Kærlighedens smerte

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 jun. 2012
  • Opdateret: 30 aug. 2012
  • Status: Igang
"Luder" "Emo" "Klamme so" Alle orden ramte mig hårdt, men det havde de nu altid gjort.



Maria har en hård hverdag i skole, alle ser hende som et misfoster, hun tør ikke tag sig selv i forsvar og hver dag bliver det værre og værre, og hun kan intet gøre ved det. Hun var for længst død, hvis ikke hun ville passe på hendes lillesøster Fie, den eneste der elsker hende. Hun er blevet mobbet og tæsket igennem de sidste tre år af hendes liv og hver dag bliver det sværere og sværere at holde tankerne om døden ude, men det bliver kun endnu sværere, da hun bliver forelsket i Frederik.

10Likes
29Kommentarer
2728Visninger
AA

5. How to save a life

 

Jeg havde været i et hurtigt bad og så skiftet tøj. Bare et på jogging bukser og en hvid trøjer. Og så var det bare at løbe ned til Fie og mor. Min mor havde det ikke godt med børn, så når Fie plagede hende for meget sket der noget jeg ikke vil tænke på. Hvis der er nogen der skal straffes så er det mig og ingen andre. Lille Fie har aldrig gjort noget forkert. "Moar, skal vi ikke ud og købe min nye dyne, som du lovede?" kunne jeg hører Fie spørge om ned fra køkkenet. Hvor meget havde hun nået at spørger om? "Mor har sagt at det ikke bliver nu!" jeg kunne hører at hun skreg det og lidt senere kom et smerte skrig. Jeg løb resten af vejen ind til køkkenet og så det værste syn min hjerne kunne forstille sig.

Der stod vores mor med Fie i den en arme, med blod på kinden, og en køkken kniv i den anden hånd, og ikke bare sådan en man spiser med, nej, den store til at skære kød med. Jeg gav et forskrække skrig fra mig. Min hjerne arbejde på fuld tryk. Hvad ville hun gøre? Hvordan kunne jeg stoppe det? Jeg havde en million andre spørgsmål der lignede dem. Hvad fanden er der galt med min mor? Hun er jo sindssyg. Vi har da en sjov familie, et misfoster, en engel, en sindssyg og en voldelig gammel mand. En skøn familie. Stakkels Fie fortjener bedre, meget bedre. Mor løftede kniven og jeg gjorde noget som jeg sikkert ville fortryde, men så længe Fie havde det godt så var jeg glad. "Husk hvad jeg sagde... Jeg redder andres liv..." Det var de sidste ord jeg fik ud af min mund og det var selvfølelig rette mod Fie. Det var en halv løgn, jeg ved det godt, men hun skulle være glad og kun glad. Det var det hun skulle være, det var det hun fortjente. Et smerte skrig fløj over mine læber. Smerten i min mave voksede sig fra ingenting til alting. Jeg kunne ikke ignorere smerten, den var for stærk. Smerten flød gennem mig og jeg ville bare skrige, men jeg kunne ikke. Jeg havde slet ikke mere stemme tilbage

 Jeg mærkede nogle små og tynde arme på mine skuldre. De rystede i mig. Jeg kunne fornemme nogen sige noget, men jeg kunne ikke høre noget. Jeg faldt længere og længere ind i en lille stille verden med smerte som den eneste følelse. I den verden skreg jeg og jeg skreg meget, men der hvor jeg virkelig var, havde jeg ingen stemme.  Jeg prøvede desperat at åbne mine øjne, men de var som klistret fast med super lim. Det var umuligt. Jeg kæmpede med mine øjne, så jeg ikke skulle koncentrere mig om smerten, der havde spræt sig til hele kroppen.

Jeg fik svagt åbnede mine øjne, men alt var sløret. Jeg så en lille pige foran mig, hun græd. Åh nej, det er FIE! Hun skulle være glad! Jeg åbnede min mund for at sige noget, men intet kom ud af den. Jeg havde meget få kræfter endnu, men jeg blev ved med at kæmpe for Fies skyld. "F..Fi...Fi..e tag... tele...fonen... og ring... på... nummeret... 112... de vil... hjælpe... dig og...mig" fik jeg meget langsomt fremstammet. Hun kiggede på mig og jeg så frygten i hendes øjne. "Husk... fortæl dem... hvad der... er sket... og... hvor vi...bor..." sagde jeg og så lukkede jeg stille mine øjne i igen. Kom så Fie. Det var alt jeg kunne tænke. Hun er en stor pige. Jeg er sikker på de har lært lidt af tallene i børnehaven. Havde de ikke? Smerten borede sig ind i mit hjerte og jeg kæmpede for bare at holde mig halvt ved bevidstheden. Jeg kunne skimte lyset fra luftet, men så var det væk, som dug fra himlen. Alt blev sort.

 

Smerte, smerte og mere smerte. Jeg var i en verden kun med smerte og den var ulidelig, men jeg kunne intet gøre. Jeg kunne ikke bevæge mig, jeg kunne ikke sige noget og jeg kunne ikke se noget. Jeg havde mistet alle mine sanser og alligevel ikke, for jeg kunne stadig føle smerte og den var forfærdelig. Jeg havde lyst til at give op, men så kom Fies ansigt frem for mig. Hendes triste ansigt, der var forgrædt, blod på den venstre kind, af hvad ved jeg ikke med sikkerhed, og hendes øjne, der næsten havde mistet alt håb om en god og tryk fremtid. Det var ikke noget, man ville se en på 4 år opleve. Det var et forfærdeligt syn, men jeg fik viljen og styrken til at forsætte den allerede tabte kamp. Hvis jeg forsvandt, hvad ville mor så ikke gøre ved Fie? Mine tanker fløj rundt om alt hvad der ville ske med Fie, hvad jeg forlod hende alene med vores mor. Det måtte bare ikke ske, men kunne jeg komme tilbage til virkeligheden eller skulle jeg blive her for evigt?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...