Kærlighedens smerte

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 jun. 2012
  • Opdateret: 30 aug. 2012
  • Status: Igang
"Luder" "Emo" "Klamme so" Alle orden ramte mig hårdt, men det havde de nu altid gjort.



Maria har en hård hverdag i skole, alle ser hende som et misfoster, hun tør ikke tag sig selv i forsvar og hver dag bliver det værre og værre, og hun kan intet gøre ved det. Hun var for længst død, hvis ikke hun ville passe på hendes lillesøster Fie, den eneste der elsker hende. Hun er blevet mobbet og tæsket igennem de sidste tre år af hendes liv og hver dag bliver det sværere og sværere at holde tankerne om døden ude, men det bliver kun endnu sværere, da hun bliver forelsket i Frederik.

10Likes
29Kommentarer
2697Visninger
AA

4. En engels opgave

 

Jeg sad i haven, bag nogle træer. Det her var mit stille sted. Ingen vidste det var her, kun mig, så her kunne jeg være alene. En hård efterårs brise ramte mig og mit hår fløj til alle sider. Da brisen ramte min bare hud, fik jeg gåsehud, men det var ikke noget jeg lagde særlig meget til. Jeg sad med en skarp sten i hånden, jeg vidste hvad jeg ville, jeg var bare ikke stærk nok til at gennemfører det. Det havde jeg aldrig været. Jeg kunne ikke afslutte hvad jeg var starte på og jeg vidste det godt. Jeg var bare ikke stærk nok. Jeg ville ønske jeg var, så var det hele overstået nu og alle ville være glad. Alle.

"Maria, hvor er du, du skal se hvad jeg har tegnet i børnehaven i dag" råbte min engle lillesøster. Fie var kommet hjem, det betød at mor var hjemme. Kunne hun ikke bare skride? Blodet på mine arme var for længst størknet, men det var blodet på min kjole ikke. Lille Fie, der ikke vidste noget om onde ting i verden, havde altid troet at jeg var en lille engel om man så må sige og at jeg redede folk fra den vise død og at det var derfor jeg havde blod smurt ud over mig. Det var mig der havde bildt hende det meste end, men ikke det med at jeg var en engel, jeg havde sagt at hun var en, men så regnede hun vel bare med at jeg også var eller sådan noget. "Mariaaa, hvor er du? Jeg tegnede dig igen" sagde hun. Jeg blev helt rørt. En tåre faldt ned på min kjole og blandede sig med blodet. "Jeg kommer nu" græd jeg og rejste mig op. Jeg tog det ene skridt efter det andet og så var jeg ude i haven igen. "Hvorfor græder du?" spurgte den uskyldige Fie. "Øm... Jeg kunne ikke rede den her pige, der havde det forfærdeligt i skolen og der hjemme" sagde jeg og lod endnu en tåre falde. "Det er okay, du har jo redet så mange andre" sagde hun og viste hendes tegning af en engel der stod ved en næsten død dreng. Englen lyste og gav drengen lys, så han kunne leve videre. "Den er jo fantastisk" sagde jeg begejstret. "Jaaaaaaaaaa, du kunne lide den!" sagde hun og var helt oppe at kører. "Vil du distrahere mor, så jeg kan komme ind og vaske mig?" sagde jeg og så bedende på Fie. "Ja, det vil jeg" sagde hun glad og gik mod fordøren. Mor vidste ikke noget om at jeg skar i mig selv, hun gad mig heller ikke så meget, men hun måtte ikke vide det, det ville ikke være godt hvis hun vidste det. Jeg måtte snart fortælle Fie sandheden, enden hun selv fandt den. Jeg gik med raske, men tunge skridt hen mod bagdøren.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...