Kærlighedens smerte

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 jun. 2012
  • Opdateret: 30 aug. 2012
  • Status: Igang
"Luder" "Emo" "Klamme so" Alle orden ramte mig hårdt, men det havde de nu altid gjort.



Maria har en hård hverdag i skole, alle ser hende som et misfoster, hun tør ikke tag sig selv i forsvar og hver dag bliver det værre og værre, og hun kan intet gøre ved det. Hun var for længst død, hvis ikke hun ville passe på hendes lillesøster Fie, den eneste der elsker hende. Hun er blevet mobbet og tæsket igennem de sidste tre år af hendes liv og hver dag bliver det sværere og sværere at holde tankerne om døden ude, men det bliver kun endnu sværere, da hun bliver forelsket i Frederik.

10Likes
29Kommentarer
2658Visninger
AA

3. My secret crush og lille Fie

 

Jeg sad på jorden og bare ventede på at klokken skulle ringe, jeg gik ikke før klokken ringede, det kunne jeg ikke, så ville jeg bare få mere smerte. Jeg lagde mig ned og kiggede op mod himlen. Ville mit liv blive bedre hvis jeg tog derop? Hvad skulle jeg gøre for at komme derop?  Hvordan ville folk tag det? Hvad med min lillesøster? Jeg måtte holde mig stærk for hendes skyld. "Ring, ring, ring." sagde klokken og satte mig langsomt op. Jeg rejste mig op og gik mod skolen igen.

Jeg sad i vindueskarmen og hørte musik fra min Ipod. De kom stille gående hen mod mig eller måske var det ikke stille, men jeg kunne jo ikke hører det for musikken fra min Ipod. Casper sagde et eller andet til mig, som jeg ikke kunne hører og så grinede alle de andre. Gid de bare gik, jeg gider dem ikke. Kan de ikke bare forstå, jeg ikke kan mere? Frederik tog fat i min arm og strammede grebet, så det gjorde ondt. Et lille skrig fandt ud af min mund. De begyndte at grine højre. Marie tog min Ipod og smed den ud af vinduet. "Den er bare så gammel, du må få dig en ny" sagde hun bare med hendes skingre stemme. "Giv mig den tilbage" sagde jeg med en stemme, der snart ville svigte. "Nah, det tror jeg ikke" sagde Klara og grinede. Hendes ondskabsfulde stemme fik mit nakkehår til at stridte. Hun var en lille heks, med tryk på lille hun var under  1 meter og 50 cm og gik i 9 klasse. Jeg nåede ikke at opfatte hvad der skete, før det var for sent. En hånd ramte hård min kind og jeg snublede ind i Frederiks favn. Det var Klaras hånd. Hun havde aldrig slået nogen før, men hun havde lige givet mig en lussing. Smerten slog hård i min kind og det dunkede, som om mit hjerte sad der. Hey, vent, stop. Jeg er i Frederiks favn, han holder om mig. Selvom han holder stramt om min hånd, gør det ikke noget, selv blodet der kommer ud af mit håndled har jeg glemt. Han holder om mig! Det er den lykkeligste dag i mit liv eller tre år. Jeg er så lykkelig. Mine kinder begyndte at blive røde, men de troede bare det var slaget der havde gjort det, for de grinede og sagde "Hey Klara, du har jo et hårdt slag!" og "Hvor er du stærk" Klara smilede. "Ja, jeg har jo trænet, jeg skulle jo tabe mig" sagde hun selvsikkert. Frederik skubbede mig ud af sin favn, som om han første nu havde opdaget at jeg var der. Jeg faldt ned på gulvet med et stort bump. Jeg ømmede mig, da et stød gik igennem min krop. Jeg blev en smule ked af det, da Frederik havde skubbet mig væk, men jeg var jo også et misfoster og hvem vil være sammen med sådan en? Jeg var et misfoster og min lillesøster var en engel, som alle jo sagde. Hun var perfekt og jeg var endelig enig. Hun var 4 år og smuk, vidunderlig og fantastisk. Hun var alt jeg havde tilbage. Min mor hadet mig og min lillesøster, Fie og jeg hadet hende for at hade lille Fie. Min Far skred fra os da Fie blev født, så ham hader jeg også. Min familie er en skuffelse for Fie, det er så synd for hende.

De havde ladet mig lige på gulvet efter de havde taget en saks og hårdt skåret i min arm og på min hals. Nu blødte det og mit hår og tøj var alt blevet rødt af alt blodet. Jeg havde ikke kræfter til at rejse mig op, men da klokken ringede ind, blev mine kræfter fornyet med en sådan styrke at man skulle tro jeg var super mand. Jeg tog min taske og løb. Jeg løb ud fra skolen og hjem til mig. Jeg satte mig på sengen og græd.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...