Kærlighedens smerte

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 jun. 2012
  • Opdateret: 30 aug. 2012
  • Status: Igang
"Luder" "Emo" "Klamme so" Alle orden ramte mig hårdt, men det havde de nu altid gjort.



Maria har en hård hverdag i skole, alle ser hende som et misfoster, hun tør ikke tag sig selv i forsvar og hver dag bliver det værre og værre, og hun kan intet gøre ved det. Hun var for længst død, hvis ikke hun ville passe på hendes lillesøster Fie, den eneste der elsker hende. Hun er blevet mobbet og tæsket igennem de sidste tre år af hendes liv og hver dag bliver det sværere og sværere at holde tankerne om døden ude, men det bliver kun endnu sværere, da hun bliver forelsket i Frederik.

10Likes
29Kommentarer
2652Visninger
AA

7. Hvad er det jeg mangler?

 

Jeg havde boet ved Johanne i nogle uger endnu, jeg måtte ikke komme skole endnu og det gjorde mig slet ikke noget.  Jeg var faktisk glad for det, ingen populære der kunne gøre mig fortræd og træde på mig. Ingen lærer, der bare ville 'hjælpe' mig. Jeg skulle bare ligge i min seng og slappe af, indtil Fie kom hjem og jeg kunne være sammen med hende. Hun skulle stadig i børnehave.

 Johanne var nu meget sød, men jeg manglede et eller andet i mit liv. Noget jeg ikke kunne sætte finger på. Noget mit hjerte manglede, men hvad? Det var ikke til at finde i min hjerne. Det var SÅ irriterende ikke at kunne huske det eller komme i tanke om det, bare den lille ting, eller var den stor? Svært at sige, når jeg jo ikke ved hvad det er jeg prøver at huske.

Frederik.

Nu ved jeg det! Det er Frederik. Ham som altid er onde ved mig sammen med de andre, men jeg lægger ikke mærke til det, da jeg er... jeg ... Jeg kan ikke få mig selv til at sige eller tænke det, for jeg må ikke havde det sådan, det må jeg bare ikke. Han var den onde eller han gjorde sikkert bare det rigtige, da jeg er et misfoster. Intet andet end et misfoster, noget som jeg aldrig kommer til at lave om på. Så han ville aldrig lægge mærke til mig, som person og ikke det som jeg jo er i virkeligheden, et misfoster. Det de fik mig til at indse.

Det var hårdt at se i øjnene, men sandheden var som den var og jeg havde lært at leve med det, så godt jeg nu kunne. Smerten i brystet blev ikke mindre af den grund, faktisk blev den bare større. Hvorfor døde jeg ikke, da jeg ofrede mig for Fie? Hvorfor havde jeg sagt til hende, at hun skulle ringe 112? Jeg kunne være død nu, alle ville havde det lettere, hvis jeg bare var død.

Johanne fik mig ud af mine tanker, ved at banke på døren og så åbne den. "Der er kommet en, der siger han vil snakke med dig" sagde Johannes blide stemme. Hendes lange og tykke hår trængte til at blive klippet, men ellers passede det godt til hende.

Var der en der ville snakke med mig? Jeg havde ingen venner og så var det endda en dreng. "Øm... Hvem er det?" spurgte jeg nervøst. Måske var det Casper, de ville komme og gør mit liv endnu værre, eller måske Marie eller... eller måske Klara. Når nej det var en dreng. Så Frederik da. Ham gjorde det faktisk ikke noget, hvis det var ham heller ikke hvis det ville blive smertefuldt, bare det at se han ansigt. Jeg savnede ham faktisk.

"Jeg tror det er en fra din klasse" sagde Johanne stille. Hun kiggede indgående på mig og jeg krummede mig sammen i sengen, jeg hadet når folk kiggede sådan på mig. Jeg følte mig forkert. "Bare lad ham komme ind" sagde jeg med hovedet mellem mine knæ.

Jeg hørte hendes fodtrin blive svagere og svagere og de blev erstattet af nogle nye og mere faste fodtrin. Det lød som... Nej det kunne ikke være ham... Det kunne det bare ikke være. Nej, han måtte ikke se mig sådan. Han ville bare udnytte det. Nej. Nej. NEJ.

Døren blev skubbet til siden og ind kom han. Ja, det var ham, ham det ikke måtte være og så alligevel.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...