Smil prinsesse

15 årige Eli har en dødsyg mor og ingen far, indtil hendes mor dør. Lige før moren dør, fortæller hun Eli, hvem hendes far er. Det får stor betydning for Eli, da hendes far viser sig at være Prince Charles af Wales, tronarving til den engelske trone. Der er bare det, at i modsætningen til mange andre, har Eli ikke lyst til at være prinsesse. Dog finder hun en lille, ældgammel dagbog i biblioteket, som hun finder trøst i. Snart er hun opslugt i tiden, hvor Henry d. 8 herskede og krigene mellem protestanter og katolikker var mange

6Likes
9Kommentarer
2420Visninger
AA

9. 6. april 1544, Dover, England

Kære dagbog

Vi har nu ligget i lejr i Dover vinteren over og det er lige oppe over. I går aftes havde vi fest. De fleste sørgede for, at feste godt igennem, horet og drukket som gjaldt det livet. Mange undrede sig over min tilbageholdenhed, men jeg kan ligesom ikke deltage med særlig stor entusiasme, da det vil afsløre mig.

Jeg var lige ved at falde i søvn, da jeg mærkede en finger løbe over min kind, hvilket fik mig til at vågne straks. Jeg kiggede direkte op i Edwards mørke øjne. ”Eli? Er det virkeligt dig?” spurgte han. Jeg kunne ikke sige noget så forundret var jeg, men nikkede. Han trak mig med væk fra festen. Jeg havde sovet elendigt sidste nat, fordi Parker, som er min sidemand snorkede, så jeg var ret træt. Jeg lagde hænderne om Edwards nakke og mit hoved mod hans bryst. Han trak mit hoved op så han kunne kysse mig. ”Hvorfor gifter vi os ikke bare nu?” spurgte han. Jeg rystede på hovedet. ”Jeg er midt i en opgave og jeg forlader ikke noget ufærdigt, jeg selv har skabt,” sagde jeg. Han kiggede længe på mig, før han igen kyssede mig.

Derefter skete der en masse ting og intet var på sin plads, da jeg vågnede her til morgen. Jeg fik tøjet på. Mit klæde strammet om barmen, men følte stadig at der var noget galt. Edward var der ikke, men det overraskede mig ikke. Han skulle videre. Han er ved at have skaffet sig en militærkarriere, ved at kæmpe mod skotterne. Imens har jeg bare ventet, men nu regner jeg også med at der snart sker noget. Jeg havde lige fået alt på plads inde i mit hoved, da Hertugen kom.

”Kan jeg lige tale med dig Lionel?” spurgte han. Hans toneleje gjorde mig nervøs, for selvom jeg efterhånden er blevet en af hertugens betroede, havde jeg ikke hørt ham sådan før. Vi gik væk fra det hele. ”Er der noget du vil fortælle mig?” spurgte han. ”Hvad skulle det være?” spurgte jeg nervøst. ”Ja, måske at du har løjet overfor mig. Du er ikke hvad du har påstået,” svarede han. Jeg kunne mærke mig hjerte synke, sammen med den klump jeg måtte synke. ”Ingen er hvad de har påstået de er min Herre, men jeg ved hvad du mener. Jeg er en pige,” mumlede jeg og kiggede ham direkte i øjnene. ”Hvem er du i virkeligheden?” spurgte han. ”Prinsesse Eleonora af England,” svarede jeg og tog min hat af. Han undersøgte mig gennemgående. ”Ja, nu kan jeg se det,” sagde han. ”Hvad tror du din fader siger til det?” ”Nej!” udbrød jeg hidsigt. ”Det må De ikke! Vil De ikke nok lade være?” Jeg kunne se han overvejede det. ”Hvad skal jeg sige til kongen, hvis han finder ud af at du har været i min varetægt al den tid?” ”Sig, at det har jeg ikke. Sig at jeg tilsluttede mig Dem kort før afrejse hjemmefra og at De ikke intet havde med mig at gøre, så skal jeg nok sørge for resten,” sagde jeg desperat. Det virkede som om han blødte op. ”På trods af at De er kvinde, er de en udmærket soldat og hver mand tæller,” sagde han. ”Spil Deres rolle godt og jeg vil lade Dem fortsætte.” Han skruede pludseligt dis på. ”Det skal jeg nok Herre,” svarede jeg. Pludseligt blev han i et noget lystigt humør og hele vejen hjem morede han sig over de nyopdagede informationer. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...