Smil prinsesse

15 årige Eli har en dødsyg mor og ingen far, indtil hendes mor dør. Lige før moren dør, fortæller hun Eli, hvem hendes far er. Det får stor betydning for Eli, da hendes far viser sig at være Prince Charles af Wales, tronarving til den engelske trone. Der er bare det, at i modsætningen til mange andre, har Eli ikke lyst til at være prinsesse. Dog finder hun en lille, ældgammel dagbog i biblioteket, som hun finder trøst i. Snart er hun opslugt i tiden, hvor Henry d. 8 herskede og krigene mellem protestanter og katolikker var mange

6Likes
9Kommentarer
2442Visninger
AA

7. 5. april 1543, Framlingham Castle, Suffolk, England

Kære dagbog

Jeg fik solgt min hest i går og købt en ny.

I dag tog jeg til Suffolk for at melde mig. Jeg blev mødt af en staldknægt, der var nogle år yngre end mig selv. Da han så at jeg bare var en dreng, lod han mig selv ordne hesten, dog efter at have givet mig en plads til min hest, fordi jeg insisterede, med en myndighed der vidst gav mig noget respekt. Jeg trak af min store tunge jakke og kom ved et uheld, til at lægge den over armen som en kvinde ville gøre.

En tjener viste mig vej til hertugen. ”Jeg vil gerne melde mig som soldat,” sagde jeg direkte. Den ældre herre kiggede op og ned af mig. ”Og du ser dig selv som passende?” spurgte han skeptisk. ”Enhver der kan ride, håndtere sværd, bue og pil, er vel passende,” påpegede jeg. ”Du ligner nu ikke en der kan nogle af de ting,” smilte han. ”Det kan jeg,” sagde jeg bestemt. Han rynkede på panden. ”Hvis det er det du vil kan du følge med som min tjener,” sagde han. Jeg var lidt ligeglad hvordan han ville have mig med, bare han tog mig. Jeg ville jo bare ud og gøre noget få mit land. ”Tak, Deres Nåde, det er meget venligt af dem,” sagde jeg og bukkede efter alle kunstens regler. Dette syntes at overraske ham. ”Hvad er dit navn?” spurgte han. ”Mit navn er Lionel Tudor,” svarede jeg. ”Så du er i familie med kongen?” spurgte han. ”Så langt ude, at det ikke vil kunne give nogen indflydelse, min Herre,” svarede jeg. ”Du bliver måske nyttig på et tidspunkt,” sagde han, med et smil om munden, som jeg morede ham. Det gjorde jeg sikkert også.

Han fik en tjenestedreng til at hjælpe mig, med at finde mig til rette og så skulle jeg hjælpe til i husholdningen. ”Sig mig er du ikke vant til at tage fat?” spurgte drengen, da vi skulle i gang med at vaske gulvet i en stor sal, og jeg lignede et stort spørgsmålstegn. ”Ikke på den måde,” svarede jeg. ”For det meste har jeg folk til det og så skal jeg bare lære hvad der passer mig. Jeg duer til fægtning, skydning og staldarbejde.” Det imponerede drengen. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...