The Lullaby Of An Angel - One Direction

Sage flytter til London da hun er træt af hendes overambitiøse familie. Hun forlader Irland, og hopper på toget den dag hun bliver atten. Hun får dog et chok da hun den første dag ser sin barndomsven, sidde der på en restaurant i midt i England. Det er seks år siden de sidst har set hinanden, kan han overhovedet huske hende? Mon hendes gamle vendskab stadig er der eller er det glemt, og hvilke oplevelser og muligheder kunne det give? Sage får hurtigt meget at tænke på, men det er ikke altid en dårlig ting.

21Likes
25Kommentarer
2270Visninger
AA

3. Bad day

 

Jeg stirrede bare på ham med åben mund. Det kunne ikke passe, han sad ikke her lige foran mig. Det var en drøm helt sikkert, det kunne jo ikke være virkeligt. Eller kunne det? Hurtigt var jeg oppe fra bænken, og spænede hen mod min lejlighed. Jeg fumlede med min nøgle min fik låst døren op. Jeg skyndte mig at lukke døren igen og sank så ligeså stille ned af døren, mens tårerne faldt lydløst ned af mine kinder. Det var for meget. Jeg ville og kunne ikke lade mig selv håbe. Selv hvis det var ham hvem siger så at han ville kunne huske mig? Jeg sad nede på gulvet og hulkede lydløst i noget der føles som flere timer.

Da mine øjne løb tør for tårer rejste jeg mig langsomt op, og gik ud i køkkenet. Jeg tændte for vandhanen og tog et glas vand. Jeg gik ud på badeværelset, og kiggede mig selv i spejlet. Det var mildest sagt ikke et kønt syn. Mine øjne var røde og hævede og min mascara sad alt sammen under øjnene, så jeg lignede en panda. Der kom et lille fnis ud af min mund, jeg så virkelig komisk ud. Jeg begyndte langsomt og roligt at fjerne resterne af min mascara, og duppede mine hævede øjne med en våd klud. Jeg  gad ikke at tage noget nyt makeup på så jeg valgte at være bare mig. Jeg tog en dyb indånding, og gik over i parken igen for at se om han stadig var der.

Jeg gik langsomt tilbage ind i parken, jeg var bare blevet overvældet før. Jeg tog en dyb indånding før jeg trådte ind. Mit blik søgte straks over mod bænken, bare for at blive skuffet. Han var der ikke. Jeg var skuffet, og vred på mig selv. Hvorfor var jeg ikke blevet? Hvorfor skulle jeg være så svag... med tårer i øjnene gik jeg tilbage ud på gaden. Regndråber begyndte at falde stille fra himlen. Mine tårer blandede sig med regnen, og der gik jeg alene på en gade i London. Jeg gik forbi et vindue, hvor det fedeste sæt tøj var udstillet. Ligesom der er nogle der trøstespiser er jeg en trøsteshopper. Ikke for at lyde snobbet eller noget men når ens forældre har højt betalte jobs, er penge ikke et problem. Jeg gik indenfor og fandt en masse fedt tøj, som jeg prøvede på og købte Nu var jeg allerede i meget bedre humør. Jeg gik ind i et par butikker mere, og fik da også et par flere ting. Jeg var nødt til at gå hjem med alle mine nye indkøb, så på vejen hjem købte jeg mig lige sandwich. Jeg fik moslet mine ting og mig ind igennem døren, og smilede tilfreds af de mange shopping poser.

Jeg besluttede mig for at varme min sandwich i mikroovnen, så den var lidt lun. Jeg satte den til hvad jeg troede den skulle have, da jeg aldrig havde brugt en mikroovn. Jeg gik ind i stuen og tændte for fjernsynet. Der lød et ding og min mad var færdig, jeg hentede den og satte mig ned i sofaen. Jeg kom til at kigge ned af mig selv. Mit tøj var beskidt og vådt, og da jeg kiggede hen ad gangen mod mit soveværelse lå der tøjet fra i går. Hmm mon ikke der var sådan en vaskedims et sted? Jeg søgte lejligheden igennem og fandt til sidst en vaskemaskine. Jeg havde set det gjort mange gange før. Man puttede tøjet i, puttede noget sæbe i og så tændte man vel bare? Men hvor mange af de der skefulde sæbe var det nu lige man skulle proppe i? Hmm tøjet skulle jo blive rent så fem var vel okay. Jeg puttede sæben i og tændte maskinen, og gik så tilbage ind i stuen.

Der var gået et stykke tid, og jeg ville lige se til mit vasketøj. Jeg åbnede døren til rummet hvor vaskemaskinen stod, men blev mødt af et væld at skum. "FUCK!" bandede jeg svagt. Jeg prøvede at slå skummet væk med at håndklæde, men det hjalp overhovedet ikke! Jeg var nu fuldstændig sæbet ind, og anede ikke hvad jeg skulle gøre. Rent impulsivt løb jeg ud af døren, og rendte over til 2A og bankede ivrigt på. "Kom nuu, kom nuuu! Please vær hjemme!" jeg stod nærmest og hoppede på stedet. Endelig gik døren op efter noget der føles som en evighed, og en brunhåret dreng kom frem. "Hey! undskyld jeg forstyrrer men ehh jeg har haft et lille uheld, og tænkte på om du måske ville hjælpe mig?" Jeg kiggede bedende op på ham. "Jo selvfølgelig vil jeg det, men hvad er der sket?" han kiggede op og ned af mig, og jeg begyndte at rødme. "Det er vidst nemmere hvis jeg viser dig det," sagde jeg smilende og tog hans hånd og trak ham ind i min lejlighed. 

 

Vi gik igennem min lejlighed, eller jeg nærmest trak ham af sted. Havde han ikke nogle fødder, eller var han bare så retarderet at han ikke kunne sætte fødderne foran hinanden? Nå men vi nåede hen til vaskerummet, og jeg hørte en indeholdt latter bag mig. "Hvordan har du gjort det?" spurgte han grinende, mens han prøvede at komme igennem skum væggen. "Øhh altså jeg puttede bare sådan fem af de der skefulde sæbeting i?" Sagde jeg og kiggede ned på mine fødder. Han begyndte at grine, højt. Fantastisk... "Nå men lad os nu se hvad jeg kan gøre her." Han skubbede skummet til side, og jeg fulgte langsomt med bag ham. Han kom ind og fik vidst slukket maskinen. "Mange tak," sagde jeg og smilede til ham. "Det var da så lidt" Sagde han og smilede. Vi vendte os om og ville til at gå ud, men selvfølgelig glider jeg og tager fat i ham. Vi ender begge grinende på jorden. "Forresten jeg hedder Sage," siger jeg smilende og rækker hånden frem. "Og jeg er Liam." svarer han og tager min hånd. VI kigger lidt på hinanden men griner så igen. Jeg rejser mig op, og rækker hånden ned til ham. Han tager den, og jeg hjælper ham op. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...