Smil prinsesse

15 årige Eli har en dødsyg mor og ingen far, indtil hendes mor dør. Lige før moren dør, fortæller hun Eli, hvem hendes far er. Det får stor betydning for Eli, da hendes far viser sig at være Prince Charles af Wales, tronarving til den engelske trone. Der er bare det, at i modsætningen til mange andre, har Eli ikke lyst til at være prinsesse. Dog finder hun en lille, ældgammel dagbog i biblioteket, som hun finder trøst i. Snart er hun opslugt i tiden, hvor Henry d. 8 herskede og krigene mellem protestanter og katolikker var mange

6Likes
9Kommentarer
2427Visninger
AA

1. Tirsdag den 10. april 2011 – Mors sidste besked

Folk snakker og snakker. Påstår at hvad jeg mangler er en psykolog. Den tror jeg ikke slev på. Jeg kan sagtens klare mig alene. Jeg er en almindelig londonsk pige, der klarer de udfordringer der bliver stillet til hende. Også selvom det er hendes mors død. Eller rettere kommende død. Min mor lider af kræft og lige nu skal der et mirakel til, hvis hun ikke dør indenfor den næste time. Indrømmet er jeg knust. Det gør det kun værre, at jeg ikke ved hvor jeg skal bo når hun er død. Min mor er kunstner. De fleste voksne kender hende. Selvom hun er ret stor har vi aldrig haft mange penge, hvilket gør at jeg er helt sikker på jeg ikke må blive. Det må jeg nok under ingen omstændigheder. Jeg aner intet om min far. Mor siger jeg var produktet af en romance i Paris, da hun boede der, så han er sikkert fransk. Men indtil videre har jeg været lidt ligeglad.

”Sådan en pragt præstation burde i alle komme med!” lyder det fra Professor Jones. Når jeg siger professor er det fordi at indenfor musikken er alle der har en vis grad konservatorieuddannelse. Jeg kigger op fra dig og ser at alle kigger på mig. Det går op for mig, at der var et sted hvor de andre blev bedt om at holde op med at synge, hvilket jeg overhørte og derfor bare sang videre. Det ser ud til at Jones er tilfreds med mig. Jeg ved knapt nok selv, hvad jeg har lavet. Jeg har bare siddet og skrevet her.

Jeg har lige fået dig af Lu, min bedste veninde. Hun sidder og kigger undersøgende på mig. Hun har taget kor, kun for at kunne være sammen med mig, ligesom jeg har taget psykologi, for at være sammen med hende. Lu er meget stille og genert, men kender man hende er munden ikke til at stoppe på hende og hun er så sød. Vi er langt fra populære typer. Faktisk er jeg ”de upopulæres forkæmper”. Grunden er at jeg har et temperament, der vil noget.

”Stil jer alle sammen op og så ser vi om i kan gøre det bedre,” siger Jones. Vi gør som han siger. Midt i sangen bliver vi forstyrret og sekretæren kommer ind. ”Undskyld, men jeg skal låne Eleonore Mitchell,” siger hun og kigger direkte på mig. ”Jeg har ellers holdt lav profil i dag,” mumler jeg.

Jeg når lige, at se Phillipas skadefro blik. Phillipa er St. Paul Girl Schools dronning. Jeg kan ikke snuppe hende og vi ryger altid i totterne på hinanden og ryger ned til inspektøren. Tit er det kun mig der ryger derned, da Phillipa har et talent for at spille uskyldig, så folk tror på hende. Hun tror virkelig hun er noget, fordi hendes far er minister, er gode venner med premiereministeren og har mødt dronningen. Så er hun selvfølgelig også meget smuk og går i det rigtige tøj, men klog er hun ikke.

Jeg følger sekretæren ned på kontoret, hvor inspektøren Mrs. Lewis venter. ”Eli, hvorfor har du ikke fortalt os at din mor er alvorligt syg?” spørger hun, med et bekymret ansigtsudtryk. Derfor, tænker jeg, men trækker bare på skuldrene. ”Nå, men jeg er blevet bedt om at give dig fri, da lægerne har ringet og sagt, at det er lige oppe over,” siger hun. Jeg fortrækker ikke en mine. Jeg vidste det jo allerede. ”Så jeg må gå nu?” forsikrer jeg mig. Hun nikker.

Jeg henter mine ting og løber ned til undergrunden, hvor jeg tager den efterhånden kendte tur til hospitalet. Receptionisten hilser på mig og lader mig så suse videre ned til mor. Da jeg kommer brasende ind står der læger hele vejen rundt om sengen og jeg bliver meget bange, men da de ser mig, forsvinder de alle sammen. Jeg går hen til mor og sætter mig på stolen ved siden af sengen. Hun aer mig over håret og jeg kan mærke tårerne presse på. Hver bevægelse gør ondt på hende.

”Nu går den snart ikke længere,” siger hun og vikler sin finger ud af mit hår. Jeg kigger direkte på hende. Jeg kan mærke der er noget hun vil sige. Hun trækker vejret dybt ind. ”Jeg er ikke bange for noget. Indtil i dag var jeg bange for hvad der skulle blive af dig,” starter hun. ”Men hvad? Hvad skal der blive af mig?” spørger jeg. Hun kigger lige ud. ”Jeg har aldrig fortalt præcis hvem din far er,” siger hun. ”Han ville egentligt gerne have været med til at opdrage dig, på et vist plan, men jeg ville ikke give ham lov. Derfor har han nøjes med at betale dine skolepenge.” Et af mit livs store mysterier går op for mig. Jeg har gået på nogle af Londons bedste skoler hele mit liv.

”Så du har snakket med min far?” gætter jeg. Hun nikker. ”Men der er nogen ting du skal vide, angående det. Din far er ikke hvilken som helst. Din far er Prins Charles,” siger hun. ”WHAT?!” næsten råber jeg. ”Jeg mener han er ligesom over…” starter jeg. ”Ja, han er 65,” siger mor, som selv er 50. Jeg blev åbenbart født med gamle forældre. ”Men ikke desto mindre har han ikke noget imod at tage dig til sig.” ”Ok,” siger jeg ligeglad. ”Kan jeg så bliver boende i lejligheden?” ”Eli, jeg tror ikke du forstår. Det indebærer visse momenter, at være datter af tronarvingen. Eli, du er prinsesse. Dit navn er ikke kun Eleonore Mitchell, men også Eleonore Zara Elizabeth Anne Mitchell,” siger hun.

Min verden går fuldkommen i stå. Mig prinsesse? Den er svær, at tro på. Jeg mener, jeg er ikke smuk, med mit tykke, krøllede sorte hår, der får min blege hud og med fregner til overhovedet ikke at passe ind. Min mor er ginger og jeg har alt andet end hårfarven fra hende. Nå jo, og så munden og øjnene, som nok er fra min nyerhvervede farmor. Jeg er høj og tynd. Min kropsform er vel også ok, men ikke en prinsesses. Og jeg har ingen af en prinsesses kvaliteter. Jeg bliver alt for nemt hidsig. Og så lever jeg i jeans, i skolen sort skjorte, derhjemme ensfarvede oversize T-shirts og mine slidte røde Converse og ville aldrig kunne drømme om at gå i lange fine kjoler. Simpelthen fordi jeg ikke kan lide kjole.Desuden har jeg ikke lyst til at være prinsesse! Jeg mener jeg har altid tænkt at jeg vil arbejde med musik.

Jeg bliver revet ud af mine egne tanker ved et svagt: ”Farvel” efterfulgt af en skræmmende hyletone. Læger kommer styrtende ind. Der går ikke længe før de konstaterer mor død. ”Farvel mor, og tak for alt,” hvisker jeg mens tårerne løber ned af mine kinder.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...