigt meget at tænke på, men det er ikke altid en dårlig ting.

21Likes
25Kommentarer
2280Visninger
AA

2. The First Sight

 

Verden susede forbi mig, jeg lagde ikke mærke til den for jeg havde egentlig ikke lyst. Jeg sad i taxaen på vej til min lejlighed. Jeg var endelig blevet atten så jeg kunne flytte hjemmefra. Jeg vil ikke sige jeg hadede min familie, men de er bare for meget nogle gange. De er så pokkers ambitiøse og intet er godt nok. Jeg tror faktisk at de var lettede over at slippe af med mig. Jeg var jo så belastende, ikke ligesom mine andre åhh så perfekte søskende. I dag er det faktisk min fødselsdag! Yay! eller noget... Det eneste gode ved den her dag er at jeg endelig kommer væk. Mine forældre havde dog insisteret på at finde en lejlighed til mig herovre, jeg kommer fra Irland. Det var deres eneste kompromis. Jeg var for at være ærlig fuldstændig ligeglad, så længe jeg kom væk fra dem.

Taxachaufføren stoppede og fortalte at vi var her. Jeg smilede til ham og sagde tak for turen. Han hjalp mig med mine ting. Jeg stoppede og kiggede op på huset foran mig. Det var meget sødt sådan lidt gammeldags, men det havde sin charme. Jeg smilede, de havde ikke gjort et så dårligt valg igen. Det lå vidst heller ikke så dårligt, det havde ikke taget ret lang tid at køre fra hovedbanegården og herhen. Det må vel betyde det ligger ved centrum?

Jeg gik ind og kiggede så på nøglen i min hånd. 2B det måtte være anden etage.  Jeg gik op på anden etage med mine ting og fandt så 2B. Jeg puttede nøglen i og drejede rundt, den gik op med et klik. Jeg sukkede lettet og fik mine ting skubbet indenfor. Jeg lukkede døren og begyndte så at kigge mig omkring. Der var et fint stort køkken som hørte sammen med stuen, så var der to badeværelser et soveværelse og et værelse som var tomt. Det var perfekt! Okay her måtte jeg give mine forældre lidt credit, den her lejlighed var virkelig mig. Jeg vidste også allerede hvad det tomme værelse skulle være. Jeg smilede for mig selv, og gik ud for at få mine ting på plads.

Da jeg endelig havde fået alt på plads, var det ved at være aften og jeg havde ikke købt ind så jeg måtte ud og finde noget. Jeg tog min jakke og sko på og gik så udenfor. Jeg gik lidt rundt og kiggede på menneskerne og butikkerne. Til sidst fandt jeg en fin lille restaurant, jeg gik indenfor og fik et bord. Jeg bestilte en salat med noget kyllingeting. Pludselig mens jeg spiste kom der en flok drenge ind, som grinede helt vildt højt. Jeg prøvede at ignorer dem, men de blev bare ved. Jeg kiggede over til dem, men måtte lige kigge en gang til. Der ved et rundt bord sad en af mine bedstevenner fra min barndom, den eneste person jeg nogensinde havde vist den sande mig. Ham jeg altid kunne være mig selv med, ham jeg var nødt til at flytte fra som 12-årig. Det var nok den ting jeg hadede mine forældre allermest for, at de tog mig væk fra ham.

Jeg kiggede væk, helt rystet og stirrede bare ned i min mad. Jeg var nødt til at tage nogle dybe indåndinger, og få min puls ned igen. Jeg kiggede derhen igen, men til min skræk så jeg at de ikke var der længere! Fuck! Jeg skyndte mig at få fat i tjeneren og betale. Han kiggede på mig som jeg var vanvittig, men det var jeg også lige i det øjeblik. Jeg skyndte mig udenfor, men kunne ikke se ham nogle steder. Jeg løb rundt i jeg ved ikke hvor lang tid, men han var ingen steder. Jeg gik nedtrykt tilbage til min lejlighed. Jeg smed bare mine ting på gulvet, og lagde mig på min seng helt udmattet. Jeg begyndte ligeså stille og græde, men tørrede hidsigt tårerne væk. Det kunne jo være det ikke engang var ham, men bare en der lignede. Jeg følte mig lidt dum, selv hvis jeg mødte ham ville han jo sikkert ikke kunne genkende mig.

 Jeg rejste mig stille op fra sengen, og gik ind på badeværelset for at få nattøj på. Jeg fjernede alt makeup og børstede mine tænder, og gik så ind og lagde mig i  min seng. Jeg trak dynen helt op til mit hoved og krammede den ind til mig. Seks år var gået men jeg savnede ham stadig. Han var og er stadig den eneste "rigtige" ven jeg nogensinde har haft. Jeg sukkede og begravede mit hoved i puden. Nu ville jeg bare sove. 

***

Jeg vågnede tidligt næste morgen, ved at solen strømmede ind igennem ruderne. Jeg strakte mig og gabte. Jeg svang det ene ben ud af sengen, og så det andet. Jeg gik langsomt ud på badeværelset og gik i bad. Jeg startede først på min nye skole i overmorgen så jeg havde i dag og i morgen til at slappe af. Jeg besluttede mig for at gå en tur i den park der var ovre på den anden side af vejen. Jeg fik min jakke på og læste døren. Da jeg kom ud blev jeg ramt af vinden i ansigtet. Det var dejligt at føle vinden langsomt køre hen over min hud, og jeg tog en dyb indånding. Jeg gik roligt hen til parken, og nød bare stilheden. Der var ikke ret mange mennesker, de eneste var folk der var ude og lufte deres hunde. Og så lige en lyshåret dreng der sad på en bænk. Jeg kiggede rundt omkring og trak bare vejret helt roligt og slappede totalt af.

Jeg gik ligeså stille hen og satte mig på bænken, da mit snørebånd var gået op. Jeg trak min fod op på bænken og spændte det. Da jeg satte min fod ned igen, kom jeg til at skubbe til drengen ved siden af mig. "Ej! Det må du undskylde!" sagde jeg hurtigt. Han vendte sig smilende og sagde med en irsk accent "Det gør ikke noget der skete jo ikke noget!" Jeg sad bare der og kiggede måbende på ham. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...