Kærlighedens smerte

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 jun. 2012
  • Opdateret: 30 aug. 2012
  • Status: Igang
"Luder" "Emo" "Klamme so" Alle orden ramte mig hårdt, men det havde de nu altid gjort.



Maria har en hård hverdag i skole, alle ser hende som et misfoster, hun tør ikke tag sig selv i forsvar og hver dag bliver det værre og værre, og hun kan intet gøre ved det. Hun var for længst død, hvis ikke hun ville passe på hendes lillesøster Fie, den eneste der elsker hende. Hun er blevet mobbet og tæsket igennem de sidste tre år af hendes liv og hver dag bliver det sværere og sværere at holde tankerne om døden ude, men det bliver kun endnu sværere, da hun bliver forelsket i Frederik.

10Likes
29Kommentarer
2648Visninger
AA

8. Bange

 

Ind kom smukke Frederik. Hvad ville han? Hele min krop rystede, indad mine tanker rystede. Jeg var bange for Frederik, men han var stadig i mit hjerte. Hey vent! Han havde sagt han var min ven! Jeg måske en chance, for at få ham som en ven! Min første ven, men... det skete nok aldrig. Han var sammen de onde. Jeg havde ikke en chance.

Mit ansigt fik triste og bange folder efter at min tanker tog fat om mit hjerte. Frederik gik hen til mig og jeg krøb sammen i sengen, for at beskytte mig, så meget som muligt. Det var en vane, som jeg havde fået efter flere års smerte. Jeg vidste hvad der ville komme nu.

Frederik satte sig på min seng og rakte en hånd ud efter min. Jeg hev min hånd forskrækket tilbage, bange for hvad han ville gøre med den. Han kiggede opgivende på mig og gav et lille suk fra sig.

"Du er bange for mig... ja, det er vel min egen  skyld." Sagde Frederik trist. Han fangede min hånd og gav den et lille klem. Jeg kiggede undrende på ham. Hvad var det lige han sagde? Det kan ikke passe, det er ikke sandt. Jeg må drømme.

Jeg bed mig selv i kinden, inden jeg lod mig selv tro på det var virkeligt. "Hv... hvad laver d.. du her?" sagde jeg med lille stemme. Min stemme rystede af skræk, men jeg fik alligevel et smil frem på læben.

Jeg elskede ham, det havde jeg gjort i mange år. Måske lidt for mange år. Måske elskede jeg ham ikke ligefrem, men jeg var virkelig forelsket i ham, men jeg var stadig bange for ham. En refleks jeg havde skabt på de sidste mange år. Jeg skulle være bange for ham, han var ikke god for mig, men jeg elskede ham stadig. Det var dumt, men sandt.

"Jeg vil bare se hvordan du havde det" sagde han stille. Ja klart, han har prøvet at slå mig ihjel, de sidste mange år og nu bekymre han så for mig. Ja det giver da stor mening. Ej, måske ikke slå mig ihjel, mere skade og forvolde stor smerte. Men det gav stadig ikke mening.

Jeg kiggede skeptisk på ham og overvejede at skrige højt eller løbe væk, men jeg måtte ikke løbe endnu, jeg måtte knap nok gå, så løbe var ikke en mulighed mere. Jeg ville havde sagt noget, men alt ville sige kom ikke ud af min mund. Min mund var tær som en ørken og mine læber pressede sig sammen, som om det var bange for at indånde gift. Jeg holdte vejret, selvom jeg virkelig manglede ilt. Mit hoved skreg og mine lunger var ved at sprænges og alligevel holdte jeg vejret.

Han rykkede sig tættere på mig og han kiggede på mig med et blidt blik. Det første blide blik jeg havde set fra nogen fra min klasse. Det overraskede mig og jeg faldt ind i hans vidunderlige blå øjne. Det var som et hav jeg var ved at drukne i, men på en god måde. Ja, jeg ved godt, at man ikke kan drukne på en god måde, men i ved hvad jeg mener.

Hans blik gled ned af min overkrop, som ikke var skjult af dynen, da jeg havde gjort alt hvad jeg kunne for at komme så langt væk fra ham i starten. Jeg kiggede ned af min krop, for at se hvad han kiggede på. Min nattrøje var rykket halvt op og afslørede min blege arrede mave. Et stort så var ved min navle, fra kniven som min mor havde brugt. Min mor, ja det var hun ikke rigtig mere.

Jeg lod mit blik glide over Frederik igen. Han havde en blå T-shirt og nogle almindelige hængerøvs bukser på, og som altid så det godt ud på ham. Alt klædte ham, alt. Den søde duft af ham nåede mig endelig efter lang tid, men det havde vel også noget at gøre med at han var kommet endnu tættere på.

Han rakte hans hånd ud og bare der fik jeg kuldegysninger og han ikke rørt mig endnu. Han hånd landede på min kind og der aede han den stille og roligt, imens vi kiggede hinanden i øjnene. Mit hjerte bankede af sted, men det blev hurtigt roligt af hans blide berøringer.

Hvis jeg havde været mig selv ville jeg havde været forvirret, for han var SØD ved mig og det havde han aldrig været, selvom jeg elskede alle hans berøringer, var de her de bedste blide og kærlige. Ikke noget jeg var vant til af nogen som helst.

"Du ser så sød ud" 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...