Kærlighedens smerte

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 jun. 2012
  • Opdateret: 30 aug. 2012
  • Status: Igang
"Luder" "Emo" "Klamme so" Alle orden ramte mig hårdt, men det havde de nu altid gjort.



Maria har en hård hverdag i skole, alle ser hende som et misfoster, hun tør ikke tag sig selv i forsvar og hver dag bliver det værre og værre, og hun kan intet gøre ved det. Hun var for længst død, hvis ikke hun ville passe på hendes lillesøster Fie, den eneste der elsker hende. Hun er blevet mobbet og tæsket igennem de sidste tre år af hendes liv og hver dag bliver det sværere og sværere at holde tankerne om døden ude, men det bliver kun endnu sværere, da hun bliver forelsket i Frederik.

10Likes
29Kommentarer
2658Visninger
AA

9. Skade og bekymring

 

Du ser sød ud. Orden var bare fløjet ud af min mund, inden jeg kunne nå at stoppede dem. Jeg trak med det sammen min hånd hen over min mund, men det var for sent han havde hørt det. Det her ville jeg komme til at høre i skolen, når jeg kom tilbage. Nu var mit liv lige blevet 10% bedre og nu gik det 20% tilbage igen. Trangen til at finde noget skabt og bare skære smerten væk, opstod i mig. Mit blik blev fjernt og jeg så kun knivene i Johannes køkken. Jeg skulle finde den skarpeste og største af dem alle.

Jeg rejste mig langsomt op af sengen og ænsede overhoved ikke Frederik. Jeg faldt forover, men inden jeg nåede at ramme gulvet greb et par hænder mig. Et par drenge hænder. Frederiks hænder. Mine øjne fokuserede langsomt igen og jeg så Frederiks bekymrende ansigt. Bekymrede? Hvad fejlede han lige? Han var aldrig bekymret for nogle.

"Hvad skulle du?" spurgte han. Jeg kiggede forvirret på ham. Hvorfor ville han vide det? Jeg ville alligevel ikke fortælle ham det, så..

"Det skal du ikke blande dig i" skreg jeg med skinger stemme. Ingen skulle vide det og slet ikke ham, så ville han da med sikkerhed hade mig. Kun lille Fie, der ikke rigtig forstod det, men alligevel vidste det. Mit liv var ikke værd at fortælle om, så jeg lod være.

Jeg rejste mig bragt op og følte en stor smerte i min mave. Min fucking mave! Og det fucking sår! Smerten blev ulidelig, men fjernede alt andet smerte i min krop, så jeg fik et stort smil på læben, da jeg endnu engang faldt til jorden og endnu engang greb Frederik mig, men denne gang var det ikke så svært, da han næsten allerede havde armene om mig. Han løftede mig op og lagde mig på min seng. Han løftede lidt for meget op i min trøje, så min bryster kom lidt til synde, men hvad skulle man regne med. Det var en dreng. Hans øjne kunne ikke holdes væk fra min bryster, selvom han desperat prøvede at holde øjnene på mit sår, som måske var gået op.

Jeg fik trykket min trøje lidt ned, så det ikke var noget der ville distrahere ham. Han kiggede ned på min mave, hvor såret var, og kiggede lettet op på mig. Det var nok ikke gået op eller var det? Jeg kunne stadig ikke finde ud af om han ville mig det godt eller skidt.

Jeg tog dynen helt op til hals og prøvede halvt om halvt at kvæle mig selv med den, selvom det ikke gik så godt, prøvede jeg alligevel. Det gjorde jeg altid, det var min måde at prøve det på. Jeg lukkede mine øjne og prøvede at få alt på plads i mit hoved.

"Hey, jeg kom endeligt fordi jeg ville fortælle dig noget. Noget som du SKAL holde hemmeligt for mig" sagde Frederik. Hvad ville han sige til mig? Hvad for en hemmelighed? Hvorfor mig? Hadet han mig? Det plejer han, da at gøre, hvad er der sket med ham? Har han slået hovedet?

Uh, jeg har det. Det er et væddemål og når jeg begynder at stole på ham, vil han svigt mig. Det var det han var ude på. Ej, han var ond, men ikke SÅ ond. Det kunne han da ikke finde på... kunne han?

Mit hoved snurrede og jeg blev svimmel, selvom jeg lå ned. Jeg åbnede mine øjne og så ind i Frederiks smukke øjne. Han havde mig hvor han ville, om han vidste det eller ej. Jeg ville ikke kunne sige nej, lige gyldigt hvor meget jeg ønskede det.

"Okay, sig frem..." sagde jeg usikkert og hakkende. Jeg rykkede mig så godt jeg kunne op af sengen. Jeg ville endelig bare væk, også selvom han var Frederik. Jeg var bange, bage for hvad han ville sige. Det kunne umuligt være godt. Ikke i følge mig. Det kunne kun gøre ondt, ondt i mit hjerte, ondt i min sjæl, ondt i mit indre og ondt i mine tanker.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...