Smil prinsesse

15 årige Eli har en dødsyg mor og ingen far, indtil hendes mor dør. Lige før moren dør, fortæller hun Eli, hvem hendes far er. Det får stor betydning for Eli, da hendes far viser sig at være Prince Charles af Wales, tronarving til den engelske trone. Der er bare det, at i modsætningen til mange andre, har Eli ikke lyst til at være prinsesse. Dog finder hun en lille, ældgammel dagbog i biblioteket, som hun finder trøst i. Snart er hun opslugt i tiden, hvor Henry d. 8 herskede og krigene mellem protestanter og katolikker var mange

6Likes
9Kommentarer
2467Visninger
AA

3. 11. december 1543, Hampton Court Palace, England

 

Kære dagbog

Jeg har hermed besluttet at føre dagbog over mit hæslige liv.

”Eleonora! Eleonora!” lød det igennem mine gemakker klokken 7 om morgenen, som altid. Min guvernante kom ind. ”Prinsesse så er det op!” kommanderede hun. Med op mente hun den daglige morgenmad på sengen, så hun stillede bare en bakke på sengen og satte sig i gyngestolen for at strikke videre på sin sok. Det virker som om hun evig og altid strikker på samme sok, men det er nok bare mig. Så snart jeg var færdig tog hun bakken og gik ud og hentede nogle af tjenestepigerne, så de kunne få mig i tøjet.

Det tog en hulens tid, selvom det kun var en normal dag. De strammede mit korset, så jeg knap kunne trække vejret, proppede hårnåle i mit hår, så de stikker ind i mit hoved, gav mig flere lag af de sædvanlige skørter på og klemte den blå, sølvbroderede kjole over mit hoved, så jeg til sidst ikke kunne trække vejret. Det er altid en ubehagelig følelse og jeg tror ikke jeg overlever et helt liv sådan.

Da jeg var kommet i tøjet, kom Mrs. Pitch, min guvernante, med skoletingene og gik i gang med at undervise, i en sådan hast at selv mit ellers kvikke hoved ikke kan følge med. Manerer, grammatik, fornuftige beskæftigelser og lignende blev proppet ind i hovedet på mig. Mrs. Pitch er virkelig stram og jeg kan ikke fordrage hende.   ”Nu må du vel til harpe,” sagde hun og pressede læberne sammen. Jeg tror hun, ligesom så mange andre, tror på rygterne om mig og min harpelære, hvilke er ganske usande, på trods af at jeg hvis jeg skulle gifte mig, var det nok med ham.Men jeg vil ikke gifte mig.

Jeg går syngende ned til harpe. Hoffet kalder mig fuglen. Fordi jeg synger og spiller vidunderligt. Det siges blandt folkemunde, at jeg fortryller hver en ung mand der hører på mig med min stemme, mit harpespil og mit udseende. Jeg hader det. Jeg hader det.   ”Jeg har fundet nye noder til Dem, Deres Nåde,” siger Master Manners venligt. ”Herlig, giv mig dem bare,” siger jeg. Han ler af mit altid fremfusende væsen og rækker mig nogle papirer med noder på. Jeg lægger hovedet mode harpen og spiller, mens jeg lader min stemme lege rundt i musikken, som jeg elsker det.

Jeg kom et helt andet sted hen og da jeg stoppede, ville jeg ønske stykket varede længere. ”En fornøjelse som sædvanlig Deres Højhed,” sagde han. Jeg rødmede, til min egen irritation, dybt. ”Lad være med at lægge tryg på titlerne, så tager jeg imod komplimenterne,” lo jeg. ”Med glæde, men hvad skal jeg så kalde Dem?” spørger han. ”Eleonora eller bare Eli tak,” smiler jeg. ”Så kald mig Edward,” smiler han tilbage.   Han rykker helt tæt på mig. ”Kan De holde på en hemmelighed?” spørger han. ”Jeg er søn af jarlen af Rutfolk.” ”Jamen, hvad laver De så her? Underviser en håbløs tøs som jeg!” udbrød jeg. ”Jeg mener nu ikke De er håbløs og desuden er det at få lov til at være sammen med Dem grund nok i sig selv,” siger han. ”Det tror jeg næppe, men hvis De synes,” siger jeg og kan mærke varmen i mine kinder. Det er overhovedet ikke mig at rødme, ligesom jeg overhovedet ikke plejer at lade smiger gå ubemærket ind.

”Eli, jeg har længe elsket Dem og vil gerne gøre kur til dem, men jeg ved jeg ikke skal gå igennem Deres far først, så vil De gifte Dem med mig?” kom det så pludseligt. Man skulle tro det var nok, at indrømmelsen om at han er adelig er nok, men frieri skulle der åbenbart også til. ”Jeg siger ja og jeg tør meget, bare ikke at gå imod min fader, så det bliver kun hvis han indvilliger,” svarede jeg, uden at tænke mig om. Han var nu helt henne og løftede mit ansigt, så han kunne se mig direkte i øjnene. ”Lige meget hvad han siger, vil jeg en dag gifte mig med dig. Jeg skal bare have udrettet noget selv,” sagde han og så ramte hans læber mine. ”Jeg abdicerer som din lære senere i dag, for at gå i hæren og vender ikke tilbage før, jeg har skaffet mig et navn,” sagde han og så kyssede han mig lidenskabeligt igen.

Vi blev afbrudt midt i det hele, af at en af mine tjenestepiger kom ind. ”Deres Fader vil gerne spise til middag med Dem,” sagde hun overrasket over hvad hun lige har set. Jeg rettede på min kjole og mit hår og fulgte med hende. Jeg kunne mærke Edwards blik følge mig længselsfuldt. ”Du siger ikke noget om det til nogen!” hviskede jeg til tjenestepigen, som nikkede. Jeg vidste, jeg kunne stole på hende, da hun ikke tør andet. Jeg har mit temperament og de eneste der tør modsige mig er min fader, Mary og Mistress Pitch .

Da jeg kommer ind sidder fader der allerede. Jeg blev placeret i den anden ende af det bordet og selvom det ikke var stort, gav det den forventede effekt. ”Nå, hvordan var harpetimen så?” spurgte han. ”Udmærket. Master Manners lærte mig nogle nye noder,” svarede jeg. Vi spiser i stilhed. Jeg tør ikke spørge ind til krigssituationen, selvom det er det jeg har allermest lyst til at vide noget om. ”Nå, Eleonora. Jeg må efterhånden sande, at du er giftefærdig og har fundet den perfekte mand til dig,” sagde han. ”Maximillian den 2.” ”Fader, jeg vil ikke giftes,” mumlede jeg. ”Nå, så det vil du ikke? Du bliver det nu alligevel. Det er din pligt, som min datter og du må gøre det uden at kny,” svarede han barskt, hvilket fik mig til at springe op og løbe ud af lokalet, for ikke at eksplodere i hovedet på ham.

Jeg susede ned til mine egne gemakker og fik Anna, tjenestepigen far før, til at hjælpe mig af tøjet og finde mine hoser og min skjorte frem. Jeg gemte mit hår under den brede herrehat, så jeg næsten kunne gå for, at være en ung herre, som jeg helst vil. Så fandt jeg mit sværd, min bue og mine pile og susede ned i stalden og sadler selv op, da staldknægten ikke havde brug for at vide, at jeg tog på endnu en smuttur. Så gik den ellers ud af byen, hvor jeg satte i galop og direkte mod skovene. Her jagtede jeg, til jeg ikke kunne se mere. Så tændte jeg et bål og stegte noget af byttet, som jeg spiste før jeg lagde mig her.    

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...