Kærlighedens smerte

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 jun. 2012
  • Opdateret: 30 aug. 2012
  • Status: Igang
"Luder" "Emo" "Klamme so" Alle orden ramte mig hårdt, men det havde de nu altid gjort.



Maria har en hård hverdag i skole, alle ser hende som et misfoster, hun tør ikke tag sig selv i forsvar og hver dag bliver det værre og værre, og hun kan intet gøre ved det. Hun var for længst død, hvis ikke hun ville passe på hendes lillesøster Fie, den eneste der elsker hende. Hun er blevet mobbet og tæsket igennem de sidste tre år af hendes liv og hver dag bliver det sværere og sværere at holde tankerne om døden ude, men det bliver kun endnu sværere, da hun bliver forelsket i Frederik.

10Likes
29Kommentarer
2691Visninger
AA

2. Et misfoster

 

"Luder" "Emo" "Klamme so" Alle orden ramte mig hårdt, men det havde de nu altid gjort. Jeg var svag og jeg vidste det godt. Jeg var grim og dum og mærkelig og sær og klamme. Jeg var alle de ting de sagde til mig. Ja, okay ikke luder som det skal forstås. Jeg lod tårerne få frit løb, jeg kunne ikke holde dem inde længer. Mærkeligt nok prøvede jeg alligevel hver dag, men det hjalp aldrig, nej aldrig. Jeg stod overe ved mit skab, for at tag de bøger ud jeg skulle bruge, da de kom. "Hey klamme, vil du ikke med hjem til mig i nat" Spurgte Casper og både drengene og pigerne brød ud i grin. Kunne de ikke bare lade mig være i fred? "Nej" hviskede jeg stille og prøvede at komme forbi dem. Frederik tog fat om mit håndled og smed mig ned på gulvet. Jeg landede med et bump og en svag smerte steg op i min rug red, da jeg landede på min ryg.. "Hvor skal du hen, lille emo freak?" Sagde Sara, den mest snoppede pige man kunne forstille sig. Jeg svarede ikke, for jeg vidste at hvis jeg svarede ville det kun gøre alt være. "Hey, se hendes make-up er næsten helt væk eller ikke væk nu er den på hendes grimme kinder, hun ligner et monster eller et misfoster." sagde Casper. Alle grinede, men han var jo også den populæreste dreng på skolen. Drengene begyndte hurtigt at sparke mig i maven, hovedet og i rygge. Smerten var stor og jeg skreg af mine lungers kræft. Jeg blev ved og ved, også lang tid efter de var gået igen. Tårerne strømmede stadig ned af mine kinder. De havde ret, jeg var et misfoster og et monster. Jeg var anderledes og det var slet ingen god ting.

Jeg rejste mig langsomt op og bevægede mig hen mod et af skolens toiletter. Her var ulækkert, jeg hadet at være sådan et sted, men jeg blev nød til at være her hver dag de første to timer. Lærerne troede bare at jeg var dovn og ikke gad komme i skole de første to timer på dagen og det havde givet mig mange problemer, men nu var de lidt ligeglade, da de havde prøvet alt for at få mig til at komme til tiden, men intet hjalp. Jeg tørrede min make-up af og lagde en ny. Jeg havde lært for ca. tre år siden at jeg blev nød til at havde min make-up med i skole. Jeg så ind i spejlet og så en grim pige med grimt nøde farvet krøllet hår og grimme grøn øjne. Jeg tog noget mere papir og tørrede blodet af mine knæ. Nu stod jeg bare og kiggede tomt på spejlet uden at se noget. Mit liv stank. Alle ønskede mig død eller i det mindste lemlæstet. Alle var bare så onde ved mig. Mit hjerte kunne ikke klare smerten, de gav mig hver eneste dag, men jeg havde da klaret den i 3 år, men smerten var også kun blevet værre siden. Den blev kun værre og hver dag tænkte jeg at den ikke kunne blive værre, men det blev den altid alligevel. Jeg tog mig sammen og låste døren op til toilettet.

Da jeg var kommet ud var der frikvarter, så jeg havde været hurtigere end normalt. Det var ikke så godt, nu havde de en chance mere for at slå mig med ord og med hånd. Jeg kunne mærke blikkende på mig. De så kun et misfoster, når de kiggede på mig. Der var væmmelse i deres blikke, men også forundring over at jeg allerede var kommet ud. Jeg kunne mærke en hånd på min skulder og blev straks bange. Var det nu dem? Jeg vente mig langsomt om og mødte et blidt blik. Jeg pustede ud. Det var bare vores klasselærer, Sofie. "Når Maria, du kommer tidligt i dag, det var de godt" sagde han og smilede til mig. "Ja, det er jeg" sagde jeg og forsøgte at smile, men jeg havde ikke smilet de sidste tre år, så det blev til en grim grimasse. Jeg vred mig ud af hendes greb og satte i løb. Jeg løb og løb. Få gang var jeg ved at snuble over små ting på jorden, men jeg forsatte  mod mit eget lille sted, et sted jeg havde for mig selv. Ingen vidste hvor det var. Jeg var der næsten, bare nogle få skridt mere.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...