Smil prinsesse

15 årige Eli har en dødsyg mor og ingen far, indtil hendes mor dør. Lige før moren dør, fortæller hun Eli, hvem hendes far er. Det får stor betydning for Eli, da hendes far viser sig at være Prince Charles af Wales, tronarving til den engelske trone. Der er bare det, at i modsætningen til mange andre, har Eli ikke lyst til at være prinsesse. Dog finder hun en lille, ældgammel dagbog i biblioteket, som hun finder trøst i. Snart er hun opslugt i tiden, hvor Henry d. 8 herskede og krigene mellem protestanter og katolikker var mange

6Likes
9Kommentarer
2440Visninger
AA

21. Mandag den 18. april 2011 – Tilbage til hverdagen

”Hold da op! Der er da sket noget!” udbryder Lu, da jeg kommer i skole. Jeg kigger ned af mig selv. En mønstret top i hvid, sort, blå og orange, med blå bukser og et par sneakers. Jeg har det som om mit liv på det sidste har handlet om tøj. ”Man kan ikke undgå det, når man har brugt sin lørdag med en stylist, på at shoppe,” mumler jeg. ”Desuden jeg vil prøve at komme på fægteholdet,” skifter jeg emne. ”Hvorfor nu det? Jeg troede du havde nok,” siger hun og rynker på næsen. Hun tænker på at jeg er med i flere forskellige musik klubber, går til Creative Writing og er aktiv medlem i Students helps street children. ”Det havde jeg også, ind til jeg læste en gammel dagbog, jeg fandt, som faktisk ændrede mine tanker om det med at være prinsesse,” siger jeg. Lu, som er en bogorm, bliver næsten helt stolt. ”Virkeligt? Den bog må jeg hellere læse,” siger hun. ”Ja, det må du,” nikker jeg.

I samme sekund ringer klokken og vi skal hver til sit. Jeg har PE, desværre, hvilket lige med er basket. Folk påstår at jeg burde være god til basket, men jeg er elendig. Alligevel kaster jeg mig ind i kampe, som om jeg kan finde ud af det. Jeg er en ok taber og en fair spiller, men jeg er meget kæmpende, for at vinde, selvom jeg egentligt er ligeglad, når det kommer til stykket. Mit hold vinder, hvilket gør mig i godt humør.

Så da jeg går ned af gangen for at putte mit PE tøj ind i skabet, bliver jeg skuffet, da jeg ser en gruppe piger stå samlet, med en masse larm fra dem. Jeg ved udmærket hvad der foregår og jeg bliver stiktosset, selvom jeg behersker mig indtil videre. Jeg tænker taktisk og begynder derfor på Stevie Wonder Visions. ”Have we really gone this far? Or is this a vision in my mind,” synger jeg og sørger for at ramme alt perfekt. Alle kigger op på mig. Phillipas øjne bliver en smal streg. ”Dig? Er du nu tilbage?” spørger hun og kigger op og ned af mit tøj. ”Er det der ikke Stella McCartney bukser?” udbryder Emilia, en af Phils opvartningsdamer. ”Sikkert, men i skal altså lade Lara være,” siger jeg. ”Vi troede ikke du kom tilbage,” hvæser Phil. ”Gjorde i ikke? Jeg har jo bare været på ferie,” siger jeg. Phil himler. ”Vi ved udmærket godt, at det var din åndssvage kunstner mor der døde,” siger hun.

Det får mig helt op i det røde felt. ”Siger du min mor var åndssvag? Så kig bare på din minister far og dit fucking perfekte liv!” hvæser jeg. ”Ja, mit liv er perfekt og hvad så? Jeg skal jo ikke bøde for at dit liv er noget lort,” siger hun. Af ren og skær vrede tager jeg fat i hende og presser hende op imod skabet. ”Ja, mit liv er noget lort, men i det mindste vil jeg kunne klare mig selv i den virkelige verden, hvor man intet får foræret. Desuden ville du være misundelig, hvis du nu havde kendt alle detaljer om mit liv. Og du er allerede misundelig, bare fordi jeg kan synge og du ikke kan,” hvæser jeg. Hun skriger op, så der kommer en lære løbende og trækker os begge med ned til Mrs. Lewis.

Lewis reagerer lidt anderledes end hun plejer. ”Eli! Fantastisk at se dig igen! Har du det bedre?” spørger hun. Læren slipper mig. ”Ja, jeg har det bedre. Jeg mener… jeg savner hende, men jeg kan jo ikke sørge for evigt,” siger jeg nervøst. ”Fedterøv!” hvæser Phil. ”Kan De ikke se at hun bare gør det for at De skal få hendes parti?” Jeg må vride mine hænder, for ikke at stikke hende en lussing.

”Hvad har i nu lavet?” spørger hun. ”Jeg kom bare gående ned af gangen og så, så jeg at Phillipa og nogle af hendes veninder var samlet omkring Lara, som de mobber, fordi hun er overvægtig. Jeg blev sur og Phillipa gjorde mig kun mere ophidset, så jeg til sidst skubbede hende op mod skabene og råbte hende op i hovedet,” siger jeg træt. ”Er det rigtigt Phillipa?” spørger Mrs. Lewis. ”Nej, selvfølgelig ikke Mrs. Jeg snakkede bare med Lara, fordi hun havde nogle opgaver som jeg manglede og så kom hun og jeg udtrykte bare min medfølelse over hendes mors død og så for hun op i det røde,” siger Phil uskyldigt. ”Demidium veritatem,” mumler jeg, hvilket betyder: Den halve sandhed, på latin.

Mrs. Lewis ser ud til at være en der tænker lidt. ”Hør her. Jeg fatter ikke hvorfor i ikke kan enes. Jeg mener i er hver i sær nogle flinke piger og Eli, Phillipa kunne jo aldrig finde på at mobbe og jeg tror du har misforstået hende, da hun…” starter hun. ”Jeg misforstod hende ikke. Vi ved udmærket godt, at det var din åndssvage kunstner mor der døde, sagde hun ordret,” fastslår jeg harmløst. Den ved hun ikke lige hvad hun skal sige til, så hun ender med bare at færdiggøre sin sætning. ”Da hun viste sin medfølelse. Vi ved begge at du har det hårdt med det og at du i forvejen har problemer med temperamentet, men vil du ikke nok prøve at bestræbe dig på at holde det nede,” siger hun. Jeg skal lige til at give tilbage, men hun afværger det selv. ”Phillipa, du må gerne gå nu. Jeg vil gerne have at du bliver lidt Eli,” siger hun.

Jeg tager en dyb vejrtrækning og lader mig glide ned langs væggen og lægger hovedet på mine knæ. Jeg kigger først op, da døren har smækket. I lang tid kigger Mrs. Lewis bare på mig. ”Hvordan har du det virkeligt med det hele?” spørger hun. Jeg strækker mine ben. ”Ikke særligt godt, men jeg tror jeg overlever,” siger jeg træt og stirrer tomt ud i luften. ”Lige nu er det hele bare meget forvirret.”

”Hvem tager sig egentligt af dig?” spørger hun. Jeg kigger direkte på hende. ”Min far,” svarer jeg. ”Men jeg troede ikke du havde nogen far,” udbryder hun. Jeg kan ikke lade være med at grine. ”Det troede jeg heller ikke, før min mor i sidst øjeblik fortalte mig det,” siger jeg. ”Han havde holdt sig væk, af grunde som jeg godt forstår nu.” Jeg kan se hun smelter. ”Hvilke grunde?” spørger hun med en blid stemme, som jeg aldrig har hørt hende bruge før, hvilket jeg egentligt er glad for. Hun regner med at det er grunde som alkohol, stoffer eller uansvarlighed. Jeg griner lidt af hende. ”Det er Prins Charles og nej jeg er ikke blevet sindssyg på nogen måde,” griner jeg. Jeg kan pludseligt ikke stoppe. ”Jeg er prinsesse!” Hun kigger mærkeligt på mig. ”Det kan jo ikke passe,” siger hun efter noget tid. ”Åbenbart,” trækker jeg på skuldrene. ”Så vidt jeg har forstået var jeg opfundet i en brandert og hvordan den overhovedet kan forekomme, det aner jeg simpelthen ikke.” 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...