The Lullaby Of An Angel - One Direction

Sage flytter til London da hun er træt af hendes overambitiøse familie. Hun forlader Irland, og hopper på toget den dag hun bliver atten. Hun får dog et chok da hun den første dag ser sin barndomsven, sidde der på en restaurant i midt i England. Det er seks år siden de sidst har set hinanden, kan han overhovedet huske hende? Mon hendes gamle vendskab stadig er der eller er det glemt, og hvilke oplevelser og muligheder kunne det give? Sage får hurtigt meget at tænke på, men det er ikke altid en dårlig ting.

21Likes
25Kommentarer
2228Visninger
AA

6. A new beginning and... what?

 

Vi stirrede bare på hinanden i hvad der føles som en evighed, men sikkert bare var et minut eller mindre. Det var ham der brød stilheden da han sagde med en lav stemme "Hvad laver du her?" Ikke noget ej hvor har jeg savnet dig eller, hvor er det godt at se dig igen. Nej nej han skulle bare vide hvad fanden i helvede jeg lavede her. Jeg kiggede med hvad der nok mindede om et såret blik på ham da han begyndte at forklare sig.   "Nej nej Sage! Det var ikke sådan ment!" han gik tættere på mig og tog mig ind i et kram. Han hviskede til mig, mens hans greb strammedes "Jeg har savnet dig så forfærdeligt meget, jeg mente ikke det før! jeg er bare så chokeret over at se dig her. Efter hvad jeg husker var dine forældre ikke sådan nogle der lod deres afkom tage af sted ud i den farlige verden, medmindre det selvfølgelig gjaldt penge?" han grinede hans fantastiske grin, og holdt mig ud i en arms længe og kiggede på mig. Jeg  kiggede bare tilbage ind i hans fantastiske øjne, og kom så på at han jo havde spurgt mig om noget. Jeg rømmede mig og svarede "jeg er altså 18 nu! Jeg flyttede herover på min fødselsdag, og med hensyn til mine forældre så tror jeg de er glad for at slippe af med mig." jeg smilede trist til ham.    De andre drenge kom hen til os, og kiggede forvirret da de så at jeg stod med helt blanke øjne. Liam var den der spurgte "Hvad er der sket?" han kiggede frem og tilbage mellem mig og Niall. "Ikke andet end at jeg lige har mødt den bedste ven jeg nogensinde har haft!" svarede Niall og lagde en arm rundt om mig.  Jeg var lykkelig, intet andet. Den bedste ven i verden sad lige nu og holdt min hånd under bordet, og smilede til mig. Jeg havde det fantastisk. De andre drenge fik jo selvfølgelig hele historien om Niall og jeg.   Liam sad bare og kiggede på mig, det var faktisk begyndt at blive en smule underligt... "Ehm, har jeg noget i ansigtet Liam?" spurgte jeg forsigtigt. Han grinede lavt, men rystede på hovedet. Jeg sad og ventede på et svar, men det virkede ikke ligefrem som om jeg ville få et. Nå, det måtte han da også selv om. Jeg vendte mig mod Niall, og kiggede granskende på ham endnu engang. Han var nuttet, ingen tvivl om det, men det havde han jo altid været. Min dejlige Niall, helt igennem en perfekt skabning. Ja jeg kalder ham en skabning for et normalt menneske kan umuligt kværne så meget mad ned. Jeg grinte af mig selv, og straks faldt samtlige 5 drenges blik på mig. "Bare ignorer mig," sagde jeg og smilede til dem. Jeg vidste det var en god ide at flytte herover, hold kæft hvor var jeg god.    Jeg var på vej hjem fra Nandos sammen med Liam, de andre drenge var kørt med Louis og Harry hjem, så nu var det bare mig og Liam. Der var stille i bilen, men ikke en af de der akavede øjeblikke hvor ingen ved hvad de skal sige, det  var bare... stille. Jeg sukkede tilfredst, det havde været en vidunderlig dag. Liam smilede stille til mig. "Du er helt anderledes sammen med ham, det er som om din hårde og sarkastiske side forsvinder når han er der..." han lød nærmest imponeret, men også en smule undrende. Jeg vendte mig mod ham "Det er bare den effekt han her på mig, jeg bliver rolig og slapper af når jeg er i nærheden af ham." sagde jeg smilende. Liam rynkede brynene "Er du forelsket i ham?" Jeg begyndte at grine, ja jeg brød nærmest sammen af latter. Mig? Forelsket i Niall? Ej det tror jeg så ikke lige! "Ej Liam det er jeg nu ikke!" svarede jeg grinende. "Nå nå, man har vel lov at spørge," sagde han og blinkede til mig. Jeg sagde godnat til Liam, og låste op ind til min lejlighed. Jeg lukkede og låste døren efter mig, hoppede af tøjet og så faldt jeg ellers bare om på sengen med et smil på læben.                                                                               *** "Aww hvor er den dog nuttet, og også den der! Ejjjjj hvor er de søde, WOW DEN FLYVER!! Jeg kan også flyve!"    Jeg vågnede ved at jeg faldt lige ned på gulvet. Hva fuck? Jeg glippede lidt med øjnene og prøvede at finde ud af hvad fanden der var sket. Der var en hundehvalp? Og muligvis noget med en flyvende enhjørning? Jeg rystede på hovedet, hvor var jeg skør. Underlige drømme, det er åbenbart sådan noget jeg har. Nå men jeg skal vel også til at op. Jeg rejste mig langsomt op, for ikke lige pludselig at dase om. Kaffe! jeg havde brug for kaffe, noget dejligt varmt opfriskende kaffe! Jeg småløb ud i køkkenet, og skruede op for musikken på vejen.  Jeg dansede rundt i min stue med kaffekruset, i mit undertøj skal det lige siges. Jeg dansede rundt og rundt og rundt, og BANG! Skoldhedt kaffe på mit lår!   "AV FOR SATAN EN I HELVEDE! FUCK FUCK FUCKKEDY FUCK!" Jeg hoppede rundt og skreg af smerte. Det var da helt utroligt så ondt det gjorde. For helvede Sage, det er hvad du får ud af at danse med kaffe. Jeg hoppede rundt i cirkler da Liam sparkede min dør ind. Jeg blev så overrasket at jeg helt glemte smerten et kort øjeblik. "SAGE! Er du okay? Hvad skete der?" han kom panisk løbende hen imod mig. "Du sparkede min dør ind?" Jeg kiggede forbavset på ham med åben mund. "JA! Jeg har jo ikke nogen nøgle, og jeg troede du var ved at dø eller noget!" Jeg må sige jeg blev lidt smigret over at han havde sparket døren ind for min skyld. Nåårh ja og så havde han heller ikke nogen trøje på, mums siger jeg bare! Smerten ramte mig igen, og jeg faldt ned på gulvet i smerte. "Sage?! hvad er der sket?" Han nærmest fløj hen til mig og tog mig op i sine arme. Jeg sagde bare "Kaffe Liam, Kaffe."   Liam kørte mig på skadestuen, og jeg fik sådan noget underligt creme på mit lår for at mindske hævelsen. Da smerten var væk, blev jeg pludselig pinligt bevidst om at jeg kun havde undertøj på. Jeg kiggede genert over mod Liam og skulle til at takke ham, da fire drenge kom løbende ind på min stue. Niall sprang hen til min side og kiggede bekymret på mig "Årrh Sage er du okay? Har du det godt? Hvad skete der? Hvad siger lægerne?" Jeg grinte lavt "Rolig rolig jeg har det fint nu, bare et lille uheld med kaffe," jeg smilede beroligende til ham.    Niall rev dynen væk og kiggede på mit lår, uden jeg nåede at gøre noget. "HEY!" sagde jeg, og prøvede at rive dynen til mig. Den lille hospitalsskjorte jeg havde fået dækkede ikke ret meget, og mine blondetrusser gjorde det bestemt ikke bedre. "Niall! Gider du lige, samtlige personer herinde kan se mit undertøj!" hvæsede jeg af ham. Ikke for at være ond, men hvad fanden havde knægten gang i sådan at udsætte mig offentligt. Jeg kunne høre Zayn og Harry snakke lavmælt i baggrunden. De eneste ting jeg hørte var lækre stænger, frække trusser, ikke værst osv. Det virkede som om Niall pludselig opdagede hvad han havde gang i. Han smilede forfjamsket og med helt røde kinder til mig. "Undskyld Sage, jeg glemmer helt vi ikke er små børn længere," Jeg nikkede bare med sammenbidte tænder "Jaja du er tilgivet, men gider i ikke lige alle sammen gå ud så jeg kan få noget tøj på?"   
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...